Lørdag, 19 december 2015 14:05

Brøndby pokalmestre for 2. år i træk i finaleklassiker

Written by
Brøndbys volleyballkvinder vandt lørdag eftermiddag deres 2. pokaltitel i træk og 3. i alt, da de overbevisende kørte ærkerivalerne Holte over i pokalfinalen med 3-0.

Final 4, pokalfinale: Holte – Brøndby 0-3 (17-25, 21-25, 23-25)
Frederiksberg Hallen

Dette års pokalfinale i volleyball var et revancheopgør fra sidste år, hvor Holte og Brøndby også krydsede klinger. Dengang var det holdet fra vestegnen, der triumferende kunne løfte pokalen i sejr.

Brøndby mod Holte i en pokalfinale er lidt af en nyklassiker, idet det er fjerde gang på fem år, at netop de to mandskaber møder hinanden i pokalfinalen. Brøndby førte 2-1 i det indbyrdes pokalregnskab inden dagens pokalfinale.

Brøndby lagde fra første serv af et stort tryk på Holte-pigerne. Især Trine Kjelstrups højrehånd var rødglødende, og den 186 cm høje kantspiller hamrede fem fuldtræffere i gulvet i 1. sæt, som Brøndby nærmest på cruisekontrol kørte hjem, efter de konverterede den første af syv sætbolde til sejr 25-17.

Holte kom ud til 2. sæt som forvandlet med langt mere flow i spillet, tættere blokader og skarpere angreb. Brøndby var på bagud med fem point, inden de fightede sig på 16-17, og så indstillede kaptajn Eva Mielskov Bang servekanonen og gjorde det til 20-17 i Brøndbys favør. Den føring holdte Brøndby sættet ud 25-21.

Brøndby var nu blot et enkelt sæt fra deres anden pokaltriumf i træk og tredje gennem tiden. De gulblusede kunne smage succesen, tog føringen fra 1. point af, men Holte vendte sættet i sidste øjeblik ved 22-21. Det var dog en stakket frist for Holte, da Brøndby tog føringen tilbage med det samme 23-22 og sikrede sig to matchbolde 24-22. Da Trine Kjelstrup med sit 13. point i kampen lukkede sættet med 25-23, kunne Brøndby-jublen bryde løs i Frederiksberg Hallen.

”Jeg er glad og lettet. Vi fik en meget bedre start på kampen i dag end i semifinalen i går. Holte er et hold, som vi altid brændende ønsker at slå, og lige nu har vi krammet på dem,” siger en storsmilende topscorer Trine Kjelstrup.

”Hele holdet skulle ud og bevise noget i dag. Vi får lagt et højt servepres på Holte, og vores blokadespil fungerer også rigtig godt. Det er så fedt at have vundet,” siger hun.

”Nu skal vi se herrerne spille finale, og så skal vi til Dansk Volleyball Galla bagefter, hvor vi helt sikkert skal skåle på sejren i champagne.”

Se med, når herrernes pokalfinale mellem Ishøj og Marienlyst spilles klokken 16:00. Kampen vises direkte på Dreamsports.tv.

Læs Volleyball Magasinet med interview med alle otte Final 4-anførere her.

Read 678 times Last modified on Mandag, 21 december 2015 08:29