Onsdag, 03 maj 2017 08:23

Landsholdshardhitter skifter til Saint-Quentin i Frankrig

Written by
Foto: MortenO.com Foto: MortenO.com
Philip Özari har skrevet kontrakt med Saint-Quentin Volleyball. Kantspilleren skifter til den franske klub på en 1-årig kontrakt.

Smørrebrød og rundstykker bliver skiftet ud med baguette og croissanter, når Philip Özari i næste sæson tørner ud for Saint-Quentin i den næstbedste franske række.

”Det virkede som det helt rigtige tilbud. Jeg har talt med både venner, bekendte og min agent om situationen, og vi var enige om, at det var en rigtig god løsning,” siger Philip Özari.

”Jeg har talt med deres nye træner, og han virker meget fornuftig. Niveauet er ret højt i den franske B-liga. Klubben har et godt ry og kan potentielt godt rykke op i den bedste række,” siger han.

”Der er rigtig mange fornuftige og fede ting ved at tage til Saint-Quentin som næste skridt på vejen og se, hvad jeg kan gøre ved det. Det bliver et niveau op og en stigning i træningsmængden. Nu giver jeg den fuld gas hele sommeren sammen med landsholdet og kommer derned i superform,” siger Philip Özari.

En drøm med forbehold
Den 23-årige landsholdsspiller ser frem til at prøve kræfter med livet som professionel volleyballspiller:

”Jeg har altid gerne ville være professionel volleyballspiller og komme ud og opleve det. Jeg har dedikeret mig til sporten. Og når jeg dedikerer så meget tid og energi på volleyball, så skal jeg også bevæge mig fremad og op i niveau, når det passer, så jeg føler, det giver mening for mig,” siger Philip Özari.

Det er dog ikke uden forbehold, at han pakker kufferten.

”Det er helt sikkert noget, jeg har drømt om. Men man skal også passe på, at man ikke lader drømmen løbe afsted med sig og have realistiske forventninger,” siger Philip Özari.

”Jeg skal finde ud af, hvordan jeg reagerer i et professionelt miljø. Jeg skal udforske hele den livssituation i dybden,” siger han

”Kan jeg leve det liv og samtidig føle mig godt tilpas, så det giver mening? Det ville være en rigtig fed ting, hvis det hele går op i en højere enhed. Samtidig vil det fortælle mig, om det er noget, jeg skal fortsætte med at gøre, eller om det var noget, jeg bare skulle prøve af,” siger Philip Özari.

Han håber på masser af tid på banen for Saint-Quentin.

”Det er rimelig tidligt på sæsonen, at de skrevet kontrakt med mig, så jeg tror på, at jeg får meget spilletid. Men det er en god liga, og der er mange gode spillere, så jeg er også sikker på, at der bliver kamp om pladserne,” siger Philip Özari.

Derudover er der en enkelt ting mere, som Philip Özari gerne vil have ud af opholdet i Frankrig:

”Jeg skal lære at tale fransk. Jeg vil ikke være den der udlænding, som kommer derned, spiller og rejser igen uden at have lært et ord fransk. Jeg skal ud og sidde på nogle cafeer og snakke med nogle mennesker,” slutter han.

Philip Özari rejser til Frankrig til august.
Read 807 times Last modified on Onsdag, 03 maj 2017 08:24