Mandag, 11 januar 2016 10:21

Beachvolley gav tryghed inden studiestart

Written by
Josefine Bjerre flyttede fra København til Odense i december forud for studiestart på fysioterapeutuddannelsen. Inden hun rev teltpælene op, begyndte hun til beachvolley i Odense Beachvolleyklub for at få nye venner og gøre studiestarten mere tryg.

Hvert år flytter tusindvis af unge til en ny by for at tage en uddannelse. Det kan være hårdt og ensomt at være langt fra de vante rammer.

Sammen vil Dansk Volleyball Forbund og Danmarks Basketball Forbund med ca. 2,5 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden udvikle særlige idrætstilbud, som skal gøre det nemmere for unge at finde nye fællesskaber.

Welcome U hedder projektet, der skal uddanne 45 Welcome You klubber og komme i kontakt med 25.000 studerende via events og elevorganisationer.

En af de unge studerende, der kan se fordelene i at møde nye venner gennem sporten, er Josefine Bjerre. Hun er flyttet fra København til Odense, hvor hun skal læse til fysioterapeut til sommer. Allerede inden hun flyttede, opsøgte hun nye venner gennem beachvolley for at have noget at komme over til.

”Jeg fandt ud af, at jeg skulle flytte fra København til Odense. Jeg kender måske kun et par stykker på Fyn, så jeg tænkte, at det var en win-win at begynde i en beachvolleykub og lære folk at kende dér,” siger Josefine Bjerre.

”I stedet for at begynde i en klub i København og betale for at spille der i et par måneder, inden jeg skulle flytte, så meldte jeg mig ind i en beachvolleyklub i Odense. Det var bare en win-situation, for jeg startede med at være med på et hold fra start af i oktober,” siger hun.

”Det betød, at jeg både lærte spillet at kende helt fra bunden med baggerslag og så videre, men det, der betød allermest for mig, var, at jeg lærte de andre på holdet at kende fra start af. Der var nogle, som kendte hinanden i forvejen, men også rigtig mange nye. Det var super fedt at lære at kende folk igennem sporten,” siger Josefine Bjerre.

I et par måneder pendlede hun fra København til Odense for at træne beachvolley en gang om ugen. Og selvom det kan lyde som en lang tur for at træne beachvolley, så er Josefine Bjerre ikke i tvivl om, at det har været rejsen værd:

”Det kan godt være hårdt at flytte og komme et nyt sted hen, hvor man ikke kender nogen. Men jeg er slet ikke nervøs for at være alene eller skulle starte på studiet. Fordi jeg har været med fra start i beachvolleyklubben, så ved jeg, at jeg har noget sjovt at lave fire gange i ugen.

”Vi har spiseaftener i klubben, og det er super sjovt. På den måde er det ikke lige så hårdt at skulle i gang med et nyt studie. Folk er bare vildt søde i klubben, så jeg har fået lyst til at gå all in. Og så er jeg glad for at have lært spillet bedre at kende.”

FAKTA OM PROJEKTET

      Bag projektet står Dansk Volleyball Forbund og Danmarks Basketball Forbund, som vil gennemføre projektet i tæt samarbejde med elev- og studenterorganisationer over hele landet.

      Målgruppen for projektet er alle de unge, som flytter til en ny by for at studere eller arbejde.

      Formålet med Welcome U er, at bruge idræt til at give unge et netværk og et tilhørsforhold, når de flytter til en ny by. 

      Welcome You etablerer 5 nye partnerskaber med uddannelsesinstitutioner og elevorganisationer, rekrutterer 45 klubber, uddanner 150 ambassadører, starter 45 nye hold op, gennemfører 75 events i mindst 20 byer og bliver synlig på 50 uddannelsesinstitutioner. Den samlede indsats skal sikre direkte kontakt til 25.000 unge.
Read 699 times Last modified on Fredag, 22 januar 2016 12:38