Torsdag, 13 oktober 2016 13:11

U17-landshold håber at lukrere på hjemmebane i NEVZA-fighte

Written by
Danmarks talentfulde U17-landshold drager fordel af hjemmebane, når de krydser klinger med seks andre NEVZA-nationer i Ikast-Brande Arena den 17.-20. oktober.

De danske U17-piger er havnet i Gruppe C sammen med Finland, England og Færøerne. Danmarks drenge er havnet i Gruppe A, hvor de møder Norge, England og Færøerne.

Landstræner Kim Buchwald ser frem til sin første turnering med U17-pigerne og håber på god støtte fra sidelinjen:

”Jeg er sikker på, at det er en fordel at spille på hjemmebane. Der kommer formentlig en del familie og venner og hepper på os, hvilket gør holdet bedre. Det er en fordel frem for at spille i udlandet, hvor ingen holder med dig,” siger han.

”Det er en rigtig god gruppe af piger, hvor der er en rigtig god stemning i truppen. De er rigtig gode til at implementere de ting, vi snakker om udenfor banen, inde på banen. Det har de vist i de seneste træningskampe, og det er vigtigt. Holdet er stærkt både mentalt og taktisk,” siger Kim Buchwald.

Også landstræner for U17-drengene Peter Kjellerup ser frem til NEVZA-mesterskaberne i Ikast:

”Det er selvfølgelig en oplevelse at komme til udlandet at spille, men det er også vildt fedt at få lov til at vise sig frem på landsholdet foran familie og venner,” siger han.

”Vi har et helt nyt hold med undtagelse af en enkelt spiller, som var med til NEVZA-mesterskaberne sidste år. Der er flere spillere, som skal vænne sig til nogle nye positioner. Og de kommende dage skal bruges på at få sammensat holdet optimalt,” siger han.

”Vi skal lige spille os ind i turneringen, og så må vi se, hvor langt det kan bære.”

NEVZA-mesterskaberne for U17 hold spilles i Ikast-Brande Arena.

Puljevinderen går direkte i semifinalen, mens nummer 2 og 3 krydser over og mødes i kvartfinalerne, som spilles onsdag den 19. oktober klokken 10:00 og 12:30. Semifinalerne spilles 17:00 og 19:00.

Torsdag den 20. oktober gælder det medaljekampene. Bronzekampene spilles klokken 11:00, mens guld og sølv fordeles blandt pigerne klokken 13:30 og drengene klokken 15:30.

Herefter er der medaljeceremoni og kåring af Dream Team.

Følg turneringen på Facebook her.

Kampprogram U17-piger

Mandag den 17. oktober:
18:00: Finland – Danmark

Tirsdag den 18. oktober:
12:00: Danmark – England
15:30: Danmark – Færøerne

Kampprogram U17-drenge

Mandag den 17. oktober:
18:00: Danmark – England

Tirsdag den 18. oktober:
10:45: Færøerne – Danmark
17:45: Danmark – Norge

Se U17 landsholdet her (piger)
Se U17 landsholdet her (drenge). 
Read 1297 times Last modified on Onsdag, 19 oktober 2016 07:10