Hjemmesidebanner
Ci Eshel

Ci Eshel

Landets unge beachvolleyspillere får rig mulighed for at dyste i sandet sommeren over. Den danske beachvolley tour udvider nemlig på ungdomssiden, hvor der i år kommer flere ungdomsstævner end nogensinde før.

Når vi til maj tager hul på årets Pepsi MAX Beachvolley Tour bliver det med hele 10 ungdomsturneringer og et afsluttende ungdoms DM-stævne på plakaten; og dét er ikke en tilfældighed.

”Vi ser en stigende interesse for beachvolley blandt ungdomsspillere – både dem, der træner det specifikt, med også dem, der primært har spillet indendørs. Det har derfor været en stor prioritet for os at give ungdommen flere muligheder for at deltage i stævner rundt omkring i landet hele sommeren over,” udtaler sportskonsulent i Volleyball Danmark, Peter Morsing.

”Der er generelt flere dedikerede ungdomsturneringer på årets tour. Men vi er særligt glade for, at der også ved de store stævner i f.eks. Hvidbjerg og Hornbæk nu bliver oprettet ungdomsrækker. På denne måde kan de unge spillere få en fed weekend med en masse kampe og samtidig skimte lidt til ”stjernerne” i eliterækken,” fortsætter han.

Få det fulde overblik over alle ungdomsturneringer nederst i artiklen.
Facebooksiden Danish Beachvolley Tour vil der også blive oprettet begivenheder for alle ungdomsstævner.

Ungdommen i centrum til DM
Sommeren ungdoms tour afsluttes med et storstilet ungdoms DM på Amager Strand, hvor landets unge spillere skal dyste om medaljerne i U14, U16, U18 og U21.

”Hvor ungdoms DM’erne førhen har været lidt i skyggen af elitens Tourfinale og DM, kommer vi i år til at sætte ungdommen i centrum med et dedikeret ungdoms DM på Amager Strand. Vi kommer med vores store Pepsi MAX setup med sponsorer, tribune og Center Court – og her bliver det altså ungdommen, der kommer til at være i fokus,” forklarer Peter Morsing.

”Det bliver helt sikkert en fantastisk weekend på Amager Strand, hvor ungdommen virkelig får lov til at udfolde sig i de fedeste rammer. Der bliver hård konkurrence om pladserne til DM, da vi år for år ser et stigende niveau hos ungdomsspillerne. Så jeg er sikker på, at vi får en masse fantastisk ungdomsbeachvolley at se hele sommeren.” afslutter han.

UNGDOMSTURNERINGER 2020:
  • 21. MAJ: Aarhus Challenger
  • 07. JUNI: Odense Ungdomsturnering
  • 13. JUNI: Ikast Ungdomsturnering 1
  • 13.-14. JUNI: Ishøj Ungdomsturnering
  • 20. JUNI: Copenhagen Master
  • 21. JUNI: Ikast Ungdomsturnering 2
  • 27. JUNI: Kolding Ungdomsturnering
  • 11. JULI: Pepsi MAX Grand Slam - Hvidbjerg
  • 18. JULI: Hornbæk Semifinalestævne
  • 25. JULI: Kerteminde Semifinalestævne
  • 1.-2. AUGUST: Ungdoms DM - Amager Strand
Læs mere om ungdoms beachvolley her
Find Volleyball Danmarks propositioner for ungdoms beachvolley her.
Find link til ungdomsranglisterne her.

Christian Johnsen har gjort lynkarriere inden for dommerfaget, hvor han inden for et år gik fra aldrig at have dømt en kamp til at være DT-dommer. Læs mere om månedens dommer lige her, og husk at give Christian et ekstra klap på skulderen, næste gang du ser ham i hallen.

ChristianNavn: Christian Johnsen
Alder: 41 år
Beskæftigelse: Kok/Kantineleder
By/klub: Ringsted/ VK Vestsjælland

Dommerhistorie
I foråret 2018 fik jeg mit basisdommerbevis efter at have været på et super godt kursus med Hans Ole (Hassan) som instruktør. VK Vestsjælland stod på det tidspunkt og manglede dommere, så jeg tænkte ’Ja hvorfor ikke prøve det også’. Før det har jeg faktisk ikke dømt en eneste kamp, men jeg har spillet en masse selv og været træner for flere hold.

I sensommeren 2018 var vi så en gruppe på 8 personer fra VK Vestsjælland afsted til DT-Dommer kursus, som vi alle bestod. Igen med Hans Ole (Hassan) samt Michael Andersen som instruktører. Så fra sæsonen 2018/19 har man kunne se mig rundt om i de forskellige haller på Sjælland som DT-Dommer.

Dommertype
Jeg ser mig selv som en positiv dommer, jeg er altid i godt humør når jeg møder op på sidelinjen. Når jeg så dømmer en kamp, starter jeg med at kigge på de to hold og prøver derfra at ligge et jævnt niveau på kampen så begge hold kan gå fra banen med godt humør.

Den gode kamp
En god kamp for mig er, når begge hold siger tak for kampen og godt dømt, så ved jeg at jeg har gjort et godt stykke arbejde. Derudover er det vigtigt for mig, at jeg har arbejdet godt sammen med min anden dommer, og hele tiden været opmærksom på hvad han/hun eventuelt har markeret for, inden jeg kommer med min kendelse. De to ting lagt sammen giver mig en god følelse.

Derfor er det sjovt
Det bedste ved at være dommer er at komme rundt til de forskellige klubber i landet og møde nye mennesker, men også gamle holdkammerater eller spillere, som jeg har trænet i tidens løb.

Hvad har det givet mig? Ja, jeg er blevet mere sikker på mig selv efter at jeg er startet med at dømme. For det at dømme kræver at man tager en forholdsvis hurtig beslutning, og når jeg selv spiller kamp har jeg en bedre forståelse for dommerne der dømmer kampen.

Den bedste oplevelse
det er så mange gode og sjove mindeværdige oplevelser som dommer og der vil sikkert også komme mange flere, men at vælge en at skulle fortælle om bliver svært.

Vi takker Christian for hans indsats som dommer!

Månedens dommer er en dommer, som har gjort sig særligt bemærket i sin klub eller til kampe, og som fortjener et ekstra klap på skulderen. Titlen som ’Månedens Dommer’ kan gå til alle slags dommere uanset hvor mange års erfaring, personen har, og på hvilke niveauer og i hvilke aldersgrupper han/hun dømmer – vi er glade for alles indsats og dedikation til sporten. Kender du en oplagt kandidat til ’Månedens Dommer’ er du velkommen til at sende din indstilling til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

tirsdag, 25 februar 2020 09:00

Volleliga-panel: Grundspillets overraskelser

Grundspillet er afgjort. Otte damehold og otte herrehold har indløst billetten til denne sæsons kvartfinaler. Volleyliga-panelets Morten Snetoft Ødum giver her sit syn på hvilke hold, der har overrasket.

Grundspillet er slut og semifinalerne står for døren. Inden sæsonen gik i gang, gav jeg mit bud på, hvordan sæsonen ville gå. Nok er vi ikke helt i mål, og meget kan ske endnu, men jeg udnytter alligevel chancen til at følge op på min spådom og se på hvad, der har været af overraskelser - positive såvel som negative.

Damer
At Holte ligger ubesejret på førstepladsen og Brøndby på andenpladsen overrasker i hvert fald ikke. Brøndby var tæt på at vinde over Holte i pokalsemifinalen (som de gjorde det i pokalfinalen sidste år), men Holte ville det anderledes i år og vendte 0-2 i sæt til en sejr.

Bronzevinderne fra sidste år, ASV Elite, er røget ud af toppen, hvilket må siges at være helt okay givet de store udskiftninge,r de har haft i truppen.

Den store overraskelse er for mig igen Gentofte. Sidste sæson var de ny-oprykkere og de største højdespringere. I denne sæson, på trods af holdets daværende topscorer, Sofia Bisgaard, røg til Brøndby og der er kommet ny træner, springer de igen højt og nupper simpelthen grundspillets 3. plads, som jeg egentlig havde troet Køge ville sætte sig på. Forklaringen ligger i høj grad i holdets nye stjerneangriber, Charlene Manuela Mayo Johnsen, der ikke blot er holdets nye topscorer, men faktisk Ligaens topscorer.

Skuffelserne står Fortuna og Frederiksberg for. Jeg havde håbet at Fortuna kunne vende den dårlige afslutning på sidste sæson, og dermed være en dark horse til at drille top- holdene, men det skete desværre ikke. Lidt spøjst har de tabt begge gange til VK Vestsjælland, men vundet en enkelt kamp over både Køge og ASV. Så de fik da drillet et top4-hold en enkelt gang.

Frederiksberg har tabt samtlige kampe. Det er desværre bare ikke godt nok. Selvom ingen havde høje forventninger til dem, var det dog ikke forventet at det ville stå så slemt til. Jeg kan da også løfte sløret for, at holdet selv har valgt ligaen fra til næste sæson og i stedet vender tilbage til 1. division.

Jeg spår at top4-holdene går videre til semifinalen uden de store problemer. Kun Køge mod ASV kan gå hen og blive afgjort i tre kampe. Det kan vi jo kun håbe på.

Herrer
Der er heller ingen overraskelse på førstepladsen her hos mændene. Den sidder Gentofte tungt på med 18 sejre i 18 kampe.

På en næsten delt andenplads, begge hold med 13 sejre, ligger Nordenskov og Middelfart. Med den store spillerafgang i både Marienlyst og Hvidovre, var dette en åbenlys chance for de to hold, men jo ingen selvfølge. Så det er da dejligt at se, at de har realiseret denne chance med godt spil.

Amager og Ishøj endte under stregen og kom ikke med i kvartfinalerne, som ser sådan her ud. Der er altså heldigvis spænding at hente allerede her i kvartfinalerne, i form af både Marienlyst vs ASV og Middelfart vs Hvidovre, men især semifinalerne bliver rigtigt spændende. Der kan alt ske!

Få det fulde overblik over alle kvartfinaler i Volleyligaen her.

Morten Ødum

* Denne artikel er baseret på indhold fra et medlem af Volleyliga-panelet. Indholdet afspejler udelukkende det enkelte medlems synspunkter og tanker, og reflekterer derfor ikke Volleyball Danmarks generelle standpunkter. Volleyliga-panelet er en dynamisk gruppe af entusiastiske Volleyliga-eksperter, der bidrager med forskellige synspunkter og vinkler til Volleyligaen. Har du lyst til at være en del af Volleyliga-panelet, er du velkommen til at kontakte Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for at høre mere.

Det er blevet kvartfinaletid i Volleyligaen. Otte herrehold og otte damehold skal i løbet af de næste to uger forsøge at sikre sig en billet til semifinalerne.

Turneringsstrukturen i Volleyligaen er skruet således sammen, at ligaens øverste 8 hold i grundspillet går videre til kvartfinalerne, hvor nummer 1 møder nummer 8, nummer 2 møder nummer 7 og så fremdeles.

Kvartfinalerne spilles bedst af tre kampe. Få det fulde overblik over programmet for kvartfinalerne her.

1. kvartfinale
25. februar - 20:00: Boldklubben Marienlyst – ASV Elite
26. februar – 19:00: Frederiksberg Volley – Holte IF
27. februar - 18:30: Gentofte Volley – VK Vestsjælland
27. februar - 18:45: Team Køge Volley – ASV Elite
27. februar – 20:00: Nordenskov UIF – Aalborg Volleyball
27. februar - 20:00: Brøndby VK - VK Vestsjælland
27. februar – 20:30 Gentofte Volley – Fortuna Odense Volley
28. februar – 19:30: Middelfart VK – Hvidovre VK

 2. Kvartfinale
29. februar – 12:00: ASV Elite – Team Køge Volley
29. februar – 14:00: ASV Elite – Boldklubben Marienlyst
29. februar – 16:30: Aalborg Volleyball - Nordenskov UIF
29. februar – 20:00: Fortuna Odense Volley – Gentofte Volley
01. marts – 15:00: Holte IF – Frederiksberg Volley
01. marts – 15:00: VK Vestsjælland – Brøndby VK
01. marts – 16:30: Hvidovre VK – Middelfart VK
01. marts – 17:00: VK Vestsjælland – Gentofte Volley

Evt. 3. Kvartfinale                     
02. marts – 20:00: Brøndby VK – VK Vestsjælland
03. marts – 17:00: VK Vestsjælland – Gentofte Volley
03. marts – 19:30: Team Køge Volley – ASV Elite
03. marts – 20:00: Holte IF – Frederiksberg Volley
03. marts – 20:30: Gentofte Volley – Fortuna Odense Volley
04. marts – 20:00: Nordenskov UIF – Aalborg Volleyball
05. marts – 18:30: Boldklubben Marienlyst – ASV Elite
05. marts – 20:30: Middelfart VK – Hvidovre VK

Følg med på Volleyliga.dk, hvor du kan læse optakts- og resultatartikler, følge med i livescore på kampene og dykke ned i statistikkerne.
lørdag, 22 februar 2020 16:34

Holte IF generobrer pokal-guldet

Der var ikke meget slinger i valsen, da de yderst finalevante Holte-kvinder genvandt titlen som Pokalmestre efter en overbevisende sejr over ASV Elite.

Final 4, pokalfinale: Holte IF-ASV Elite: 3-0 (25-19, 25-14, 25-16)
Ceres Park, Hal 1, Aarhus

Vi skal godt tilbage i dansk volleyballs historiearkiver for at finde ASVs sidste optræden i en pokalfinale. Året var 1990, og meget symbolsk var denne finale netop også mod lørdagens andet finalehold, Holte IF. Men hvor det dengang blev til en Aarhusiansk sejr, var magtbalancen ganske anderledes i dette opgør, hvor Holte viste klar dominans fra start til slut og vandt kampen i tre sæt.

Cheftræner for Holte-IF, Sven-Erik Borch Lauridsen, om kampen:

”Jeg er stolt over at holdet formår at holde fokus hele vejen igennem. Der er mange påvirkninger omkring os og nok også en forventning om at vi skulle vinde, som let kunne have vist sig i spillet. Men vi leverer en meget disciplineret indsats og står sammen som et hold.”

”Mod slutningen af kampen bliver nogle af vores spillere trætte, og der er det helt fantastisk, at vi har en bredde i truppen der gør, at vi kan bringe nye spillere på banen med fornyet energi og så ellers bare spille videre på fuldt drøn. Det er dét vi vinder kampen på.”

Årets Pokalfighter: Mikala Mogensen, Holte IF

Kampen sæt for sæt
Det var tydeligt at mærke, at pokalturneringens Final 4 i år var rykket til Aarhus, hvor det talstærke publikum taktfast hjalp hjemmebaneholdet, ASV Elite, på banen. Det var dog Holte, der lagde stærkest ud og hurtigt bragte sig foran i første sæt. ASV kæmpede med at holde blokaderne over for de hurtige Holteangribere, der buldrede boldene hårdt i gulvet. Således gik første sæt overbevisende til Holte med sætscoren 25-19.

Holte lagde også bedst ud i andet sæt, hvor de med skarpe server holdt ASV fra de gode angrebsmuligheder. ASV blev dog ved med at kæmpe for boldene, og i midten af sættet øjnede man et lille come-back. Holte skruede dog op for hastigheden på spillet og angrebsarmen og afsluttede sættet komfortabelt med 25-14.

I tredje sæt startede ASV for første gang med en føring. Fornøjelsen varede dog kort, og Holte genfandt hurtigt rytmen igen og lagde sig atter i front. ASV havde herefter igen et kort opsving, hvor især Teresa Haugaard Nielsen i blokken fik lukket ned for Holteangrebene, men Holte forblev i front sættet ud, og kunne med afgøre sættet og kampen med 25-16.

Det er 14. gang Holte vinder guld i pokalturneringen.
Tidligere på dagen vandt Brøndby VK bronze med en tæt 3-2 sejr over Gentofte Volley.

RESULTATER FINAL 4, Ceres Park, Aarhus

Fredag den 21. februar
1 Semifinale herrer: BK Marienlyst – Nordenskov UIF (H): 3-2 (25-20, 25-22, 26-28, 13-25, 15-10)
1. semifinale damer: Brøndby VK – Holte IF (D): 2-3 (25-18, 26-24, 23-25, 18-25, 8-15)
2. semifinale herrer: ASV Elite - Gentofte Volley (H) 0-3 (19-25, 19-25, 12-25)
2. semifinale damer: ASV Elite - Gentofte Volley (D) 3-2 (21-25, 25-19, 25-21, 23-25, 15-11)

Lørdag den 22. februar
Bronzekamp Herrer: Nordenskov UIF – ASV Elite: 3-1 (25-22, 25-19, 22-25, 29-27)
Bronzekamp Damer: Brøndby VK - Gentofte Volley: 3:2 (23-25, 21-25, 26-24, 25-22, 15-10)
Pokalfinale Herrer: Gentofte Volley – ASV Elite: 3-0 (25-18, 25-22, 25-17)
Pokalfinale Damer: Holte IF - ASV Elite: 3-0 (25-19, 25-14, 25-16)
I en fed kulisse i Ceres Park, Aarhus, kunne Gentofte Volley lade sig hædre som pokalmestre for andet år i streg efter en overbevisende sejr over Boldklubben Marienlyst i pokalfinalen.

Final 4, pokalfinale: Gentofte Volley vs. Boldklubben Marienlyst: 3-0 (25-18, 25-22, 25-17)
Ceres Park, Hal 1, Aarhus

For sjette gang i dansk volleyballs historie stod Boldklubben Marienlyst og Gentofte Volley over for hinanden i en pokalfinale. Sidst det skete var i 2017, hvor fynboerne løb med guldet. I lørdagens kamp var det dog de regerende pokalmestre fra Gentofte, der denne gang var en klasse bedre, og de kunne efter tre velspillede sæt tage håneretten, guldet og pokaltitlen atter engang.

Cheftræner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski, om kampen:

”Jeg er virkelig stolt af holdet i dag. Drengene arbejder hårdt hver eneste dag for at være klar til kampe som disse, og i dag høster vi frugten af dét arbejde.”

”Der er en stor tiltro til vores spilsystem og holdet arbejder godt sammen. Det giver en ro og selvtillid på banen, og hver en spiller bidrager til fællesskabet.”

”Marienlyst får lavet nogle kloge ændringer i spillet, men vi er hurtige til at justere og løfter vores spil derefter.”

Årets Pokalfighter: Sebastian Mikelsons, Gentofte Volley

Kampen sæt for sæt
Hallen var godt kogende med 700 tilskuere på tribunerne, da det efterhånden klassiske pokalfinaleopgør mellem BK Marienlyst og Gentofte Volley blev servet i gang med bulder og brag. Med fuld knald på angrebsspillet var kampgejsten i den grad til at føle på hos begge mandskaber, som fulgte hinanden tæt på pointtavlen til midten af sættet. Her begyndte Gentofte at øge servepresset, hvilket gav den fynske modtagning store problemer, og Gentofte kunne lukke sættet komfortabelt med 25-18.

I andet sæt lagde Gentofte ud i førersædet, men Marienlyst holdt fast og bed fra sig i angrebet. Pludselig var det fynboernes tur til at være i front ved 15-17. Føringen varede dog ikke længe, og Gentofte fik kontakt igen ved 18-18, og herfra blev sættet skræmmende tæt. Gentofte tager dog teten til sidst og afgjorde sættet 25-22.

I tredje sæt viste Gentofte sig at være en klasse stærkere, mens Marienlyst måske var mærket af deres lange semifinalekamp dagen forinden. Selvom fynboerne sættet igennem gjorde en hæderlig indsats og leverede nogle fantastiske angreb, var det altså et særdeles velsmurt Gentoftemaskineri, der kunne lukke kampen og sættet med 25-17 med et drøn af et smash fra Tobias Hougs Kjær.

Det er 7. gang Gentofte Volley vinder guld i Landspokalturneringen. 
Tidligere på dagen vandt Nordenskov UIF bronze med en sejr over ASV Elite.

RESULTATER FINAL 4, Ceres Park, Aarhus

Fredag den 21. februar
1 Semifinale herrer: BK Marienlyst – Nordenskov UIF (H): 3-2 (25-20, 25-22, 26-28, 13-25, 15-10)
1. semifinale damer: Brøndby VK – Holte IF (D): 2-3 (25-18, 26-24, 23-25, 18-25, 8-15)
2. semifinale herrer: ASV Elite - Gentofte Volley (H) 0-3 (19-25, 19-25, 12-25)
2. semifinale damer: ASV Elite - Gentofte Volley (D) 3-2 (21-25, 25-19, 25-21, 23-25, 15-11)

Lørdag den 22. februar
09.00: Bronzekamp Herrer: Nordenskov UIF – ASV Elite: 3-1 (25-22, 25-19, 22-25, 29-27)
11.00: Bronzekamp Damer: Brøndby VK - Gentofte Volley: 3:2 (23-25, 21-25, 26-24, 25-22, 15-10)
13.30: Pokalfinale Herrer: Gentofte Volley – Boldklubben Marienlyst: 3-0 (25-18, 25-22, 25-17)
16.00: Pokalfinale Damer: Holte IF - ASV Elite
fredag, 21 februar 2020 19:46

Her er årets pokalfinalister

En lang og spændende semifinaledag er nu veloverstået, og vi er blevet klogere på hvilke hold, der skal spille sæsonens pokalfinaler. Hos herrerne bliver det en efterhånden klassisk dyst mellem Boldklubben Marienlyst og Gentofte Volley, mens det hos damerne bliver et opgør mellem Holte IF og ASV Elite, som sidst mødte hinanden i en pokalfinale i 1990. 

Læs kampreferater og trænernes kommentarer for alle semifinalerne herunder.

Fredag den 21. februar
13:00 BK Marienlyst – Nordenskov UIF (H): 3-2 (25-20, 25-22, 26-28, 13-25, 15-10)
15:00 Brøndby VK – Holte IF (D): 2-3 (25-18, 26-24, 23-25, 18-25, 8-15)
17:00 ASV Elite - Gentofte Volley (H) 0-3 (19-25, 19-25, 12-25)
19:00 ASV Elite - Gentofte Volley (D) 3-2 (21-25, 25-19, 25-21, 23-25, 15-11)

Lørdag den 22. februar
09.00: Bronzekamp: Nordenskov UIF – ASV Elite (se på Volley TV her)
11.00: Bronzekamp Brøndby VK - Gentofte Volley – (se på Volley TV her)
13.30: Pokalfinale: Boldklubben Marienlyst – Gentofte Volley (se på Volley TV her)
16.00: Pokalfinale Holte IF - ASV Elite (se på Volley TV her)

1. Semifinale Herrer
Boldklubben Marienlyst – Nordenskov UIF: 3-2 (25-20, 25-22, 26-28, 13-25, 15-10)
Tilskuerpladserne var allerede godt fyldt op og stemningen høj, da Boldklubben Marienlyst og Nordenskov UIF servede sæsonens Final 4 i gang. De to hold var spået til at levere en tæt kamp, og lad os blot slå fast at de ikke skuffede.

De første to sæt lignede meget hinanden. Begge var utrolig tætte fra start, men fra midten af sættet trak Marienlyst fra og lukkede sættene med henholdsvis 25-20 og 25-22. Med ryggen mod muren, var Nordenskov UIF nu tvunget til at finde et ekstra gear frem, og selvom tredje sæt også blev et tæt et af slagsen, var det denne gang jyderne, der trak det længste strå med en sætsejr på 26-28. Sætsejren gav fornyet energi til Nordenskov, som i fjerde sæt startede ud med fyr og flamme og et højt servepres, der satte tryk på det fynske mandskab, der havde svært ved at finde rytmen igen. Fjerde sæt blev dermed aldrig rigtig spændende, og Nordenskov kunne afgøre det så komfortabelt som 13-25.

Kampen var nu helt åben igen, og luften sitrede af spænding i hallen. Marienlyst kom bedst fra start med en genfundet motivation og fornyet aggressivitet i angrebet, og de to hold byttede side med en føring på 8-3 til fynboerne. Nordenskov fik fightet sig hæderligt tilbage, men lige meget hjalp det, for Marienlyst havde sat kursen efter finalen og kørte sidste og afgørende sæt hjem med 15-10.

Dermed er Boldklubben Marienlyst i klubbens 12. pokalfinale

Træner for BK Marienlyst, Kaj Jeppesen, om kampen:
”I de to første sæt formåede vi at lukke ned for deres kanter, som vi havde aftalt på forhånd. Da de skifter Adam Brewster ind som hæver, ændrer de dog spillestilen, som vi kender, og vi får ikke justeret godt nok herefter. Det er virkelig ærgerligt, at vi brænder de to sætbolde i tredje sæt og herefter følger det op med et dårligt fjerde sæt fra vores side, hvor modtagningen aldrig kommer i gang. Heldigvis formår vi femte sæt at nulstille og sætte ekstra pres på serven, og det giver gevinst. Nu handler det om at lade op til finalen i morgen, hvor vi ved, at der venter os en svær opgave”

Kampens topscorer: Tom Heptinstall, Nordenskov UIF (22 point)

DSC 1354
1. Semifinale Damer

Brøndby VK – Holte IF: 2-3 (25-18, 26-24, 23-25, 18-25, 8-15)
De sidste fem år har Brøndby VK og Holte IF stået over for hinanden i pokalfinalen, men i år skulle ærkerivalernes skæbneopgør altså stå i en semifinale, hvor nerverne i den grad sad uden på spilletøjet.

Brøndy VK greb teten fra start, hvor de i første sæt hurtigt fik bragt sig foran mod et Holtehold, der ikke helt kunne finde rytmen eller hinanden. Selvom Holtespillerne i midten af sættet fik rystet de værste nerver af sig og begyndte at bide fra sig i serv og angreb, var Brøndbys forspring dog så markant, at de kunne afgøre sættet komfortabelt med 25-18.

I andet sæt kom Holte bedre med fra start, selvom Brøndbys lumske svæveserver stadig voldte problemer for Holtemodtagningen. I midten af sættet begyndte Holte dog at trække fra og pludselig blev det Brøndbys tur til at stå på hælene. Bagud 15-21 tog Brøndbys Sille Slott Hansen dog sagen i egen hånd og leverede en imponerende servestime, der bragte Brøndby helt til 21-21. Det var nok til at tippe vægtskålen, og Brøndby lukkede sættet på deres anden sætbold i sættet med cifrene 26-24.

Tredje sæt blev en tæt affære, hvor begge hold leverede både flotte angreb og fantastisk forsvarsspil. Fra midten af sættet skruede Holte op for presset og kom foran med et par point, og det lignede en sikker Holte sætsejr. Brøndby var dog på ingen måde villige til at give sejren fra sig, og de kæmpede sig tilbage til 23-23. Holte bevarede dog roen og lukkede sættet 23-25. Holte fortsatte de gode takter ind i fjerde sæt, hvor de fra start smashede sig i front og dominerede sættet ud til 18-25.

Og dermed skulle kampen ud i femte sæt. Holte kom bedst fra start efter en række lange dueller med flotte redningsaktioner på begge sider af nettet. Men Brøndby gav ikke sådan op og kæmpede sig tilbage til 7-7. Ved sideskiftet satte Holte slutspurten i gang, anført af Sofia Lavin i servefeltet, som også fik lov til at afgøre sættet og dermed kampen med et servees.

Dermed kan Holte IF tjekke ind til deres 28. pokalfinale

Træner Sven-Erik Borch Lauridsen, om kampen:
Brøndby spillede virkelig godt fra start, og vi kæmpede med at finde vores egen spillestil og tage beslutningerne omkring hvad, vi skulle gøre. I midten af kampen får vi dog styr på Sofias (red. Bisgaard) angreb og det giver ro til vores eget spil. Herfra må man sige at vores anfører Nora Møllgaard tager holdet på sine skuldre og bærer os igennem mentalt resten af kampen. Man kunne godt mærke på holdet, at vi så gerne ville i den finale. Nu er vi der, og så må vi se hvad kampen i morgen bringer.”

Kampens topscorer: Sofia Nørager Bisgaard, Brøndby VK (34 point).

DSC 1467
2. Semifinale Herrer
ASV Elite – Gentofte Volley: 0-3 (19-25, 19-25, 12-25)
At Final 4 i år er rykket til Aarhus var i den grad til at se og høre, da fredagens tredje semifinale blev servet i gang. Tilskuerrækkerne var propfyldte med ASV Elite supportere, men Gentofte Volley havde bestemt også en fornem tilskuergruppe med til at skabe god energi i hallen. Hjemmebanefordelen var dog ikke nok for ASV Elite, som blev udspillet af et stærkt Gentoftemandskab.

Første sæt startede tæt, men Gentofte begyndte hurtigt at trække fra med et skarpt angrebsspil. ASV gav dog ikke op uden kamp, hvor Jonas Muff Pedersen i blokken fik taget brodden af de skarpe Gentofte-hug, og det jyske mandskab formåede at holde sig i tæt kontakt på pointtavlen. Mod slutningen af sættet viste Gentofte dog, hvorfor netop de ligger på en klar førsteplads i ligaen, og de lukkede sættet komfortabelt med sætscoren 19-25.

I andet sæt kom ASV Elite bedst fra start og lagde pres på Gentoftes modtagning. Ved 8-8 indhentede Gentofte det forsømte og holdene fulgtes tæt herfra. Igen viste Gentofte den ekstra skarphed mod slutningen af sættet, som de afsluttede med sætscoren 19-25. Tredje sæt stod der Gentofte på fra start til slut. Samtidig kæmpede ASV Elite med de personlige fejl, og Gentofte kunne lukke sættet og kampen ganske overbevisende med 12-25.

Dermed er Gentofte Volleys herrer i deres 12. pokalfinale.

Træner for Gentofte Volley, Dan Pawlikowski, om kampen:
”Vi har set rigtig meget frem til at spille dette opgør i en flot kulisse med mange tilskuere i Aarhus. ASV gav os kamp til stregen i de første to sæt, men vi formår at holde os skarpe og styre spillet hele vejen igennem. Nu ser vi frem til finalen i morgen, hvor vi kommer til at spille en kamp mod et hold med en helt anden spillestil end vores. Det bliver spændende.”

Kampens topscorer: Mads Møllgaard, Gentofte Volley (18 point)

DSC 1596

2. Semifinale Damer
ASV Elite – Gentofte Volley: 3-2 (21-25, 25-19, 25-21, 23-25, 15-11)
Fredagens sidste semifinale var en forventet gyser mellem ASV Elite og Gentofte Volley, der begge havde godt med trofaste tilskuere på tribunerne. Og gyser blev det, da vi atter skulle ud i hele fem sæt for at finde dagens sidste finalist. 

Kampen startede med Gentofte dominans, der viste skarphed og aggressivitet i angrebet stærkt anført af Charlene Johnsen. På ASVs side blev der, trods gode angreb, kæmpet med for mange modtagningsfejl og misforståelser, der gjorde Gentoftes forspring større, så de til sidste kunne lukke sættet 21-25.

I andet sæt kom ASV bedre fra start og lagde et stærkt servepres på Gentoftes modtagning, der havde svært ved at finde gode løsninger til angrebet. I slutningen af sættet begyndte Gentofte dog at genfinde rytmen, men ASVs forspring var for stort og jyderne kunne udligne med sætscoren 25-19. I tredje sæt svingede føringen lidt frem og tilbage mellem de to hold. Det jyske hold trak fra midt i sættet med et stabilt blokadespil. I slutningen øjnede Gentofte et lille come-back og sneg sig op på 21-20, men ASV stod imod presset og lukkede sættet 25-21. Fjerde sæt blev ført an af Gentofte, der igen viste skarphed i angrebet og serv. ASV blev dog ved med at hænge i, og ved 16-16 var der atter kontakt. Gentofte trak igen fra med et par point, blev hentet igen ved 21-21 og trak så fra en sidste gang til sætsejren 23-25.

Og således blev kampen til dagens tredje fem-sætter ud af fire mulige, men publikum klappede stadig taktfast videre for begge hold. Hos ASV gik Frederikke Stenholt Krogh atter forrest med en stribe gode angreb, der gav Aarhusianere en føring fra start. Gentofte kom hurtigt tilbage på 5-5 og herfra blev det en sand gyser, hvor de to hold fulgtes tæt. Til sidst var det dog ASV, der foran et brølende hjemmepublikum kunne lukke sættet og kampen 15-11.

Dermed er er ASV Elite i klubbens 7. pokalfinale (sidste gang var i 1990)

Træner for ASV Elite, Valport Ingi Karlsson, om kampen:
”Det var en rigtig god kamp fra vores side. Vi havde sat som mål at være aggressive hele tiden, og det synes jeg vi formåede i store dele af kampen. Vi spiller et enkelt, men effektivt spil, og det gave pote i dag. Og så kan vi heller ikke underkende betydningen af et fantastisk hjemmepublikum, der gav os de sidste procenter i dag.”

Kampens topscorer: Frederikke Stenholt Krogh, ASV Elite (30 point)
Ved Dansk Volleyball Award blev der traditionen tro uddelt en række priser til nogle af landets bedste volleyball- og beachvolleyspillere. Få her det fulde overblik over alle aftenens vindere:

ÅRETS DANSKE VOLLEYBALLSPILLER 2019

Paulina Hougaard-Jensen (M.O. Mougins, Frankrig)
Den lynhurtige centerspiller har igennem de sidste fire sæsoner været en bærende profil for sit college-hold. I denne sæson har Colorado State haft nogle af de bedste blokadestatistikker i hele USA, hvor Paulina i høj grad har været tungen på vægtskålen. Paulina afsluttede sin amerikanske uddannelse i å2019 og er nu rykket til M. O. Mougins, Frankrig, hvor hun slår sine folder i den bedste franske liga.

De øvrige nominerede var Trine Noer Kjelstrup (Vasas Obuda, Ungarn) og Mette Sallerup (Holte IF)

Simon Øster Ellegaard Andersen
Den stærke centerspiller har igen i sidste sæson haft en bærende rolle for sit college-hold, Long Beach, der i 2019 for andet år i træk vandt det amerikanske volleyballmesterskab. Samtidig blev Simon hædret med en plads på turneringens All-Tournament Team. Simon har også igen i 2019 været en stærk spiller på herrelandsholdet, hvor han var med til at sikre en delt tredjeplads i European Silver League.

De øvrige nominerede var Oskar Kjerstein Madsen (Spacers de Toulouse, Frankrig) og Nicolai Houmann (Gentofte Volley)

Dette års kandidater er blevet fundet på baggrund af indstillinger fra trænere i Volleyligaen og en endelig udvælgelse af Top Volley Danmark. De endelige vindere vil blive fundet ved en afstemning udsendt til alle danske spillere i Volleyligaen og i udlandet.

ÅRETS BEACHVOLLEYSPILLER 2019

Line Trans Hansen
Den nu tredobbelte danmarksmester har spillet en fremragende sæson i 2019, hvor hun i forsvaret altid er her, der og alle vegne. Også internationalt har Line markeret sig, senest med en sølvmedalje på World Touren. Line vandt også Årets Beachvolleyspiller i 2017 og 2018.

De øvrige nominerede var Berglind Gigja Jonsdottir og Sofia Nørager Bisgaard

Nicolai Houmann
Har i 2019 spillet sin hidtil bedste sæson i sandet, hvor han nok har været Tourens bedste blokadespiller. Ud over at have været på podiet ved stort set alle turneringer han har deltaget i, nappede han også DM-guldet med sin makker Jacob. 2019 blev ligeledes året hvor Nicolai fik international debut og en flot sølvmedalje på World Touren.

De øvrige nominerede var Jacob Cordua Stormly og Kristoffer Abell.

Dette års kandidater er blevet fundet på baggrund af en allerede afviklet afstemning som afslutning på årets tour. BeachTourGruppen nominerede flere mulige kandidater, og efterfølgende er det spillerne selv på Pepsi Max Beachvolley Tour 2019, der har stemt på deres favorit til at modtage hæderen.

ÅRETS MOST IMPROVED PÅ PEPSI MAX BEACHVOLLEY TOUR 2019

Freja Hvidtfeldt Foged
Freja har i 2019 bidt sig helt fast i eliterækken. På trods af lidt skiftende makkerskaber kvalificerede hun sig i 2019 til sit første DM. 2019 blev også året hvor hun for første gang kunne stille sig på podiet ved en Grand Slam, da hun i Kolding fik sølv.

De øvrige nominerede var Sara Stief og Frederikke Schade

Mikkel Hoff
Mikkel er et af de store unge talenter i Danmark. I 2019 kvalificerede han sig til sit første DM og fik en flot 5. Plads. Desuden deltog han i U22 EM hvilket resulterede i en 17. Plads.

De øvrige nominerede var Karl Anton Fuglsbjerg og Niels Heden Friis.

Dette års kandidater er blevet fundet på baggrund af en allerede afviklet afstemning som afslutning på årets tour. BeachTourGruppen nominerede flere mulige kandidater, og efterfølgende er det spillerne selv på Pepsi Max Beachvolley Tour 2019, der har stemt på deres favorit til at modtage hæderen.
lørdag, 22 februar 2020 19:52

Dorthe Buris Hoeg optaget i Hall of Fame

Volleyball Danmarks Hall of Fame fik lørdag aften et nyt medlem, da Dorthe Buris Hoeg blev præsenteret i den prestigefyldte klub under Dansk Volleyball Award

Dorthe Buris Hoeg – af mange nok mest kendt som Dorthe Larsen – har været en af de mest markante spillere i dansk volleyball og indehaveren af flest spillede A-landsholdskampe på damesiden. Nu kan hun tilføje endnu en titel på det ellers velpolerede volleyball-cv, nemlig titlen som medlem af dansk volleyballs Hall of Fame.

Dorthe Buris Hoeg er det 32. medlem af den eksklusive Hall of Fame, der består af nogle af de mest toneangivende spillere og trænere i dansk volleyball og beachvolley igennem tiderne. Herunder kan du læse motiveringen for Dorthes optagelse i Hall of Fame.

Dorthe Buris Hoeg
Aktiv spiller fra 1987-2007. Startede som pigespiller i VK Hjallese og fik debut i eliten i Fortuna Odense som ynglingespiller, hvorefter hun skiftede til DHG Volleyball. Blev udlandsprofessionel i 1999-2000 i Beyer Leverkusen, Tyskland, og returnerede derefter til DHG Volleyball, der vandt det danske mesterskab i 2001, 2002 og 2004, hvor hun ligeledes kom på årets hold adskillige gange. Var en markant spiller på det danske landshold fra 1996-2006, hvor hun også var anfører igennem flere år og indehaver af rekorden for flest spillede A-landskampe (131 kampe) . Vandt også DM-sølv i beachvolley med Pia Hove i 2000.

Klik her for at se alle medlemmer af dansk volleyballs Hall of Fame.

lørdag, 22 februar 2020 18:19

DHV Odense er A-sport.dk Årets Breddeklub

DHV Odense blev lørdag aften hædret med titlen som A-sport.dk Årets Breddeklub ved Dansk Volleyball Award.

Årets Breddeklub er en klub, der rummer det hele. DHV Odense er i rivende fremgang og har pt. hold indenfor Kids, Teen og alle ungdomsrækker på begge køn, alle divisionsrækker på begge køn, danmarksserien på begge køn, Mix Motion samt Motion 50+.

Det skyldes især, at klubben er blevet mere synlig i lokalområdet, da de er gået målrettet ind i skolen, hvor klubbens unge trænere har stået i spidsen for samarbejdet med bl.a. undervisning i idrætstimerne og skolestævner på de lokale skoler.

DHV Odense har også arbejdet målrettet med at skabe et sociale, rart og udviklende miljø for klubbens medlemmer med fællesskab på tværs af alle spillere, trænere og frivillige – et fællesskab, der er båret af tillid og tryghed. At bestyrelsens målsætning med en social klub er lykkes, giver sig også til udtryk i opbakningen til hjemmeholdene. I klubben kan der for eksempel komme over 100 mennesker og se en kamp med 2. division damer.

Klubben af drevet af en formand – Viktor Buch - der i den grad yder et særligt og hårdtarbejdende bidrag. Han er ekstremt vellidt blandt medlemmerne. Han nævnes som en, der går forrest i alt, hvad der laves i klubben - om det er opsætning af messehaller, spisearrangementer for alle klubbens medlemmer, at finde sponsorer så alle hold kan få nyt tøj eller at arrangere en fest efter en dag med fem hjemmekampe, så er det altid med formanden i godt humør og som arrangør.

Formanden og den øvrige bestyrelse forsøger at inspirere og inddrage den yngre del af klubbens medlemmer til at indgå i bestyrelse- og udvalgsarbejde, trænergerninger og fællesaktiviteter både i og uden for banen. Det ses som en stor styrke for klubben, der på den måde sikrer sig, at klubben kan udvikle sig på de unges præmisser og derved eksistere med fuldt blus mange år fremad.

Stort tillykke til DHV Odense med prisen som A-sport.dk Årets Breddeklub.
Side 4 ud af 24
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.