Fredag, 16 december 2016 17:41

Hvidovre klar til klubbens første pokalfinale nogensinde

Written by
Hvidovre Volleyball Klub er klar til den første pokalfinale i klubbens historie. Det står klart, efter Hvidovre besejrede Marienlyst 3-0 i herrernes 1. semifinale ved Final 4 i Frederiksberg Hallen. Dermed er Marienlyst ikke i pokalfinalen for første gang i ti år.

Final 4, semifinale: Marienlyst vs. Hvidovre 0-3 (22-25, 18-25, 20-25)
Frederiksberg Hallen


De regerende pokalmestre Marienlyst åbnede herrernes Final 4 i pokaltuneringen mod Hvidovre. Marienlyst har været i pokalfinalen i ni år i træk, mens Hvidovre aldrig før har været blandt de to sidste hold i kampen om pokalen.  

Det kunne pege i retning af en fynsk favoritværdighed, men da de to hold mødte hinanden i Volleyligaen så sent som i søndags, var det Hvidovre, som gik fra banen som sejrherrer efter tiebreak.

Det gjorde Hvidovre også efter dagens semifinale, hvor anfører Nicolai Houmann kastede mørklæggende skygger i blokaden, og hæver Casper Olesen fordelte intelligent fordelte boldene til kanterne, som eksekverede med kirurgisk præcision.

”Det var præcis, hvad vi havde håbet på. Men ikke hvad, vi havde regnet med. Vi fik troen på, at det kunne lade sig gøre, efter vi slog Marienlyst i søndags,” siger Hvidovre-anfører Nicolai Houmann.

”Vores kanter og diagonal rammer et rigtig højt niveau og spiller tæt på fejlfrit. Samtidig modtager hele holdet fantastisk, og vores taktiske oplæg holder hele vejen,” siger han.

”Nu skal vi hjem og hvile os og forberede os bedst muligt på finalen i morgen. Der skal vi ud og vise samme mod, som vi gør i dag,” siger Nicolai Houmann.

”Det er ekstremt stort for holdet og for klubben. Vi har været ude af de store kampe i mange år, men det er kampe og resultater som disse, der er med til at skabe en vinderkultur i klubben.”

Marienlyst-træner Liam Sketcher:

”Hvidovre kom ud med virkelig god energi fra kampens start. Samtidig kæmper vi med vores modtagning igennem hele kampen. Vi svarer fint igen i 3. sæt, men det var ikke nok,” siger han.

”Jeg vil ikke komme med en lang række undskyldninger. Facit er, at Hvidovre spillede en rigtig god kamp,” siger Liam Sketcher.

”Holdet er inde i en transitionsperiode, hvor vi har færre resurser til rådighed. Vi arbejder med at få det maksimale ud af spillerne. Det var desværre ikke nok i dag,” siger han.

1. sæt blev en helt jævnbyrdig affære, hvor Marienlyst overlevede en enkelt sætbold, inden Hvidovre bandt knude 25-22.

Hvidovre tordnede derudaf i 2. sæt. Selvom Marienlysts Simon Bitsch, der er nomineret til Årets Spiller, hamrede igennem fra kanten, var det ikke nok til at holde fynboerne inde i sættet, som Hvidovre sikrede på deres 2. sætbold 25-18.

3. sæt blev endnu herrefight med masser af gode dueller. Hvidovre sikrede sig fire matchbolde, og anfører Nicolai Houmann eksekverede den første til 25-20 og dermed sejren 3-0.

Med sejren er Hvidovre klar til klubbens første pokalfinale nogensinde. Den spilles i morgen klokken 16:00. Her møder de vinderen af opgøret mellem Gentofte og Ishøj, som afslutter semifinale-dagen ved Final 4.

Alle kampe til Final 4 vises direkte på Volley TV.  

KAMPPROGRAM FINAL 4

Fredag den 16. december
Semifinale damer: Amager VK vs. Brøndby VK: 0-3 (22-25, 14-25, 20-25)
Semifinale damer: Team Køge vs. Holte IF: 0-3 (17-25, 15-25, 19-25)
Semifinale herrer: BK Marienlyst vs. Hvidovre VK: 0-3 (22-25, 18-25, 20-25)
Kl. 19.00: Semifinale herrer: Gentofte Volley vs. Ishøj Volley

Lørdag den 17. december
Kl. 13.30: Pokalfinale damer: Brøndby vs. Holte
Kl. 16.00: Pokalfinale herrer

- Med forbehold for forsinkelser.
Read 2069 times Last modified on Lørdag, 17 december 2016 17:22