Fredag, 19 februar 2016 07:00

Optakt: Holte og Amagers profiler tester playoff-formen søndag

Written by
Der er lagt i ovnen til en yderst seværdig kamp, når Volleyligaens nummer 2 og 4 krydser klinger på søndag i en kamp, hvor både Holte og Amager kæmper om at sikre sig det mentale overtag inden playoffs. Opgøret streames direkte på Zibra Sport klokken 14:00.

Grundspillet i Volleyligaen nærmer sig sin afslutning, og både Holte og Amager er allerede sikre på en plads i playoffs. Volleyball Danmarks Volleyliga-kommentator Anders Frank forventer en seværdig kamp med høj kvalitet på trods af, at kampen som sådan ikke er afgørende.

”Det er en rigtig god mulighed for at få testet playoff-formen af. Det er samtidig en mulighed for måske at teste et par nye spillere af, som kan komme i spil til playoff,” siger Anders Frank.

Holte på 2. pladsen i Volleyligaen med 10 sejre, og Amager på 4. pladsen med 8 sejre.

”Kampen handler også om at sikre sig de små fordele over for sin modstander inden playoff. Det vil sidde i baghovedet, om man har tabt eller vundet seneste kamp mod modstanderen, hvis de møder hinanden i playoff,” siger han.

”Jeg forventer en meget seværdig kamp med mange gode dueller. Det er to hold, som har bevist, at de kan sende bolden tilbage over nettet mange gange. Det hele bliver krydret med nogle af Volleyligaens største profiler,” siger Anders Frank.

Holte spiller mod Amager i Ny Holtehal klokken 14:00. Kampen streames direkte på Zibra Sport i knivskarp kvalitet her.

Læs mere om playoff her.

Read 465 times Last modified on Onsdag, 24 februar 2016 10:30