Torsdag, 30 juni 2016 06:00

Én uge inden EM-kvalifikationen: ”Vi tror på, at vi går videre”

Written by
Nåleøjet er i den grad til at få øje på for de danske volleydrenge, når de den 8.-10. juli spiller 3. og sidste runde i kvalifikationen til U20 EM i hviderussiske Minsk. Landstræneren tror på avancement.

Der er fire hold i puljen, hvoraf halvdelen går videre til slutrunden i Bulgarien senere i år. De danske U20 drenge skal møde Slovakiet, Tjekkiet og Hviderusland.

”Status er, at drengene har arbejdet benhårdt på at blive klar. Alle er friske og ved godt mod. Vi har styrketrænet og spillet en masse bold, så rytmen og aftalerne på holdet er ved at være på plads,” siger landstræner Thomas Skifter Bertelsen.

”Generelt er der en rigtig god stemning på holdet og en forventningens glæde til at komme over og prøve kræfter mod de andre nationer,” siger han.

Sidste år kvalificerede selvsamme trup sig til U19 EM, som det første danske ungdomslandshold nogensinde. Og optimismen omkring endnu en dansk slutrundekvalifikation er i den grad intakt.

”Vi tror selv, der er en realistisk chance for at vi snupper minimum en 2. plads i puljen og kvalificerer os til EM. Samtidig har vi stor respekt for vores modstandere, men vi tror på, at vi går videre,” siger landstræneren.

”Jo længere vi kommer i forberedelserne, jo bedre bliver troen på avancement. Vi er nået dertil, hvor det er finjusteringer og de endelige taktiske detaljer omkring den enkelte modstander, vi mangler,” slutter Thomas Skifter Bertelsen.

U20-landsholdet rejser til Minsk torsdag den 7. juli og spiller første kamp i kvalifikationen den 8. juli.

3. runde i kvalifikationen består af to grupper med fire hold i hver. Nummer 1 og 2 i gruppen kvalificerer sig til U20 EM i Bulgarien, som spilles i begyndelsen af september senere i år. Der deltager i alt 12 hold i slutrunden.

U20 LANDSHOLDET TIL 3. RUNDE I EM-KVALIFIKATIONEN

Hævere
Anders Bay Als, Boldklubben Marienlyst
Mads Kyed Jensen, Gentofte Volley

Centerspillere
Frederik Bo Dahl, Gentofte Volley
Rasmus Mikelsons, Gentofte Volley
Simon Øster Ellegaard Andersen, Middelfart VK

Kantspillere
Jacob Stein Brinck, Middelfart VK
Jens Wilhelm Wael Feldthus, Gentofte Volley
Nikolaj Hjorth, Boldklubben Marienlyst
Oscar Møllgaard, Gentofte Volley
Tobias Hougs Kjær, Gentofte Volley

Diagonal
Simon Boye Jørgensen, Team Køge

Libero
Mathias Spendrup Petersen, Hvidovre VK

DANMARKS KAMPPROGRAM TIL U20 EM
8. juli, 15:00: Slovakiet – Danmark
9. juli, 15:00: Danmark – Tjekkiet
10. juli, 17:30: Danmark – Hviderusland
Read 663 times Last modified on Tirsdag, 12 Juli 2016 07:00