Fredag, 15 april 2016 12:41

Axel Jacobsen vinder The Double i Argentina

Written by
Volleyball-landholdets Axel Jacobsen triumferer igen i Argentina. Den danske hæver vandt natten til fredag det argentinske mesterskab med sin klub San Juan over ærkerivalerne Bolivar.

Årets danske volleyballspiller Axel Jacobsen kan nu kalde sig argentinsk mester i volleyball. Efter en medrivende finaleserie vandt Jacobsens klub San Juan natten til fredag den 5. og afgørende finale.

Tidligere på sæsonen vandt Axel Jacobsen pokaltitlen, og landsholds-hæveren har dermed vundet The Double i Argentina i år.  

Finalerne i Argentina spilles bedst ud af fem kampe. Og her stod Axel Jacobsen og San Juan over for Axel Jacobsens gamle klub, ærkerivalerne Bolivar.

San Juan startede med to kampe på hjemmebane, som de vandt med 3-1 og 3-2. I den 3. finale på udebane i Bolivar, så Axel Jacobsen til fra sidelinjen, mens hans klub tabte kampen.  

Jacobsen startede også 4. finale på bænken, men da San Juan kom bagud 0-2 i sæt og haltede bagud i 3. sæt, blev danskeren med de sikre hæver-hænder sendt på banen. Axel Jacobsen vendte kampen på hovedet, og San Juan vandt 3. og 4. sæt og sendte kampen i tiebreak. Vandt San Juan denne, ville mesterskabet være sikret. De tabte dog 13-15, og finaleserien skulle nu ud i en 5. kamp på San Juans hjemmebane.

Den altafgørende 5. finale blev spillet i nat dansk tid, og her vandt San Juan 3-1. Axel Jacobsen og co. er dermed argentinske mestre. Det er San Juans sjette mesterskaber på stribe.

Axel Jacobsen skal sammen med det danske herrelandshold spille European League og EM-kvalifikation senere i år. 
Read 485 times