Onsdag, 02 marts 2016 06:00

I aften kan Peter Jensen spille sig i semifinalen i CEV Challenge Cup

Written by
Den danske landsholdsspiller Peter Jensen står med det ene ben i semifinalen i den europæiske turnering CEV Challenge Cup. Hans belgiske hold Menen vandt første kvartfinale mod Lyon på udebane. I aften venter returopgøret.

Landsholdsspiller Peter Jensen er sidste dansker til at holde liv i håbet om dansk succes i europæisk volleyball i denne sæson. 

Og det ser lovende ud for Peter Jensen og hans Menen-mandskab. Belgierne vandt det første kvartfinaleopgør mod franske Lyon med 3-0 på udebane i et tæt opgør, hvor to af de tre sæt måtte ud i ekstrabolde.

”Vi forventer endnu en tæt kamp, hvor vi igen skal spille op til vores bedste for at gå videre. Det er nogle rigtig gode, erfarne spillere, vi skal op i mod, men det skal vi have smidt ud af hovedet og gå ud og spille vores eget spil. Kan vi det, krydret med en fyldt hal i Menen, tror vi dog på vores mulighed for videre avancement,” siger Peter Jensen.

”Vi vandt godt nok 3-0 på deres hjemmebane, men Lyon havde sætbold i første sæt, og vi vinder 1. og 3. sæt med 2 point. Så det var en ganske jævnbyrdig kamp, hvor de manglede to spillere, som nok vil være med i returopgøret,” siger han.

”Det bliver spændene, hvem der omstiller sig hurtigst til hinandens server. De har hovedsageligt springserver, hvor vi hovedsageligt har svæveserver,” siger Peter Jensen.

Returkampen spilles i Belgien i aften klokken 20:00, hvor Peter Jensen og co. kan avancere til semifinalen med endnu en sejr.

Følg kampen på livescore her. 

Tidligere på sæsonen blev 1/16-finalen endestationen for de regerende danske mestre Gentofte i selvsamme turnering. Landsholdets Kristian Knudsen røg ud i kvartfinalen i CEV Cup sammen med sin klub Cannes.

Læs også: Volleylandsholdets Power Peter på kontrakt i Belgien

Peter Jensen har gennem flere sæsoner været en af de største profiler i Volleyligaen samt et markant navn på det danske landshold, hvor han er noteret for 52 kampe, inden han i sommer skiftede til belgiske Menen. 
Read 615 times