Tirsdag, 30 august 2016 06:00

Historisk høj placering til Danmarks volleyherrer på Europaranglisten

Written by
Foto: CEV Foto: CEV
På den seneste Europarangliste fra CEV rykker det danske herrelandshold i volleyball to pladser frem til en placering som nummer 22. Det er den højeste placering nogensinde.

De danske volleyherrer fortsætter fremgangen i Europa. Tidligere på sommeren spillede landsholdet sin hidtil bedste turnering i European League og sluttede på en 5. plads.

Det er med til at sende Danmark to pladser frem på ranglisten til en historisk høj placering som nummer 22.

”Det er meget glædeligt, at vores strategi med at afholde EM i 2013 har formået at give herrelandsholdet et løft,” siger sportsdirektør og landstræner Mikael Trolle.

”Baggrunden for fremgangen skyldes et langt sejt træk, hvor der skal gives rigtig stor kredit til vores omfattende talentudvikling,” siger han.

”EM var startskuddet til landsholdets kontinuerlige deltagelse på højt niveau, hvor vi siden 2012 har været en etableret bestanddel i europæiske turneringer. Det har givet den momentvise fremgang på Europaranglisten,” siger Mikael Trolle.

”Placeringen som nummer 22 på Europaranglisten lover fantastisk godt for landsholdets målsætning om at kvalificere sig til store slutrunder i fremtiden,” siger han.

Næste mulighed for de danske volleyherrer er EM-kvalifikationen den 16.-18. september på hjemmebane i Sønderborg, hvor de møder Finland, Sverige og Portugal i jagten på billetter til EM i Polen 2017.

EM udvides fra 2019 til at omfatte 24 hold, og Danmarks muligheder for at kvalificere sig ser dermed lovende ud.

Italien ligger nummer 1 på Europaranglisten foran Rusland og Serbien på 2. og 3. pladsen.
De danske volleydamer er faldet en enkelt plads til nummer 28.

Se hele CEV’s Europarangliste her.
Read 1318 times Last modified on Tirsdag, 13 september 2016 10:42