Mandag, 23 januar 2017 09:37

Tv-stationen kan være i minibilen

Written by Niels Rasmussen, Frederiksborg Amts Avis
Foto: Flemming Patulski Nielsen Foto: Flemming Patulski Nielsen
Der er fodbold i tv. Fra Danmark, England, Tyskland, Holland, Italien, Frankrig og såmænd også fra USA og Canada. Og når der ikke er fodbold, så er der håndbold. Masser af håndbold. Fra Danmark og Tyskland. Så det er ikke sjovt at være blandt de små forbund i Danmarks Idrætsforbund DIF.

Men i stedet for at give fortabt, så har Volleyball Danmark såmænd bare lavet sin egen tv-station -www.volleytv.dk.

Og der kan man se volleyball døgnet rundt. Måske endda kampe, man selv har været med i.

Når bare man har en computer og tilmeldt sig volley tv via nogle ganske få informationer, ligger der allerede nu en bunke volleyballhistorie og kampe på nettet -og der vil komme langt flere.

”Den teknologiske udvikling kører jo formidabelt stærkt i disse år. Priserne på sende-og optageudstyret er styrtdykket, og for 300.000 kr. har vi købt et anlæg, så vi kun kan vise kampe, hvor vi har seks-syv kameraer i brug samtidig med at vi kan speake, lave interview, vise oplæg og vise scoren. Vi ved slet ikke, hvor det her skal ende,” siger Mikael Trolle, der både er direktør i volleyballforbundet og træner for herrelandsholdet.

Når der er OL er transmissionerne fra både beachkampene og kampene i hallerne med både mænd og kvinder det helt store seerhit. Banen er overskuelig. Der er nærmest vanvittige dueller med noget nær uforståelige parader og opsamlinger. Det er action, der er til at forstå, selv om det måske kan intensiveres endnu mere.

”Og det er den oplevelse, som vi gerne vil være med til at formidle videre primært i Danmark, men netop fordi vi kan ses på nettet, kan hele jordens befolkning jo følge med, hvis de registrerer sig på nettet,” siger Mikael Trolle.

Det kan virke lidt underligt, at et forholdsvis lille forbund som volleyballforbundet har både en informationsmedarbejder i Jakob Wärme Lykke og en videomedarbejder i Casper Ahlehoff Hansen.

”Men det er fremtiden. Det er vi slet ikke i tvivl om. Og selv om systemet ikke har fungeret i overvældende lang tid, så kan vi se flotte resultater, så hvis vi gør mere ud af at markedsføre det, er jeg sikker på, at udviklingen bare vil fortsætte i den positive retning. Men jeg må også erkende, at jeg ikke ved, hvor langt det vil række, for alt er jo nærmest nyt,” siger Mikael Trolle.

”Vi sender ikke kun det eliteprægede. Vi har gode seertal på ungdomslandskampe, og meget bemærkelsesværdigt, så kan vi se, at seerne bliver hængende i lang tid. Hvor mange tv-programmer kan prale af at have seere, der hænger på i halvanden time. Indtil nu har vi ikke gjort noget ud af reklamer og sponsorer, men det ligger lige for.”

Casper Ahlehoff Hansen er manden, der har styr på teknikken, og han kan også se et væld af muligheder.

”Jeg kan jo smække det hele ned i min VW Up, og så kan jeg dække en kamp alene og alligevel have adskillige kameraer i brug, fordi der er så enorme muligheder med den pult, som jeg foran mig.”

”Når vi har de helt store opgaver, hyrer vi nogle kamerafolk i nogle timer, og så skal vi betale en månedlig afgift til Video23, der så sørger for at vi får stillet en server til rådighed,” siger Mikael Trolle.

Lige nu er volleyballforbundet nærmest i gang med pionerarbejdet, men med de priser og den teknik, der nu er på bordet, er det klart, at andre forbund lynhurtigt kan komme med.

Og hvis man kun har en opgave i ny og næ, vil det jo være oplagt at bede volleyballforbundet træde til.

Så gør det ikke noget at de store tv-stationer kun har fodbold og håndbold på programmet.
Read 363 times Last modified on Torsdag, 26 januar 2017 09:57