Torsdag, 21 april 2016 06:24

Disse 17 volleydamer spiller EM-kvalifikation

Written by
Foto: Volleyball.lu Foto: Volleyball.lu
Landstræner Sven-Erik Lauridsen har udtaget de 17 spillere til landsholdsbruttotruppen,der skal prøve kræfter med Estland, Sverige og Luxembourg i EM-kvalifikationen.

Der venter de danske volleydamer en hård omgang, når de træder ind i 1. runde af EM-kvalifikationen. Her venter Estland, Sverige og Luxembourg på den anden side af nettet.

Landstræner Sven-Erik Lauridsen har blandt de spillere, der har stillet sig til rådighed for landsholdet, udtaget 17, som skal forsøge at spille Danmark videre til 2. kvalifikationsrunde.

”Vi har mange unge spillere, som har været med hele vejen op gennem ungdomsrækkerne og spillet sindssygt mange ungdomslandskampe. De har været med længe, og nu er det deres tur til at overtage banneret,” siger Sven-Erik Lauridsen.

”Det ser rigtig godt ud, hvis den her stamme fortsætter i en række år frem. Det betyder alverden, at vi kan bygge videre og ovenpå det fundament, der er blevet skabt i løbet af de sidste par år,” siger han.

Af de 17 spillere i bruttotruppen udtages 12 til at spille EM-kvalifikation. Vinderen af gruppen går videre til 2. kvalifikationsrunde samt den bedste 2’er i de to grupper. Og det er en svær mission ifølge landstræneren:

”Det er en svær pulje, vi er havnet i. Selvom vi er det højest rangerede hold, så så vi, hvor stærke Estland var, da vi spillede landskampe mod dem sidste år. Samtidig har de hjemmebane, så Estland er favoritter i puljen,” siger han.

”Sverige kommer med et rigtig godt hold. De har alle deres udlandsprofessionelle med samt selvfølelig Isabelle Haak fra den hjemlige liga. Det er et hold, som vi kan spille med, men det kræver, at vi rammer dagen,” siger Sven-Erik Lauridsen.

”Alle kommer formentlig til at slå Luxembourg. Vi slog dem 3-0 i Novotel Cup i januar, men to af sættene var helt tætte, så vi skal også være fuldt koncentrerede i den kamp,” siger han.

Damelandsholdet spiller landskamp mod Færøerne som optakt til EM-kvalifikationen, der spilles den 19.-22. maj i Estland. EM-slutrunden spilles i Aserbajdsjan og Georgien i 2017.

DAMELANDSHOLDET

Hævere
Anne Katrine Ravn, Elite Volley Aarhus
Emma Brix, Team Køge Volley                          
Nikoline Maria Mogensen, Lyngby Volley

Diagonaler/kantspillere
Alina Hjorth Sode, Amager VK
Amalie Victoria Owie, Holte IF
Helena Elbæk, Ikast KFUM Volley
Isabel Vestergaard Fugmann, Team Køge Volley
Nanna Naomi Khan Mølgård, Team Køge Volley
Nora Møllgaard, Holte IF
Tenna Skyum Donslund, Elite Volley Aarhus

Centerspillere
Julie Molin de Blanck, Emmanuel College (USA).
Katrine Merrild Strøbæk, Team Køge Volley
Maia Stripp, Holte IF
Paulina Hougaard-Jensen, Brøndby VK
Trine Rask-Nielsen, Elite Volley Aarhus

Libero
Ci Eshel, Elite Volley Aarhus
Stephanie Steinbuchel Dahl, Lyngby Volley

DANMARKS KAMPPROGRAM EM-KVALIFIKATIONEN
20. maj, kl. 14:30: Danmark – Sverige
21. maj, kl. 17:00: Danmark – Estland
22. maj, kl. 14:30: Danmark – Luxembourg
Read 1548 times Last modified on Fredag, 29 april 2016 09:26