Lørdag, 17 december 2016 21:00

Fem nye medlemmer optaget i dansk volleyballs Hall of Fame

Written by
Dansk volleyballs Hall of Fame fik lørdag aften en række nye medlemmer, da fem nye navne blev præsenteret i den eksklusive klub under den stort anlagte Dansk Volleyball Galla 2016.

To damespillere, to herrespillere og en træner blev hædret til gallafesten i Frederiksberg Hallen sammen med 300 gæster.

Både nuværende og tidligere volleyball- og beachvolleyspillere var med til at fejre sporten og året der gik ved Dansk Volleyball Galla 2016.

Herunder kan du læse Hall of Fame motiveringerne.

Damespillere optaget i dansk volleyballs Hall of Fame 2016

Inge Lise Madsen
Født: 01/08/50
Aktiv spiller fra 1965 til 2007 for bl.a. Middelfart, ASV, Skrødstrup og Lyseng. Vandt tre danske mesterskaber med ASV samt adskillige sølvmedaljer og en enkelt bronze. Derudover en pokaltitel med Skødstrup samt Årets Pokalfighter. Spillede desuden flere Europa Cup kampe. Debuterede på det danske landshold som 17-årig og repræsenterede Danmark i 56 kampe over en 14-årig periode. Spillede stadig med i eliten som 50-årig.  

Louise Holm Sommer
Født: 30/05/71
Aktiv spiller fra 1982 til 1999 for bl.a. Fortuna Odense Volley og Holte IF med hvem hun vandt fire danske mesterskaber og fire pokaltitler, heriblandt The Double med begge hold. Sølvmedaljevinder to gange og en enkelt bronzemedalje. Repræsenterede det danske landshold i 70 kampe. Desuden dansk mester i beachvolley tre gange og var på Team Danmarks kandidatliste til OL i Sydney i 2000, inden hun indstillede beachvolleykarrieren i 1999. Desuden træner fra 2001 til 2005 for Gentofte Volley. Kåret til Årets Talent i 1990, Årets Spiller i 1994 og Årets Servemodtager i 1996.

Inge Lise Madsen 2016 web Louise Holm Sommer 2016 web

Herrespillere optaget i dansk volleyballs Hall of Fame 2016

Glen Hytoft
Født: 24/06/1968
Aktiv spiller fra 1981 til 1997 for Holte IF med hvem han vandt otte danske mesterskaber i træk samt ni pokaltitler. Var med til at spille Holte i Champions League gruppespillet. Kåret til Årets Spiller i 1993. Desuden udlandsprofessionel i Poitiers i Frankrig. Repræsenterede det danske landshold i 157 kampe over en 11-årig periode. Vandt endvidere fire danske mesterskaber i beachvolley.

Søren Kaj Skov
Født: 20/10/48
Aktiv spiller fra 1961 til 1984 for Volleyball Klubben Vognmandsmarken (VKV-Gladsaxe) med seks danske mesterskaber og to pokaltitler til følge. Repræsenterede det danske landshold som spiller fra 1972 til 1981 og var den første i Danmark til at spille 100 landskampe. Derefter landstræner frem til 1983. Kåret til Årets idrætsmand i Gladsaxe Kommune i 1980.

Glen Hytoft 2016 web Søren Kaj Skov 2016 web

Trænere optaget i dansk volleyballs Hall of Fame 2016

Ole Andersen
Født: 06/05/40
Aktiv fra 1961 til 1971 både som spiller og træner for Volleyball Klubben Vognmandsmarken (VKV-Gladsaxe), hvormed han vandt syv danske mesterskaber. Har aldrig tabt en kamp om et dansk mesterskab. Repræsenterede desuden det danske landshold 25 gange som spiller. Bidrog væsentligt til et mere professionelt mindset i dansk herrevolleyball, bl.a. gennem fokuseret træning samt øget taktisk og fysisk fokus.

Ole Andersen 2016 web
Read 2919 times Last modified on Onsdag, 04 januar 2017 09:55