Torsdag, 16 februar 2017 06:00

Volley TV lørdag: Dobbeltbrag på ligaens måske bedste hjemmebane

Written by
Hele Danmarks volleyball-kanal på nettet blænder igen op for hele to kampe denne lørdag, når ASV og EVA har hjemmebanefordel mod Gentofte og Amager. Se med på www.VolleyTV.dk fra kl. 14:00.

Grundspillet i Volleyligaen nærmer sig sin slutning. Hos herrerne resterer der to spillerunder, inden der kan sættes navne på de kommende kvartfinalister.

Gentofte og Marienlyst har allerede booket den direkte billet til semifinalen, mens der er tæt kamp om de efterfølgende placeringer.

Lørdag tørner Volleyligaens øjeblikkelige 3’er ASV sammen med liga-duksen Gentofte i Århus Gl. Stadionhal, der traditionelt ligger i toppen mht. tilskuere.

”Gentofte har været suveræne og er ubesejrede i denne sæson. Men i deres to seneste kampe har de smidt et sæt mod Ishøj, og Middelfart pressede dem også. Måske er der tegn på, at de ikke er så urørlige mere,” siger Casper Ahlehoff Hansen, der kommenterern kampen direkte på Volley TV.

”ASV har måske Volleyligaens bedste hjemmebane med et altid talstærkt hjemmepublikum i ryggen. De er super motiverede for at slutte grundspillet af på den bedst mulige måde og holde fast i deres 3. plads,” siger han.

3 mod 6 er helt lige
Når herrekampen er slut, indtager damerne banen, når Elite Volley Aarhus krydser klinger med Amager VK. Amager vandt sæsonens første opgør mellem de to klubber med 3-1 på hjemmebane, men nu mødes de i Aarhus, hvor EVA uden tvivl vil forsøge at sætte lus i den Amar’kanske skindpels:

”EVA er det hold med flest tilskuere til deres hjemmebanekampe. Det er bare en rigtig svær udebane for mange modstandere, og det forventer jeg også, at det bliver for Amager,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

Amager ligger pt. på 3. pladsen, mens EVA ligger næstsidst på 6. pladsen. Det er dog kun en enkelt sejr, der adskiller de to hold i tabellen.

Volley TV viser begge kampe direkte fra klokken 14:00 lørdag den 18. februar.
Read 883 times Last modified on Onsdag, 01 marts 2017 07:38