Torsdag, 28 Juli 2016 08:14

Hall of Fame: Jan Halling

Written by
Den tidligere landstræner og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om elitesatsning, at snyde ved at tænke sig om og dengang modstanderen mødte op til pokalfinalen iført badekåber.

Jeg så en af de sjældne tv-transmissioner af en volleyballkamp i 1963. Det så meget sjovt ud, og jeg vi fandt ud af, at der lå en volleyballklub lige rundt om hjørnet på Rødovre Statsskole.

Jeg havde dyrket masser af fodbold og håndbold inden, men mit talent var ikke til elitedivisionen. Jeg var et konditionstalent. Jeg var konkurrencesvømmer og cyklede landevejscykling. Det fik betydning for min senere volleyballattitude.

Når jeg sammenlignede træningsmængderne med svømning og cykling, var jeg forbløffet over, hvor lidt der skulle til for at være med til volleyball. Jeg kunne se, at man ved en koncentreret indsats kunne nå rigtig langt.

Jeg var også tiltrukket af at være med på et hold. Det var nogle rare og kløgtige fyre. De stærke relationer, som jeg gennem årene har bygget op til mange af mine kammerater i sporten, betyder rigtig meget. I dag er det stadig nogle af mine nærmeste venner.

Noget af volleyballs berettigelse er også, at der skabes et sundt miljø omkring sporten. Det er ikke for at gøre volleyball helligt, men man er i et miljø, hvor det at dygtiggøre sig stimuleres – også akademisk. Det er ikke dårligt hverken for den enkelte eller samfundet. Det følte jeg mig også tiltrukket af.

Allerede som spiller på ungdomslandsholdet kunne jeg se, at vi kunne opnå langt bedre resultater ved at organisere os lidt anderledes. Det var ikke stilen dengang, men det satte nogle tanker i gang hos mig.

Jeg har skrevet rigtig mange ting ned gennem årene. Når vi havde spillet kamp, skrev jeg, hvilken vej modstanderen slog forbi mig, hvordan vandt jeg mine bolde, hvordan tabte jeg dem. På den måde har jeg ”snydt”, for jeg var ikke 2 meter og 8 cm og kunne smadre til bolden – men jeg tænkte mig om. Det blev afsættet for min trænergerning.

Jeg er sikker på, at det, der har hjulet mig som træner, er min evne til at analyse, hvilke krav der er og hvilke kapaciteter vi har til rådighed – og så hvad vi skal gøre for at få det maksimale ud af det.

Min motivation lå i at opbygge relationer mellem mennesker og se resultater. Resultater betyder rigtig meget for mig. Jeg er totalt uinteresseret i at deltage i noget, hvor man ikke konkurrerer. Jeg kan ikke spille badminton uden at tælle point. Det skal ikke overdrives, men at tælle point som træner er også at se, hvordan man lykkes med de mål, man sætter sig, og hvordan man klarer sig i forhold til andre.

Det er selvfølgelig mest stimulerende, når det lykkes, men man kommer ikke uden om, at man også laver fejltagelser.

Jeg tog normerne fra svømning og cykling med mig som volleyballtræner. Spillerne skulle lave meget mere, end de var vant til. Vi gik over til at træne fem gange om ugen og året rundt i stedet for et par gange om ugen.

Dengang blev elitetankegangen mødt med stor modstand – og indimellem nedgjort. Jeg insisterede på, at volleyball skulle være en seriøs idræt. Det var lidt en kamp, for der blev snakket breddesport morgen, middag og aften.

Heldigvis holdt vi vores uenigheder i sporten på et fredeligt og humoristisk niveau: Jeg beskyldte et af de store hold, Middelfart, for at ”bade” sig igennem sæsonen, fordi de var nogle høje spillere, som ikke trænede nok. Det fik dem til at møde op til landspokalfinalen iført badekåber og badehætter: Nu skulle de møde Holtes noget mindre spillere og deres kæphøje træner og vise, hvem der var de bedste. Det rare for udviklingen var, at Middelfart fik én på låget og blev sendt hjem til Fyn med et klart nederlag.

Helt grundlæggende var det fantastisk at få et kick af at se, at når vi greb tingene an på en mere struktureret måde i Holte IF, som jeg trænede på det tidspunkt, og bakkede hinanden op i vores anstrengelser, kunne vi forbedre vores niveau ganske kolossalt.

Har du nogle personlige refleksioner over eliteidræt og trænergerningen?

Når man dyrker eliteidræt, synger i kor eller spiller musik på højt niveau – får man en evne til at være i nuet og udføre det, der ligger lige for. Man lærer at arbejde i tidsmæssige små rum og levere inden for den afsatte tid. Det kommer én til gavn i mange situationer senere i livet.

Mandskabsbehandling er et nøgleord for en træner i volleyball. Man skal behandle alle mennesker godt, men også individuelt. Det er meget relevant. Det er også helt centralt, at man aldrig undervurderer en modstander eller en udfordring. Nogle trænere danner sig lynhurtigt en opfattelse af, hvordan noget hænger sammen. Men selv i de spillere, man er lidt skeptisk overfor, gemmer der sig resurser. Alle har en værdi. Kan man ikke få øje på den, eller kommer den ikke frem, er det gerne fordi, træneren ikke tænker sig godt nok om.

Har du nogle råd til unge volleyballspillere?

Prøv virkelig at forstå spillet – og gør dig dine egne erfaringer. Vær systematisk og tag et personligt ansvar for at udvikle dit spil. Du bliver reflekteret i forhold til din egen indsats og tager mere ansvar for dig selv. Det skal en volleyballspiller – og et menneske – bruge senere hen – også uden for volleyballbanen.

Fakta: Jan Halling
Født 26. marts 1951. Aktiv fra 1963 til 1997 som både spiller og træner. Aktiv spiller for Rødovre Statsskole med hvem han vandt det danske mesterskab to gange. Aktiv som spiller i Rødovre Statsskole, TV 55 og Holte IF, træner for Rødovre Statsskole, VK Næstved og senere Holte IF, som han trænede i 11 år og førte fra den daværende lokalserie C til 1. division i et stræk med kun et enkelt års ophold i 2. division. Senere blev det til et dansk mesterskab samt diverse pokalmesterskaber til følge. Ungdomstræner med mange danske mesterskaber. Træner for herrelandsholdet i perioden 1979-1982. Bidrog væsentligt til et helt nyt mind-set i dansk herrevolleyball, bl.a. gennem øget taktisk og fysisk fokus. Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2015. 
Read 1434 times Last modified on Fredag, 05 august 2016 06:49