Onsdag, 15 februar 2017 06:00

Hall of Fame: Glen Hytoft

Written by
Hall of Fame. Den tidligere landsholdsspiller, ottedobbelte danmarksmester og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om at stræbe efter at blive bedre, kampene mod de store verdensstjerner, livsfarlige flyveture og at misse det kommunistiske styres fald på grund af en gravøl.

Jeg har vel været 12-13 år, da jeg var nede og se min storebror Cort spille volleyball. Jeg stod og spillede lidt i en vandpause, da en sagde: ’Nå Cort, din lillebror har pænere fingerslag end dig’. Det var der perspektiv i, og jeg begyndte til volleyball.

Det første år kom vi ikke med til DM. Det var jeg ret irriteret over og syntes ikke, at hæverne var dygtige nok. Så jeg spurgte min træner, om jeg ikke kunne blive hæver. Jeg blev sat derind, men syntes egentlig, at det var lidt kedeligt og ville skifte position igen – men det fik jeg ikke lov til af træneren. Så fortsatte karrieren den vej.

Det er stemningen og kammeratskabet, der holder på en. Det gør selvfølgelig heller ikke noget, at man kan finde ud af det.

Vi trænede to gange om ugen som ynglinge. Mig og en kammerat lokkede os selv med til 2. holds-træningerne sammen med alle de gamle stjerner i Holte, og vi fik lov til at træne med. Hver tirsdag og torsdag trænede vi fire timer i træk.

Jeg blev hevet op til hæver-træninger på 1. holdet. Jeg var klart den dårligste på det tidspunkt, så lærte jeg virkelig meget. Lige pludselig trænede vi 5-6 gange om ugen – så er det jo et liv.

Min største force var også min største svaghed. Jeg var meget kompetitiv, så jeg kæmpede helt vildt og inderligt, bare jeg var til træning. På den måde var jeg med til at løfte alle andre og holde en super høj kvalitet til træningen. Når vi var til kamp, kunne det nogle gange være en ulempe, at jeg ville vinde så meget. Hvis der var nogen, som ikke gjorde det godt nok, kunne jeg blive ret så grum at være holdkammerat med. Jeg var god til at gå forrest, men det kunne også blive for meget og ikke være konstruktivt. Det er heldigvis kommet med alderen.

Det var det sjove og legen med bolden, som drev mig. Og det at spille med nogen, der var bedre end mig selv. Det var virkelig fedt.

Jeg kom hurtigt med på landsholdet, hvor der var relativt mange træninger. Blandt andet morgentræning om tirsdagen, hvor jeg nok egentlig burde sidde ude på DTU og studere, men det var ti gange sjovere at træne.

Det er generationen inden mig, der skal have credit. Det var dem, der begyndte at træne meget og gjorde, at mesterskabet med stor sandsynlighed ville falde til Holte, allerede inden jeg rykkede op. Jeg var en del af noget, hvor andre havde skabt bølgen. Men man bliver aldrig træt af at vinde et danmarksmesterskab. Det har vi sagt til os selv mange gange i badet efter sidste kamp.

Det var fedt at vinde DM, men det var ikke målet i sig selv. I Holte handlede det hele tiden om at komme med i Europa Cuppen og gøre det godt dér. Det gjorde vi også i nogle år, hvor vi var med i Champions League. Det var en kæmpe oplevelse at komme med i gruppespillet og spille mod nogle af de store verdensstjerner. Det var højdepunkterne i volleykarrieren.

Vi var i Tjekkoslovakiet for at spille Europa Cup-kamp. Efter vi var blevet banket ud af banen om formiddagen, tog vi til den modsatte ende af Prag og fik et lille glas øl. Da vi kom tilbage om aftenen, havde der i mellemtiden været massedemonstration med 3-400.000 mennesker på Wenzelspladsen lige nede foran vores hotel (Fløjlsrevolutionen, der i 1989 førte til det kommunistiske styres fald i Tjekkoslovakiet, red.). Der var skrevet historie den dag, men det havde vi ikke lige opdaget, fordi vi var taget over i den anden ende af byen for at skylle nederlaget ned.

Vi var i Rumænien med landsholdet og skulle flyve over bjergene fra Bukarest til Cluj. Vi satte os ind i en flyver fra 1967, der ikke var lavet af end andet end nitter. Man lagde bagagen ind bagi, som man gør i bussen, og sæderne havde blot en tynd lærredsryg. Da vi fløj over bjergene, kom der is i airconditionen. Da vi var ved at lande i noget, vi dårligt troede kunne lade sig gøre, begyndte isen at smelte. Da vi kom frem, spurgte vi de rumænske landsholdsspillere, hvorfor de ikke var med flyet? – De skulle satme ikke nyde noget af at tage det fly, det var livsfarligt – de kørte hellere ti timer i bil.

Først og fremmest har jeg fået en masse fede oplevelser for livet. Jeg oplever også, at jeg har fået meget ballast, som jeg bruger i erhvervslivet. Det ligger nærmest i generne, at man stræber efter at blive bedre, når man har spillet elite. Status quo er ikke godt nok, så ved man, at de andre bliver bedre. Det, mener jeg, er en kæmpe fordel, når man kommer ud i en virksomhed.

Man lærer at være omstillingsparat. Det bruger jeg den dag i dag. Man lærer ikke at gå i sort, hvis man kommer ud for uventede situationer. Jeg kan se det på mit arbejde, hvor der tit sker forandringsprocesser – der har man som sportsmand noget ballast i forhold til andre, fordi man har været vant til tilpasse sig; Nå ja, hvis det er det, der skal til for at blive bedre, så er det det, vi gør.

Som elitespiller bliver man klædt ret godt på til mange andre udfordringer i livet. Det er jeg meget taknemmelig for. Det ser man ikke, når man er ung. Dér ser man, om man vinder eller taber. Belønningen kommer tilbage tifold senere.

Har du et godt råd til unge volleyballspillere?

Bliv ved. Det kan godt være, at man ikke får det hele lige med det samme. Men man får langt mere igen, end man giver.

GLEN HYTOFT
Født: 24/06/1968

Aktiv spiller fra 1981 til 1997 for Holte IF med hvem han vandt otte danske mesterskaber i træk samt ni pokaltitler. Var med til at spille Holte i Champions League gruppespillet. Kåret til Årets Spiller i 1993. Desuden udlandsprofessionel i Poitiers i Frankrig. Repræsenterede det danske landshold i 157 kampe over en 11-årig periode. Vandt endvidere fire danske mesterskaber i beachvolley.

Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2016. 

Klik her for at se alle medlemmer i dansk volleyballs Hall of Fame.
Read 1818 times Last modified on Fredag, 03 marts 2017 07:41