Tirsdag, 10 maj 2016 12:20

Pinsetest åbner U20-landsholdets tretrinsraket frem mod EM-kvalifikationen

Written by
Foto: CEV Foto: CEV
Danmarks U20-landshold tager hul på forberedelserne frem mod 3. runde i EM-kvalifikationen, når en udvidet bruttotrup samles i Talentcenter Vest i Ikast pinsen.  

1, 2, 3 og så en EM-kvalifikation. De danske U20-drenge indleder i pinsen forberedelserne frem mod det forjættede EM-land.

Holdet, der sidste år sensationelt kvalificerede sig til EM-slutrunden, er videre til 3. og sidste kvalifikationsrunde i jagten på en EM-billet til Bulgarien.

U20-landsholdet skal igennem en tretrinsraket, inden det hele forhåbentligt ender med et festfyrværkeri af en EM-kvalifikation.

Første samling for landsholdet er i pinsen, hvor U20-holdet bruger Talencenter Vests camp til at samles og træne i Ikast.

Næste samling bliver den 10.-12. juni i Københavnsområdet, inden tredje og sidste samling i forberedelserne bliver sommer campen i Ikast den 26.-30. juni.

U20-landsholdet skal formentlig også spille nogle testlandskampe, men disse ligger endnu ikke fast.

Ud over de 12 spillere, der spillede Danmark videre til 3. runde i EM-kvalifikationen, har landstræner Thomas Skifter Bertelsen supperet bruttotruppen med Martin Hjuler (Kolding VK), Nikolas Dybkilde (Lyngby-Gladsaxe), Oskar Madsen (Ikast KFUM/VK Vestsjælland), Frederik Vester (Ikast KFUM) samt Kasper Helverskov (Marienlyst).

Simon Øster Ellegaard Andersen, Oscar Møllgaard og Nikolaj Hjorth er ikke med i første samling, da de er med i A-landsholdets forberedelser frem mod European League.

De danske U20-drenge skal en tur til Hviderusland, når de i 3. kvalifikationsrunde skal forsøge at spille sig videre til EM-slutrunden.

Danmark er havnet i Gruppe I, hvor de møder Hviderusland, Tjekkiet og Slovakiet. Kvalifikationskampene spilles i den hviderussiske hovedstad Mink den 7.-10. juli.

Nummer 1 og 2 fra gruppen kvalificerer sig til EM-slutrunden, som spilles i Bulgarien den 2.-10. september.
Read 484 times