Lørdag, 17 december 2016 15:14

Brøndby vinder 3. pokaltriumf i træk efter tiebreak-thriller

Written by
For tredje år i træk stod Brøndby og Holtes kvinder over for hinanden i pokalfinalen. Og for tredje gang i træk kunne Brøndby-spillerne hæve armene i triumf, da de efter et medrivende og velspillende drama vandt 3-2.

Pokalfinale, Final 4: Brøndby VK – Holte IF 3-2 (22-25, 27-25, 20-25, 25-19, 15-9)
Frederiksberg Hallen


Ligeså mange gange der er blevet afholdt Final 4 i Frederiksberg Hallen, ligeså mange gange har Brøndby Volleyball Klubs kvinder kunnet løfte pokalen i triumf.

Brøndby måtte i dagens pokalfinale finde storspillet frem mod Holte, som stod i deres 9. pokalfinale i træk.

Pokalfinalen blev en vanvittig underholdende og velspillet affære, som måtte have alle fem sæt i brug, inden Brøndby kunne kåres som vindere og danske pokalmestre.

”Det er for vildt. Det går op og ned for os, men heldigvis har vi et par spillere, som finder deres indre vildskab frem og formår at forplante det til resten af holdet,” siger Trine Kjelstrup.

Den stærke kantspiller viste, hvorfor hun er nomineret til Årets spiller og hamrede 25 point hjem til vestegns-klubben.

”Det er afgørende, at vi tør lave fejl og slå igennem. Det er, når vi tager chancer, at vi får nogle af de point, som skiller os ad i dag. Vi giver hinanden lov til at lave udfald,” siger hun.

Sammen med resten af Brøndby-holdet skal hun senere i aften til Dansk Volleyball Galla:

”Champagnen smager bare bedre, når man har vundet,” siger Trine Kjelstrup.

Brøndby-træner Jens Bang var en utrolig glad og lettet mand efter pokalfinalen.

”Jeg er meget meget stolt af alle pigerne. Begge hold er meget nervøse gennem hele kampen, og det er små fejl, som bliver afgørende. Jeg kan ikke kommunikere med holdet under kampen. Så det bliver små one-liners,” siger han.

”Det er først i 5. sæt, at vi har lagt nerverne, og der synes jeg også, at vi har styr på kampen.”

Med sejren har Brøndby vundet pokaltitlen tre år i træk.
Trine Kjelstrup blev efter kampen også kåret til Årets pokalfighter.  

Holte haltede efter Brøndby langt hen i 1. sæt, men formåede med kløgtig fight at spille sig tilbage i sættet og bragte balance i regnskabet ved 17-17. Gode blokader af Amalie Owie og knaldhårde smash af Julie Mikaelsen bragte Holte-holdet på vinderkurs, som Nikoline Mogensen cementerede med et hæver-angreb fra midten 25-22.

Holte-holdet fortsatte de gode takter i 2. sæt, som de førte 15-10 godt hjulpet på vej af libero Kailin Jones, som ikke lod nogen Brøndby-angreb ramme gulvet. Brøndby åndede Holte i nakken ved 16-15 efter at have lavet fem point i træk, inden Brøndby udlignede til 19-19 og bragte sig selv foran 22-19. Holte overlevede tre sætbolde, inden Nora Møllgaard sendte sit angreb i antennen og dermed 2. sæt til Brøndby 27-25.

3. sæt bølgede frem og tilbage med småføringer til begge hold. Holte slog det afgørende hul, da de bragte sig på 17-13. Vandtætte blokader af Holtes Kayla Neto og dundersmash af Julie Mikaelsen sikrede Holte sættet 25-20.

4. sæt var en ligeså neglebidende tæt og spændende affære som de tre foregående og balancerede helt lige ved 19-19. Her murede Brøndby-holdet nogle uigennemtrængelige blokader op og afgav ikke flere point i sættet, som de vandt 25-19.

Tiebreak-tid i Frederiksberg Hallen og helt lige 5-5. Så scorede Brøndby fem point i træk, og det blev afgørende for sættets udfald. Tyler Richardson kunne med et servees binde knude på sættet 15-9.

KAMPPROGRAM FINAL 4

Fredag den 16. december
Semifinale damer: Amager VK vs. Brøndby VK: 0-3 (22-25, 14-25, 20-25)
Semifinale damer: Team Køge vs. Holte IF: 0-3 (17-25, 15-25, 19-25)
Semifinale herrer: BK Marienlyst vs. Hvidovre VK: 0-3 (22-25, 18-25, 20-25)
Semifinale herrer: Gentofte Volley vs. Ishøj Volley: 3-0 (15-25, 21-25, 25-23)

Lørdag den 17. december
Pokalfinale damer: Brøndby VK – Holte IF 3-2 (22-25, 27-25, 20-25, 25-19, 15-9)
Kl. 16.00: Pokalfinale herrer: Hvidovre vs. Gentofte
Read 1229 times Last modified on Mandag, 19 december 2016 17:24