Lørdag, 10 juni 2017 21:16

Ukrainsk heksekedel kunne ikke stoppe de danske volleyherrer

Written by
European League, 1.runde, Ivano Frankivsk, Ukraine
Danmark-Ukraine: 3-0 (25-22, 25-22, 25-23)


På knap halvanden time tog Danmark sin 2. sejr af to mulige i 1. runde af European League-gruppespillet i Ukraine. Dagens modstander var værterne, der også i deres åbningskamp havde vundet 3-0 over det 4 hold i puljen, Israel.

I en tæt pakket arena med 1.300 opstemte tilskuere åbnede kampen i et hæsblæsende tempo fra begge mandskaber. Danmark havde taget de skarpe svæveserver med fra gårsdagens kamp og kunne derfor gå til første tekniske med en 3 points føring.

Frem mod den anden tekniske timeout var det ren power volleyball fra begge hold med kraftfulde server og effektive angreb hele vejen. Værterne havde to små stimer i deres springserver, som gav dem en lille fordel, og Ukraine gik således til den 2. tekniske timeout foran 16-14.

Men selvtilliden på det danske hold er ikke til at tage fejl af. Holdet fortsatte ufortrødent deres eget spil, noget som coach-teamet har brugt meget tid på at fokusere på. 
Igen gav de danske svæveserver uro i Ukraines modtagning, og som så ofte set før, var det centerspiller Simon Gade, der stod i servefeltet og tvang den ukrainske coach til at kalde sin første timeout ved 17-18 i dansk favør. Kombinationen af gode server og flot forsvarsspil af bl.a. libero Frederik Mikelsons og klogt transitionsangreb bragte Danmark i front igen.
Næste mand på servelinjen var Peter Trolle Bonnesen, der med millimeter præcise svæveserver sørgede for flere danske point, og med 21-18 til Danmark tog Ukraine deres anden og sidste timeout. Lige lidt hjalp det dog, og Danmark øgede deres forspring yderligere .

Oppe med 23-18 får Ukraine stoppet den danske serie og via et par kanon springserver reduceret til 23-21, da landstræner Mikael Trolle tog en timeout. Effekten udeblev ikke og på et rigtig flot liniesmash af Peter Trolle Bonnesen vandt Danmark serven tilbage, en serv som værterne dog uden besvær spillede sideout på. På sætbolden er der dog heller ikke nogen slinger i valsen fra det danske mandskab, og Phillip Özari kunne med et kraftfuldt diagonalsmash sikre sættet til Danmark med 25-22.

Ukraine kom også blæsende ud til 2. sæt med stor power i deres server. Men den danske modtagning kæmpede godt med at holde bolden i spil, dog havde angrebet svært ved at afgøre boldene mod den store ukrainske blokade.

De danske volleyherrer nægtede dog at slippe taget og var kun nede med to point ved første tekniske timeout. Desværre fortsatte det ukrainske stormvejr i form af effektfulde springserver, som de danske angribere havde svært ved at afgøre deres angreb til point.

Ved stillingen 10-6 til hjemmeholdet kaldte Mikael Trolle en timeout, og det skulle vise sig at være yderst gavnligt for danskerne. Danmark får atter gang i deres spil, og nok engang er det i Simon Gades svæveserv, at Danmark henter og udligner til 10-10. Danmark kunne dog ikke helt følge op på den gode stime og fik nok en gang store udfordringer i sideout spillet og måtte derfor gå til anden teknisk timeout nede med 12-16.

Det var imidlertid ikke til at se på det danske landshold. De bevarede roen og blev ikke frustreret på noget tidspunkt. Ved stillingen 13-17 kom kantspiller Mads Møllgaard på banen i en serve match-up, hvilket resulterede i et point til Danmark og med to velplacerede springserver sørger anfører Axel Jacobsen for at hente endnu mere ind på Ukraine, der blev voldsomt presset og tvunget til fejl i angrebet af de danske blokader. Her bød Phillip Özari også ind i serven og med en knaldhård springserv udlignede Danmark til 19-19 og fremtvang timeout fra Ukraine.

Igen igen er det Simon Gades tur til at serve, og han er efterhånden en frygtet mand for modstanderen, når han går i servefeltet. På gode server, der gav det danske forsvar mulighed for at vende forsvar til angreb, trak de danske drenge uimodståeligt fra på kraftfulde transitionsangreb fra især Rasmus Breuning. Selvsamme Breuning lukkede sættet med et bragende servees til endnu en dansk sætgevinst på 25-22.

Danmark fik en intet mindre end perfekt start på 3.sæt. En serie svæveserver fra Peter Trolle bragte lynhurtigt Danmark i front, intet fungerede på den ukrainske side, og det er ingen sag for danskerne at gå til den 1. tekniske timeout oppe med 8-3. Frem mod den 2. tekniske timeout byttede de to hold stort set sideout, og Danmark var således stadig i front med hele 16-9. Det danske spil flød og hæver Axel Jacobsen fordelte boldene mesterligt i angrebet og spillede den ukrainske blok tynd, så anførerens angribere konstant kun havde en eller ”halvanden mand” i blokken.

Om det var den store føring eller noget andet, der spillede ind, skal være usagt, men pludselig fik danskerne store problemer i modtagningen med den ukrainske springserv. Danmark kunne ikke vinde sin sideout, hvilket resulterede i, at værterne kom helt med igen og kunne udligne til 16-16, inden Aske Mørkeberg Sørensen med et godt stik angreb endelig får brudt Ukraines stime.

Men som det har været kendetegnende i de første fem sæt i European League, bevarer de danske spillere roen og fokusm og til alt held har Danmark også sin egen servekanon i Rasmus Breuning, der efterfølgende sendte to missiler afsted mod værternes modtagere og skaffede Danmark en 3 points føring.

Derfra var det blot et spørgsmål om at holde egen sideout, og det gjorde Danmark på fornem vis og på første matchbold hamrede Rasmus Breuning bolden i gulvet til 25-23 og dermed en dansk 3-0 sejr.

Landstræner Mikael Trolle:

"Det er er måske den bedste landskamp, vi har spillet, de sidste par år. Den her kulisse med massivt pres fra tilskuere, et godt ukrainsk hold, der har nogle stærke og fysiske spillere, er virkelig en manddomsprøve. Jeg kan kun give alt mulig kredit til spillerne," siger han.   

Libero Frederik Mikelsons: 

"Jeg må ærligt indrømme, at jeg før kampen var i tvivl, om vi kunne hive sejren hjem. Ukraine har et stærkt hold og nogle dygtige kantspillere, og så havde de også 1.300 støjende tilskuere i ryggen. Men vi spillede efter min mening på et sjældent højt niveau. Vi havde meget få dårlige perioder i kampen, og efter de dårlige perioder kom vi tilbage hver gang. Det viser god teamspirit, og det kan vi tage med os videre i turneringen."

Danmarks Startopstilling:

Hæver: Axel Jacobsen

Kanter: Rasmus Breuning & Philip Özari

Diagonal: Peter Trolle

Centre: Aske Mørkeberg & Simon Gade

Libero: Frederik Mikelsons

Indskrifter:

Mads Møllgaard
Read 1519 times Last modified on Mandag, 12 juni 2017 07:21