Hjemmesidebanner
Ci Eshel

Ci Eshel

Mikkel Søe-Jensen har kun været dommer i ganske kort tid, men har allerede høstet stort ros fra sin klub over sine dommergerninger. Læs mere om månedens dommer lige her, og husk at give Mikkel et ekstra klap på skulderen, næste gang du ser ham i hallen.

mikkel søeNavn: Mikkel Søe-Jensen
Alder: 24 år
Beskæftigelse: Flyveleder
By/klub: Frederiksberg Volley

Dommerhistorie
Jeg er forholdsvis ny inden for dommerfaget. Et par holdkammerater og jeg tog dommerkurset i september 2019, så vi kunne hjælpe til ved klubbens seriekampe. Vi tænkte også, at det ville gavne vores eget spil at kende reglerne bedre. Indtil videre har jeg kun dømt fire kampe - alle sammen på serieniveau.

Dommertype
Jeg bestræber mig på at være den autoritære dommer, der også er til at tale med. Når jeg selv spiller, foretrækker jeg at have en dommer, der står ved sine beslutninger, men som er åben for at tage en dialog med spillerne, så man på banen føler, at man også bliver hørt.
Et nøglepunkt for mig er også, at man aldrig ville kunne helt undgå at lave en fejl som dommer. Derfor er det vigtigt ikke at dvæle ved en kendelse, som folk var utilfredse med eller uenige i, hvis man har dømt efter bedste evne.

Den gode kamp
Kan spillet få lov til at tale for sig selv, synes jeg, at en dommers job er gjort godt. Så længe jeg kan være med til en fornuftig afvikling af kampen uden at stjæle fokus fra, hvad der sker på banen, så er jeg tilfreds.

Derfor er det sjovt
Jeg kan rigtig godt lide at agere facilitator, så på det punkt passer opgaven som dommer mig meget fint. Det har selvfølgelig givet mig et bedre indblik i reglerne, som jeg også har kunnet bruge på mit eget hold.

Den bedste oplevelse
Jeg Har desværre ingen gode anekdoter fra min korte karriere endnu, men glæder mig til flere gode oplevelser som dommer.

Vi takker Mikkel for hans indsats som dommer!

Månedens dommer er en dommer, som har gjort sig særligt bemærket i sin klub eller til kampe, og som fortjener et ekstra klap på skulderen. Titlen som ’Månedens Dommer’ kan gå til alle slags dommere uanset hvor mange års erfaring, personen har, og på hvilke niveauer og i hvilke aldersgrupper han/hun dømmer – vi er glade for alles indsats og dedikation til sporten. Kender du en oplagt kandidat til ’Månedens Dommer’ er du velkommen til at sende din indstilling til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Efter en sensationel sejr over rumænske ACS Volei Municipal Zalau på hjemmebanen i Kildeskovshallen, er Gentoftes volleyherrer blot én sejr fra en plads i 1/8-finalen i CEV Challenge Cup. Men kan de hente sejren hjem på en svær rumænsk hjemmebane?

Der var ikke mange, der havde forventet, at Gentofte skulle tage først stik hjem i 1/16-finaleopgøret mod det rumænske veteranhold ACS Volei Municipal Zalau. Alligevel lykkedes det det danske hold, at vinde det første af to opgør, og det danske hold står nu med de stærkeste kort på hånden op mod andet opgør.

”Vi forventer en endnu hårdere kamp, end den på hjemmebane. Nu da Zalau har set vores spil, kan vi kun regne med, at de er mere forberedte og spiller bedre end sidst. Vi kan nok også forvente en ret intens rumænsk hjemmebane, og Zalau - som et rutineret tophold – på ingen måde har tænkt sig at blive spilet ud af turneringen af et ungt hold som os. Så det skal nok blive en meget spændende kamp,” forklarer cheftræner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski

”Vi vil nok justere nogle få ting i både vores offensive og defensive spil, som kampen skrider fremad. Men vores tilgang til kampen forbliver uændret – vi skal gribe vores momentum og ikke blive afskrækket af det. Vi skal turde at være gode og holde os fokuseret på opgaven foran os. På denne måde er vores tanker på selve spillet og ikke resultatet – men det er selvfølgelig meget lettere sagt end gjort.” afslutter han.

Med 3-2 sejren på hjemmebanen, kan Gentofte sikre sig en billet til 1/8-finalen ved at vinde i Rumænien. Taber de 3-0 eller 3-1, går Zalau videre. Skulle Gentofte tabe 3-2, skal de to hold ud i et Golden Set.

CEV Challenge Cup, 1/16-finale, 2. kamp:
ACS Volei Municipal Zalau – Gentofte Volley
18. december 2019 – 18:00 (lokal tid)
Sala Sporturilor "Gheorghe Tadici", Zalau
Tillid, kommunikation og anerkendelse. Det er blot nogle af de ord, der beskriver forholdet mellem bestyrelsen i Fortuna Odense Volley og klubbens trænere. Resultatet er, at klubben har nogle af landets mest tilfredse volleyballtrænere, der er motiverede for at give den en skalle for klubben. 

I Fortuna Odense Volley, er trænerne glade. Det viser resultaterne af medlemstilfredshedsundersøgelsen ”Volleyballspilleren i centrum” i hvert fald, hvor den fynske klub har scoret særligt højt i trænernes tilfredshed - og det er der en grund til ifølge træner for Fortunas DU14-hold, Marianne Dixen.

”Fra klubbens side har der været stor tillid til os som trænere, og vi får i høj grad lov til at bestemme, hvordan vi vil koordinere og styre holdet – men selvfølgelig altid inden for klubbens værdier. Jeg tror, der er en grundlæggende tiltro til, at vi gør det godt, og det er dejligt at føle den opbakning,” forklarer hun.

”Der er generelt fokus på vores udvikling som trænere. Sidste år fik jeg f.eks. tilbudt et trænerkursus, som jeg slet ikke havde tænkt på at spørge om. Men der er også stor opbakning, når vi kommer med udfordringer, bekymringer eller ideer. Vi bliver lyttet til, og det er dejligt, at der også bliver taget handling på de ting, vi kommer med,” fortsætter hun.

Marianne Dixen peger især på, at kommunikationen mellem klubben og trænerne har gjort, at hun føler sig set og hørt.

”Jeg ved, hvem jeg skal kontakte, når jeg står med en udfordring i klubben. Der er både ansigt og navn på hvem jeg skal henvende mig til, og det gør at vi kan løse tingene hurtigt. Det giver mig også en tryghed som træner,” uddyber hun.  

Det er dog ikke kun kommunikationen med trænerne, der er sat fokus på i Fortuna Odense Volley. Klubben gør også en ekstra indsats ud af at fremhæve trænerne udadtil.

”Fra starten af sæsonen blev det annonceret på klubbens platforme, at vi var trænere for holdet. Det var en god måde at få det meldt bredt ud, men i teksten blev der også brugt ord som ’vi er stolte af at kunne præsentere’, og det giver jo en dejlig anerkendelse af den indsats man gør.” afslutter Marianne Dixen.

Se eksempler på, hvordan Fortuna Odense Volley kommunikerer omkring deres trænere her.

Denne artikel er en del af Volleyball Danmarks Julekalender, der bygger på indblik og statistikker fra medlemstilfredshedundersøgelsen ”Volleyballspilleren i Centrum”. Læs mere om julekalenderen her og følg med hver dag på Volleyball Danmarks Facebookside.
mandag, 16 december 2019 09:27

Volleyliga resultater: Uge 50

Årets sidste kampuge i Volleyligaen er nu overstået, og de sidste point før julepausen er skrabet sammen. Få her overblikket over sidste uges resultater og kampenes mest scorende spillere.

Damer:
Team Køge Volley – Brøndby VK: 1-3 (25-23, 20-25, 10-25, 21-25)
Kampens topscorer: Sofia Nørager Bisgaard, Brøndby VK (23 point)

Team Køge Volley – VK Vestsjælland: 3-0 (25-22, 25-21, 25-23)
Kampens topscorer: Harriet Gillson, VK Vestsjælland (13 point)

Brøndby VK – Holte IF: 2-3 (17-25, 25-16, 25-21, 26-28, 10-15)
Kampens topscorer: Sofia Nørager Bisgaard, Brøndby VK (20 point)

Fortuna Odense Volley – Frederiksberg Volley: 3-1 (15-25, 25-9, 25-20, 25-20)
Kampens topscorer: Astrid Mellmølle, Fortuna Odense Volley (21 point)

Gentofte Volley – ASV Elite: 1-3 (23-25, 26-24, 21-25, 19-25)
Kampens topscorer: Frederikke Krogh Stenholt, ASV Elite (22 point)

Herrer:
Middelfart VK – Nordenskov UIF: 0-3 (21-25, 14-25, 22-25)
Kampens topscorer: Tom Heptinstall, Nordenskov UIF (16 point)

Middelfart VK – Amager VK: 3-0 (25-15, 25-18, 25-12)
Kampens topscorer: Sigurd Neltoft Varming, Middelfart VK (15 point)

Gentofte Volley – ASV Elite: 3-0 (25-17, 25-22, 25-18)
Kampens topscorer: Tobias Hougs Kjær, Gentofte Volley (21 point)

Aalborg Volleyball – VK Vestsjælland: 3-0 (25-22, 25-14, 25-17)
Kampens topscorer: Patrick H. Jørgensen, Aalborg Volleyball (14 point)

Hvidovre VK – Boldklubben Marienlyst: 1-3 (23-25, 18-25, 25-23, 20-25)
Kampens topscorer: Jacob Stein Brinck, Boldklubben Marienlyst (28point)

Ishøj Volley – Nordenskov UIF: 1-3 (26-24, 32-34, 21-25, 23-25)
Kampens topscorer: Will Craft, Nordenskov UIF (21 point)
Nu er det atter tid til at hylde de fantastiske klubber og ildsjæle, der året rundt yder en fantastisk frivillig indsats ude i de danske volleyball- og beachvolleyklubber. Indstil dine favoritter til årets breddekåringer allerede i dag.

Kender du en klub, der i 2019 har haft nogle særlige breddeaktiviteter og -initiativer, der fortjener at blive anerkendt? Eller kender du måske en dedikeret ildsjæl, der i løbet af året har ydet en exceptionel indsats for klubben?

Så er det NU du skal sende din indstilling til A-sport.dk Årets Breddeklub og Mikasa Danmark Årets Ildsjæl afsted.

Traditionen tro kan ALLE indstille dem, de synes, skal have et ekstra stort klap på skulderen, når priserne uddeles til Dansk Volleyball Award lørdag den 22. februar 2020 i Aarhus.

Mikasa Danmark og A-Sport sponsorerer igen i år de to priser, så vinderne udover æren kan se frem til et gavekort på henholdsvis 10.000 kr. til A-Sport.dk for Årets Breddeklub og et gavekort på 1.000 kr. for Mikasa Danmark Årets Ildsjæl.

Hvad er kriterierne?
Der er ikke nogen fast opskrift på, hvad en klub eller ildsjæl skal have opnået i 2019 for at blive betragtet til prisen. Det vigtigste er, at klubben eller personen har gjort en positiv forskel for bredden i dansk volleyball og/eller beachvolley. Alle indsatser og klubber – uanset størrelse, omfang og medlemstal – har mulighed for at blive kåret. Nedenfor er en række eksempler på, hvad klubben/personen kunne indstilles for.

A-Sport.dk Årets Breddeklub
- Har gjort sig bemærket ved særlige initiativer, der styrker lokalområdet
- Har haft særlige projekter med fokus på rekruttering, fastholdelse, træningskultur eller lignende.
- Har et særligt, stærkt tilbud til sine medlemmer
- Har gennemført ekstraordinære tiltag såsom integrationsprojekter, skolesamarbejde, særlige tiltag osv.
- Har udbudt uddannelsestilbud til trænere, ledere, spillere m.m.

Mikasa Danmark Årets Ildsjæl
- Har været klubperson med stort ’K’ og er gået forrest, når det hårde læs skulle trækkes
- Har sørget for et godt socialt klubliv med forskellige aktiviteter
- Har arbejdet med projekter, der styrker rekruttering og/eller fastholdelse
- Har taget et langt, sejt træk i arbejdet med klubudvikling
- Har været visionær og nytænkende og dermed skabt nye muligheder for klubben.

Sådan indstiller du din kandidat
Alle kan indstille deres kandidat(er) til A-Sport.dk Årets Breddeklub og Mikasa Danmark Årets Ildsjæl ved at sende en kort beskrivelse af, hvorfor netop den klub eller person fortjener hæderen.

Indstillinger skal sendes til Christina Attrup Juhl senest søndag den 19. januar 2020 på: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Den klub og person, som får titlen A-Sport.dk Årets Breddeklub og Mikasa Danmark Årets Ildsjæl, inviteres til Dansk Volleyball Award den 22. februar 2020, hvor prisen uddeles.

Vi glæder os til at få en masse indstillinger om de mange klubber og personer, der knokler og laver et super godt stykke arbejde rundt omkring i landet.

Læs mere om kriterierne for de to kåringer her.
I Kolding VK bliver nye ansigter i hallen altid budt ordentligt velkommen med et godt gammeldags håndtryk – og det er ikke en tilfældighed. Klubben har nemlig sat fokus på den gode velkomst, så alle nye medlemmer får en god start i klubben.

Kolding VK har i foråret 2019 deltaget i medlemstilfredshedsundersøgelsen ”Volleyballspilleren i centrum”, der giver indblik i medlemmernes tilfredshed indenfor forskellige områder. På særligt et område har klubben vist at have meget tilfredse medlemmer; nemlig medlemmernes begyndelse i klubben. Især indenfor segmentet 26-59 år har medlemmerne følt sig aldeles velkomne i klubben – og det er langt fra en selvfølge.

”Vi har især på vores senior mix-hold italesat vigtigheden i at sige ’hej’, når der kommer nye i hallen. Det er ikke kun trænerens opgave. Ved at italesætte den gode velkomst bliver de eksisterende spillere mere bevidste omkring, at de også kommer hen og siger pænt goddag til en ny spiller, og det har nok gjort velkomsten lidt lettere,” forklarer formand i Kolding VK, Karsten Vium Strandridder.

”Derudover har vi ansat en udenlandsk træner i klubben til bl.a. vores mix-hold, der kun fokuserer på at være træner så spillerne kan spille, hvilket måske er lidt atypisk for et mix-hold. Blandt spillerne på holdet har vi så lavet et lille ekstra trænerteam, der skal tage sig af nye og begyndere i træningen. Det betyder at ingen føler sig ’udenfor’ i træningen, men at alle bliver inkluderet i træningen uanset niveau. Det tror jeg også kan være med til at skabe en tryg start,” uddyber han.

En af de nye i klubben i sidste sæson var Britt Holm Hansen, der efter 15 års pause fik mod på at starte op på mixholdet i Kolding VK.  

”Selvom jeg havde spillet i klubben for 15 år siden, var det jo en helt ny slags klub, nye klubpersoner og nye spillere, jeg skulle møde. Så jeg kendte ikke nogen, da jeg dukkede op til en træning på mixholdet. Men træneren kom med det samme hen og bød mig velkommen, så det gjorde det lidt lettere at stå der som ny,” forklarer Britt Holm Hansen.

”Træneren var meget opmærksom på mig som ny spiller, hvor han gav mig gode tips og tricks i træningen, klap på skulderen og generelt fik mig til at føle mig set. Spillerne begyndte også hurtigt at opfodre mig til at komme med til kampe, selvom jeg ikke følte, jeg havde niveauet. De var gode til at understrege, at det hele jo handlede om at have det sjovt sammen, og at vi alle kunne være med. Det gav klart en succesoplevelse.” afslutter Britt Holm Hansen.

Formanden i Kolding VK er glad for, at klubbens fokus på en god velkomst også giver pote på tilfredsheden blandt nye spillere.

”Egentlig handler det bare om at stikke labben frem på helt gammeldags manér, sige pænt goddag og spørge, om de skal være med til træningen. Så er det første store skridt i en god velkomst taget.” afslutter Karsten Vium Strandridder.

Denne artikel er en del af Volleyball Danmarks Julekalender, der bygger på indblik og statistikker fra medlemstilfredshedundersøgelsen ”Volleyballspilleren i Centrum”. Læs mere om julekalenderen her og følg med hver dag på Volleyball Danmarks Facebookside.
onsdag, 11 december 2019 20:25

Fantastisk gentoftesejr i europæisk gyser

Det absolutte tophold i herrernes Volleyliga, Gentofte Volley, fik den bedst tænkelige start på deres europæiske eventyr, da de i en sydende Kildeskovshal leverede overraskelsen og vandt et intenst opgør 3-2 over ACS Volei Municipal Zalau i 1/16-finalen i CEV Challenge Cup.

Gentofte Volley vs. ACS Volei Municipal Zalau: 3-2 (25-14, 25-22, 17-25, 23-25, 15-12)
CEV Challenge Cup, 1/16-finale, Kildeskovshallen

Der ventede Gentoftes volleyherrer en yderst svær opgave mod det stærkt rutinerede rumænske hold, Zalau, hvor op til flere rumænske landsholdsspillere huserer på holdkortet. De danske underdogs var derfor ikke blevet spået store chancer i det europæiske opgør, men gjorde onsdag aften alle forudsigelser til skamme, da de med en imponerende toppræstation vandt deres første europæiske opgør 3-2 over det internationale storhold.


”Det var en fantastisk kamp at vinde, ikke kun for holdet og os i trænerstaben, men også hele klubben, som har lagt et stort stykke arbejde i at få os hertil,” jubler cheftræner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski

”Vi vidste det var et hold med mange dygtige og rutinerede spillere, så dét, at vi formåede at presse dem til at blive ved med at finde nye opstillingsløsninger, var faktisk en sejr i sig selv. Men jeg er meget stolt over, at holdet formår at komme igen efter en dårlig afslutning på fjerde sæt, hvor vi jo havde alle muligheder for at lukke kampen. At vi alligevel vinder i sådan en situation mod så rutineret et hold viser virkelig hvilken støbning, dette hold er lavet af,” fortsætter han.

”Nu skal vi selvfølgelig se kampen igen et par gange og se, hvor vi måske kan hente nogle procenter til næste opgør. Men alt i alt skal vi egentlig bare fortsætte med at gøre det samme – det virker for vores hold.” afslutter Dan Pawlikowski.

Kampen sæt for sæt
Gentofte lagde godt fra land i første sæt med et højt servepres, særligt anført af Mads Møllgaard, der brillerede med to servees i streg og fik sit hold foran 7-1, før han slap sit jerngreb omkring den rumænske modtagning. Herfra fortsatte Gentofte sin dominans mod et rumænsk mandskab, der stod på hælene og lavede mange fejl. Gentofte buldrede fortsat løs med et angrebsspil i hopla og lukkede sættet overbevisende 25-14.

I andet sæt kom Zalau - ganske forventeligt - med fornyet energi og skarphed i serv og angreb. Gentofte gav dog godt igen og formåede at holde sig helt tæt på rumænerne til stillingen 11-11. Herfra fik Zalau et lille forspring, men et hårdt kæmpende gentoftemandskab fik indhentet det forsømte ved 21-21, og satte trumf på med et servees til 22-21 af Ulrik Dahl. Det var nok til at knække rumænerne, og til de taktfaste rytmer fra de mange fremmødte gentoftetilhængere, kunne hjemmeholdet sættet punktum for sættet med endnu et servees – denne gang leveret af kampens topscorer, Tobias Hougs Kjær.


Rumænerne var dog langt fra færdige i det europæiske opgør, og igen i tredje sæt kom de foran fra start, mens gentofteblokaden kæmpede med at nå de hurtige rumænske angrebsløsninger. Zalau fik også skruet op for servepresset og begrænsede dermed Gentoftes offensive muligheder. Det kunne mærkes på pointtavlen, og rumænerne fik afgjort sættet 17-25.

Fjerde sæt startede med dansk føring, en presset rumænsk trænerstab blev tvunget til timeout bagud ved 6-2 efter endnu et servees af Tobias Hougs Kjær. Zalau forsøgte ihærdigt at kæmpe sig tilbage i sættet, men Gentoftes angribere bombede derudad, klogt opsat af hæver Sebastian Mikelsons. Ved 22-21 var Gentofte dog under pres for at skulle lukke kampen, og pludselig blev de rumænske blokader svære at komme udenom. Zalau fik indhentet Gentofte ved 22-22 og tog derefter sætsejren 23-25.

Kampen var nu åbnet på ny, og Gentofte skulle finde gejsten igen efter en bitter afslutning på fjerde sæt. Gejsten var dog i den grad til at spore på gentofteholdet, der hurtigt fik presset rumænerne til timeout ved 4-1. Trods intenst rumænsk pres forblev Gentofte i front ved 8-6 og sideskiftet – en føring, der også endte med at holde sættet ud til 15-12, hvor en for lang rumænsk serv udløste gentoftejubel.

Kampens topscorer blev Gentoftes Tobias Hougs Kjær med 22 point

Med aftenens resultat kan Gentofte Volley sikre sig en billet videre til 1/8-finalen ved at vinde på udebanen. Taber de 3-0 eller 3-1, går Zalau videre. Skulle Gentofte tabe 3-2, skal de to hold ud i et Golden Set. Der er returkamp i Rumænien onsdag den 18. december.

SE MERE STATISTIK FRA KAMPEN HER
De regerende danske mestre fra Gentofte Volley tager onsdag aften hul på deres europæiske eventyr, når de på hjemmebanen i Kildeskovshallen får besøg af det rumænske tophold ACS Volei Municipal Zalau til 1/16-finalen i CEV Challenge Cup.

Se kampen LIVE på Danmarks bedste volleyballkanal på nettet, Volley TV fra kl. 18:45.

Med 12 sejre ud af 12 mulige har Gentofte Volley haft en ganske overbevisende start på den danske Volleyliga. Dog kræver det mere end god sejrsstatistik fra den hjemlige liga, når de onsdag aften skal prøve kræfter med det rumænske tophold ACS Volei Municipal Zalau i CEV Challenge Cup.


Zalau har et stærkt besat holdkort med op til flere nuværende eller tidligere landsholdsspillere fra bl.a. Rumænien, Finland og Ungarn, og til sammen har det rutinerede mandskab mange års erfaring med international volleyball på høj, høj plan.

”Mange af vores spillere kender spillerne fra Zalau fra landsholdsaktiviteter, og det vil vi forsøge at bruge som en styrke. Men vi skal forsøge at være neutrale i vores forventninger og spille hvert point efter bedste evne,” uddyber cheftræner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski.

”Vi ved, at Zalau er et rutineret hold med dygtige spillere. De spiller i en hård liga og kommer til kampen både velforberedte og afprøvetde Vi har stor respekt for det hold, vi skal møde, og vi ser meget frem til at skulle spille mod dem onsdag.” afslutter han.

Kampen streames direkte i knivskarp kvalitet på Danmarks bedste volleyballkanal på nettet, Volley TV.

CEV Challenge Cup, 1/16-finale:
Gentofte Volley – ACS Volei Municipal Zalau
11. december 2019 - 19:00
Kildeskovshallen
Entré: 75kr. (Se Facebook begivenhed)

Returkampen spilles den 18. december i Rumænien
tirsdag, 10 december 2019 09:58

Dommerklubben Snejbjerg Volleyball

I Snejbjerg Volleyball er der godt styr på volleyballreglerne. Den midtjyske klub har i den grad forløst dommerpotentialet blandt deres medlemmer, hvoraf halvdelen snart har fået et basisdommerkursus.

I 2015 blev Snejbjerg Volleyball stiftet med målet om at skabe en klub, hvor 10-12 spillere i lokalområdet kunne hygge med mixvolley til træning og stævner. I dag har klubben ca. 40 medlemmer på to mixhold, et herrehold et damehold. Ud af de 40 medlemmer er 10 blevet udannet basisdommere, og 10-12 følger trop til februar næste år.

”Mange af vores spillere har ikke været helt trygge ved at skulle dømme til de mixstævner, vi deltager i. Der er jo ofte stor forskel på niveauet til disse stævner, og sommetider kan spillerne også glemme, at det jo ikke er en divisionsdommer, der står med fløjten. Der giver dommerkurset en tryghed for så har man styr på reglerne, når der opstår tvivlsbolde,” fortæller formand i Snejbjerg Volleyball, Preben Mogensen, som også er initiativmand bag dommerkurserne i klubben.

”Helt konkret var der 3-4 spillere, der selv spurgte om at få et dommerkursus. Men mange var også skeptiske, da det jo bestemt ikke er en favorittjans at skulle dømme til stævnerne, og mange desuden var usikre på, om de havde det ønskede niveau. Så jeg var nødt til at skubbe mere eller mindre på og forklare, at kurset i sidste ende er for at gøre dem mere sikre i dommergerningen. Det hjælper jo både dem og klubben, at så mange som muligt får et dommerkursus – så vi kom op på 10 her i første omgang, og så er der 10-12 mere der følger trop i det nye år,” fortsætter han.

Snejbjerg Volleyball søgte og fik midlerne fra en lokal foreningspulje til at dække omkostningerne til kurset, der blev afholdt i klubbens egne lokaler og hal i november. Til kurset havde Snejbjerg Volleyball fået hjælp fra Skjern KFUM, der hjalp med at stille hold til den praktiske del af kurset.

”Vi havde et rigtigt godt kursus med meget ny læring og 10 nyudklækkede dommere her i første omgang. Der er flere af kursisterne, der har sagt de hellere end gerne vil opfordre andre spillere til at tage kurset. Så vi glæder os til at se, hvor mange vi får udannet i det nye år.” afslutter Preben Mogensen.

Denne artikel er en del af Volleyball Danmarks Julekalender, der bygger på indblik og statistikker fra medlemstilfredshedundersøgelsen ”Volleyballspilleren i Centrum”. Læs mere om julekalenderen her og følg med hver dag på Volleyball Danmarks Facebookside.
Årets allersidste kamprunde byder på 11 spændende Volleyligaopgør, der kan afgøre, hvilke placeringer de forskellige hold skal overvintre på. Se hvem, der møder hvem og læs mere om ugens udvalgte kampe her:

KAMPPROGRAM – Volleyliga uge 50

Damer:
10.12.19 – 19:30: Team Køge Volley – Brøndby VK

14.12.19 – 13:00: Team Køge Volley – VK Vestsjælland
14.12.19 – 14:00: Brøndby VK – Holte IF (Vises på Volley TV)

Ugens udvalgte: Der venter os et klassisk ærkerivalopgør mellem de to tophold Holte IF og Brøndby VK, som de seneste mange sæsoner skiftevis har vundet guldet og titlen som Danmarksmestre. Mens Holte IF i denne sæson stadig er ubesejret og kun har afgivet fire sæt i otte kampe, har Brøndby VK haft en lidt ujævn start på Volleyligaen. Til gengæld kommer Vestegnsklubben med en guldmedalje fra et nyligt overstået NEVZA Club Championship, som måske kan give den rette selvtillid til opgøret. Se med på Volley TV fra kl. 13:45


14.12.19 – 16:00: Fortuna Odense Volley – Frederiksberg Volley
14.12.19 – 17.00: Gentofte Volley – ASV Elite

Følg damernes Volleyliga her

Herrer:
10.12.19 – 19:30: Middelfart VK – Nordenskov UIF


Ugens udvalgte: Selvom vi er over halvvejs i grundspillet, har de to tophold Middelfart VK og Nordenskov UIF endnu ikke krydset klinger. Begge hold har spillet 11 kampe med 9 sejre til følge og er kun adskilt af et enkelt rangeringspoint. Derfor bliver det med garanti et intenst opgør, der kommer til at afgøre hvilket hold, der får lov til at overvintre på andenpladsen i ligaen.

14.12.19 – 14.00: Middelfart VK – Amager VK
14.12.19 – 15:00: Gentofte Volley – ASV Elite
14.12.19 – 16.00: Aalborg Volleyball – VK Vestsjælland
15.12.19 – 15:00: Hvidovre VK – Boldklubben Marienlyst
15.12.19 – 16.00: Ishøj Volley – Nordenskov UIF

Følg herrernes Volleyliga her
Side 9 ud af 24
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.