Onsdag, 15 marts 2017 06:00

Volleyball kan komme på skoleskemaet i Vejen

Written by
Foto: Dansk Skoleidræt Foto: Dansk Skoleidræt
Fra næste skoleår bliver det måske muligt for eleverne på 7., 8. og 9. årgang i Vejen at vælge volleyball som valgfag.

Dansk, Matematik, frokostpause og så Volleyball.

Skoleskemaet kan se noget anderledes ud for skolerne i Vejen, hvor ungdomsskolen har søgt politisk godkendelse af fire nye valgfag i folkeskolen, heriblandt volleyball.

”Vi har behov for valgfag, som ikke bare er dem, man kan finde i folkeskoleloven, der tæller de klassiske fag som musik og billedkunst. I løbet af de seneste to år har vi for eksempel fået godkendt kinesisk, fodbold og masterchef som valgfag, og vi forsøger hele tiden at udvide sortimentet, så det bliver så spændende som muligt for eleverne,” siger Per Frisbjerg, afdelingsleder hos Vejen Ungdomsskole til jv.dk.

Ungdomsskolen står for valgfagsundervisningen på Højmarkskolen, Brørupskolen og fra næste år også Bække Skole og har søgt byrådets godkendelse af de fire valgfag; volleyball, fransk, jagt og faget ”dit liv - dit valg”.

Fingeren på pulsen
Godkendes de fire nye fag, kan samtlige skoler i Vejen Kommune vælge at tilbyde undervisning i fagene. Ofte er det dog kun de skoler, hvor Ungdomsskolen står for valgundervisningen, der udbyder de nye valgfag.

”Vi hører under ungdomsskoleloven og må for eksempel ansætte folk, der ikke nødvendigvis er lærer- eller pædagoguddannet. Det kunne for eksempel være en tømrer til at undervise et tømrerhold, og det giver muligheder for anderledes fag,” forklarer Per Frisbjerg.

Det kunne meget vel også være en volleyballtræner til at undervise i volleyball.

Trods den politiske godkendelse er det dog ikke sikkert, at alle valgfagene oprettes.

”Vi prøver at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der interesserer de unge. Men i sidste ende er det op til eleverne, hvad der bliver oprettet. De bestemmer, hvad de vælger sig ind på,” siger Per Frisbjerg.

Ansøgningen behandles først af kommunens udvalg for skoler og børn og tages senere også op i byrådet.

Kilde: jv.dk
Read 922 times Last modified on Onsdag, 15 marts 2017 07:46