Torsdag, 01 juni 2017 06:00

I den her bygd spiller vi kun volley

Written by
Foto: Privat Foto: Privat
Kidsvolley på Færøerne. Der er kun ni volleyballklubber på Færøerne. Det gør det væsentligt lettere at lave en koncentreret og kvalificeret indsats med Kidsvolley. Måske noget vi kan lære af i Danmark.

Med ni volleyballklubber og 20 skoler i hele landet er det overskueligt at komme hele vejen rundt, når man skal på udvikle Kidsvolley på Færøerne. Også selvom man skal sejle rundt blandt øerne for at komme frem.

Volleyball Danmarks Bredde- og Udviklingschef Peter Morell har de seneste otte måneder været på Færøerne for at udvikle Kidsvolley. Han har samtidig høstet masser af erfaringer, som han har med hjem i kufferten.

For selvom der er mange ligheder med det danske broderfolk, er kulturen er helt anderledes.

”Vi arbejder med meget små samfund, som kan være meget isolerede på øer, hvor man skal sejle til og fra. Derfor har man nogle steder valgt, at i vores by spiller vi volleyball,” siger Peter Morell.

”En af de store volleyballklubber er SÍ i Sørvángur. Det er en lille bygd, hvor volleyball er det, man går til. I Kollarfjørður KIF har de valgt, at drengene går til håndbold, og pigerne går til volleyball. Det har betydet, at KIF var i finalen om det færøske mesterskab for damer,” siger han.

”På Suderoy er der to store bygder, Vagur og Tvøroyri. Man spiller håndbold i Vagur, og i Tvøroyri spiller man volleyball. De to bygder er virkelig stærke til hver deres sport. Man har delt sig for at få mest muligt ud af det.

”Det er nogle valg, man må gøre sig. For hvis man vil gå til alt og havde udbud af alt, så var der ingen til noget,” siger han.

Men hvordan kan man overføre de færøske erfaringer til Danmark?

”Volleyballfagligt har jeg lært og erfaret, at hvis vi er i stand til at lave massive interventioner i sammenhæng mellem skole og forening, så er vi i stand til virkelig at flytte noget. Arbejder vi med kvalitet, er vi også i stand til at flytte noget,” siger Peter Morell.

”Jeg tager med mig hjem, at det kan være, vi skal koncentrere vores indsatser noget mere om enkelte klubber og områder for at få noget synergi, så vi kan være i stand til at vokse og blive stærkere i nogle områder, frem for måske at sprede vores indsats. Det er en af læresætningerne deroppefra,” slutter han.

Der er anslået 1.500 volleyballspillere på Færøerne.

LÆS OGSÅ: DET VILLE SVARE TIL, AT 170.000 DANSKERE SPILLEDE VOLLEYBALL
LÆS OGSÅ: HAN MAN NOGENSINDE NOK FRIVILLIGE?
Read 183 times Last modified on Torsdag, 01 juni 2017 12:46