Onsdag, 18 maj 2016 06:00

Peter Jensen ude i 1-2 måneder

Written by
Den danske landsholdsspiller Peter Jensen har pådraget sig en overbelastningsskade og er ude i op mod to måneder. Dermed misser kantspilleren højst sandsynligt European League.

I marts ramte en bold Peter Jensen uheldigt på langefingeren, og den hævede op. Men en krævende og intens afslutning på sæsonen gjorde dog, at den stærke kantspiller spillede videre i halvanden måned.

Her hjalp landsholdsspilleren sin belgiske klub Menen frem til semifinalen i CEV Challenge Cup og en 3. plads i slutspillet i den hjemlige liga.

Nu har Peter Jensen fået undersøgt fingeren af landsholdets læge Henrik Aagaard og dommen er fældet: 1-2 måneders pause.

”Ledbåndet og ledkapslen er beskadiget. Det er super ærgerligt at have været i udlandet en hel sæson og lært en hel masse og så vende hjem og ikke få muligheden for at hjælpe drengene på banen,” siger Peter Jensen.

Han bliver i landsholdslejren, men kan kun styrketræne og være med i træningen, når holdet modtager.

”Det bliver svært at blive klar til European League. Nu får fingeren ro, og vi krydser fingre for mirakler. Jeg håber meget, at fingeren bliver klar til, at jeg kan komme ind og hjælpe til engang imellem,” siger Peter Jensen.

”Det er rigtig ærgerligt, at vi formentlig ikke har Peter til rådighed i European League. Vi har været nødt til at sætte træningsbelastningen helt ned, så han ikke smasher overhovedet. Peter træner benhårdt på alle andre parametre, så vi håber at få ham klar til EM-kvalifikationen,” siger landstræner Mikael Trolle.

De danske volleyherrer spiller EM-kvalifikation på hjemmebane i Sønderborg den 16.-18. september.
Read 773 times Last modified on Onsdag, 18 maj 2016 06:27