Torsdag, 21 januar 2016 08:55

Populær bedstevolleyklub må lukke for tilmelding

Written by
Foto: Klaus Sletting Foto: Klaus Sletting
Interessen for at spille bedstevolley blomstrer i en sådan grad, at de hos Skovbakkens Veteraner nu er nødt til at lukke for tilmelding, da holdene simpelthen er fyldt op.

Der er godt gang i ældremotionen i Skovbakkens Veteraner. Klubben tilbyder motion og socialt samvær for veteraner og pensionister i området, og alle er velkomne uanset tidligere klubtilknytning.

I hvert fald så længe der er plads på holdet.

Skovbakkens Veteraner er blevet nødt til at lukke for tilmelding, efter en kæmpe interesse for at dyrke badminton, bordtennis, svømning, petanque og især volleyball, som er den sport flest af de ældre vælger at spille.

Bedstevolleyklubben havde i sidste uge 50 spillere i gang på tre baner.

”Det er for mange, så vi har udvidet volley med en halv time efter normal træning. Her spiller vi med kidsbold, men der er så mange, at vi spiller på to baner,” skriver Karsten Levinsen fra Skovbakkens Veteraner i en mail til Dansk Volleyball Forbund.

”Det slider hårdt på boldene, så vi bestiller tre af de blå bedstevolleybolde og en kidsbold mere,” skriver han.

Gennemsnitsalder i Skovbakkens Veteraner er 70 år, de to yngste medlemmer er 61 år, mens den ældste er 89 år.
Read 689 times Last modified on Mandag, 25 januar 2016 15:40