Søndag, 20 november 2016 18:22

Gentoftes Champions League-eventyr slutter mod Belgorod

Written by
Foto: CEV Foto: CEV
Storholdet Belgorod var også for stor en mundfuld for Gentofte i Champions League-returkampen i Rusland. De danske mestre tabte 3-0 på udebane og fortsætter dermed deres europæiske eventyr i CEV Cuppen.

Gentofte havde tabt 1. opgør på hjemmebane med 0-3, og dermed skulle der lidt af et tidligt julemirakel til, hvis danskerne skulle avancere til gruppespillet i Champions League.

Gentofte skulle vinde 3-0 eller 3-1 ude mod Belgorod for at tvinge de to hold ud i et altafgørende Golden Set til 15 point.

Den mission lykkedes ikke for Gentofte mod det stjernespækkede russiske mandskab. Belgorod vandt returkampen på hjemmebane med 3-0 (25-15, 25-22, 25-16).

”Jeg er egentlig fint tilfreds med drengenes præstation. De spiller under et mega pres i dag, men har fint styr på nerverne,” siger Gentofte-træner Peter Borglund.

”Vi spiller et rigtig godt 2. sæt og tager rigtig meget positivt med os fra de to opgør mod Belgorod. De server bare endnu bedre og endnu hårdere, end de gjorde i Gentofte,” siger han.

Dermed hedder næste stop på Gentoftes europæiske rejse CEV Cuppen, den næstfornemmeste klubturnering i Europa.

”Det har været fuldstændig fantastisk at spille Champions League. Vi fik to gode hjemmekampe og endda en sejr på udebane. Nu har vi minimum to europæiske kampe mere, som vi ser frem til at træner hen imod,” siger Peter Borglund.

De danske mestre træder ind i 1/16-finalen i CEV Cuppen, hvor de møder vinderne af opgøret mellem Nis Nis fra Serbien og VaLePa Sastamala fra Finland. 

Første opgør i CEV Cuppen spilles på udebane den 3.-5. januar og hjemme 17.19. januar.
Read 984 times Last modified on Torsdag, 24 november 2016 09:15