Torsdag, 02 juni 2016 07:56

Dansk volleykomet på kontrakt i verdens bedste liga

Written by
Den 22-årige danske landsholdsspiller Rasmus Breuning har skrevet kontrakt med Milano i verdens bedste volleyballliga den italienske Serie A1.

Det blev kun til en enkelt sæson i Belgien og VBC Waremme for et af Danmarks største volleyballtalenter Rasmus Breuning.

Den stærke kantspiller har netop skrevet en toårig kontrakt med Power Volley Milano i Italien, som gennem mange har været betragtet som verdens bedste volleyballliga.

”Det er lidt af en drengedrøm at få lov til at prøve kræfter med den Italienske serie A,” siger Rasmus Breuning.

”En toårig kontrakt med Milano giver mig den fornødne ro til at udvikle mig i en fuldtidsprofessionel verden med træning to gange om dagen og med skarp konkurrence fra andre topklassespillere. Det vil forhåbentligt medvirke til, at jeg udvikler mig både fysisk, teknisk og mentalt,” siger den 199 cm høje Breuning.

Han er forberedt på, at springet til Serie A kan være ensbetydende med mindre spilletid i forhold til i Belgien, hvor Rasmus Breuning var fast mand i startopstillingen.

”Jeg er godt klar over, at det at gå fra Danmark via Belgien til Italien på kun et år er et kæmpestort skridt for mig. For stort vil nogen måske mene. Men når nu døren til min drengedrøm pludselig stod åben, så måtte jeg simpelthen slå til,” siger Rasmus Breuning.

”Jeg glæder mig helt vildt til at tage fat på denne nye og kæmpestore udfordring i mit liv. Det vil helt sikkert kræve en hel del tilvænning i starten, for italienerne er meget entusiastiske omkring volleyball, og der vil være et kæmpe pres fra både fans, sponsorer og sikkert også fra forskellige medier,” siger Rasmus Breuning.

Rasmus Breuning har tidligere vundet DM-guld med Marienlyst og DM-sølv med Middelfart.

Milano sluttede sidste sæson af med at vinde playoff-runden blandt ligaens fire nederste hold og er dermed også med i Italiens bedste liga i den kommende sæson.

Rasmus Breuning og resten af det danske landshold forbereder sig i disse dage til European League, som begynder den 10. juni i Bulgarien og ugen efter i Makedonien.
Read 2400 times Last modified on Torsdag, 09 juni 2016 15:21