Tirsdag, 22 november 2016 06:00

Nu findes holdene til Final 4 i pokalturneringen

Written by
16 hold, 8 kvartfinaler, 4 billetter til Final 4 og det hele afgjort på mindre end 1 uge. Onsdag til søndag bestemmes det, hvilke fire damehold og hvilke fire herrehold, som kvalificerer sig til Final 4 i pokalturneringen. Få det totale overblik over kvartfinalerne her.

Volleyligaen holder pause i denne uge, når slagene i stedet skal slås om de eftertragtede billetter til Final 4 i pokalturneringen.

Frederiksberg Hallen danner for tredje år i træk rammerne om årets største volleyballevent, når de danske pokalmestre skal findes fredag den 16. og lørdag den 17. december.

Semifinalerne spilles fredag, hvor der er fri entré for alle. Pokalfinalerne spilles lørdag, hvor man kan tage en ven med gratis, hvis man køber sin billet online her. (KØB DIN BILLET TIL FINAL 4 HER) Studerende kommer gratis ind. Der er gratis entré til pokalfinalerne, hvis man køber billet til Dansk Volleyball Galla 2016 (KØB DIN BILLET TIL GALLAEN HER).

Inden vi kommer så langt, skal der sættes navne på de fire damehold og de fire herrehold, som skal kæmpe om pokalen.

Få det fulde overblik her.

Kvartfinaler i pokalturneringen
Frederiksberg og Gentoftes herrer åbner ballet, når overraskelsen Frederiksberg fra 2. division tørner sammen med de regerende danmarksmestre Gentofte onsdag den 23. november klokken 20:00 i Bülowsvejhallen.

Samme aften er der revanche i luften, når Hvidovre tager imod ASV Århus i Frihedens Idrætscenter klokken 20:30. Da de to mandskaber mødte hinanden i Volleyligaen for godt en måned siden på aarhusianernes hjemmebane, var det ASV, som kunne gå sejrsrigt fra banen. Kampen streames direkte på Zibra Sport.

Første pokalkvartfinale hos kvinderne er mellem Amager og Fortuna Odense. Amargenserne vandt 3-1 på udebane, da Lars Engells tropper gæstede coach Kristen Karlik i det fynske. Hvem af de to mandskaber, der booker den eftertragtede billet til Final 4 afgøres torsdag den 24. november klokken 19:30 i Sundbyhal 2.

Der er fredagsbold i Søndermarkhallen, når VK Vestsjællands damer fra 1. division skal forsøge at snuppe billetten til Final 4 fra de regerende pokal- og danmarksmestre fra Brøndby. Hvorvidt sensationen bliver en realitet afgøres, når første serv sendes afsted 18:30.

Lørdag den 26. november er den helt store dag, når billetterne til Final 4 i Frederiksberg Hallen skal fordeles.

Første lørdagskamp og pokalkvartfinale er Køge mod Ikast KFUM klokken 12:00. På Asgårdskolen i Køge kommer et af de to unge mandskaber til at skrive klubhistorie og kvalificere sig til Final 4 med mulighed for at blive danskpokalmester anno 2016. Kampen streames direkte på Zibra Sport.

Lørdagens anden kvartfinale i pokalturneringen er en herrefight, når Middelfart og Ishøj står over for hinanden for første gang i denne sæson. Holdene krydser klinger lørdag den 26. november klokken 15:00 i Lillebæltshallen.

Sidste kvartfinale lørdag er mellem Holte og Elite Volley Aarhus’ kvinder klokken 16:30. Ny Holtehal danner rammerne om opgøret, hvor jyderne har revanche til gode i forhold til de to holds sidste møde i Volleyligaen.

Ugens sidste kamp om en plads i Final 4 finder sted i Marienlystcentret, hvor de regerende pokalvindere Marienlyst tørner sammen med Lyngby-Gladsaxe. Fynboerne vandt sikkert, da holdene mødte hinanden i Volleyligaen for godt en måned siden. Kvartfinalen spilles søndag den 27. november klokken 14:00.  

Gå til herrernes kvartfinaler her.
Gå til damernes kvartfinaler her.
Read 617 times Last modified on Mandag, 28 november 2016 07:40