Onsdag, 29 november 2017 10:47

Tidligere topspillere går sammen for at få dansk volley i Top 24

Written by
Ambitionen er, at de danske landshold i både volleyball og beachvolley skal være blandt de 24 bedste hold i Europa og dermed inden for EM-cuttet.

Flere tidligere danske landsholdsspillere og udlandsprofessionelle volleyballspillere er gået sammen i tænketanken Top24.

Sammen vil de finde veje, så de danske volleyballlandshold kan blive en fast bestanddel af fremtidige EM-slutrunder.

Et par af de områder, de vil kigge på, er bl.a. finansiering af landsholdene og flere tilskuere.

Initiativtager til tænketanken Top24 er den tidligere topspiller Jens Larsen, der fik 186 landskampe for Danmark og havde en flot international karriere.

"Jeg har fået så mange gode oplevelser gennem volleyball og vil rigtig gerne være med til at give noget tilbage til sporten," siger han.

"I første omgang skal vi diskutere, hvordan vi  kan skaffe finansiering og sponsormidler til at understøtte udviklingen af dansk volleyball og beachvolley til international fremgang både hos damerne og herrerne," siger Jens Larsen.

I Volleyball Danmark er man glade for initiativet med Top24 tænketanken.

"Det er et fantastisk initiativ, som virkelig kan være med til at løfte dansk landsholdsvolley. Med flere prioriterede resurser til vores landshold, får vi bedre muligheder for at understøtte vores ambitioner om at deltage i internationale slutrunder," siger Mikael Trolle, sportsdirektør i Volleyball Danmark.

Top24 mødes første gang i forbindelse med Final 4 i pokalturneringen den 16. december i Frederiksberg Hallen.
Read 2411 times Last modified on Fredag, 15 december 2017 11:07