Hjemmesidebanner
Ci Eshel

Ci Eshel

søndag, 22 december 2019 11:43

Volleyball Danmark søger direktør

Brænder du for at arbejde i en organisation, hvor alle har en passion for det, de arbejder med? Har du den viden og de erfaringer, der skal til for at være leder i en politisk styret organisation, hvor der er både ansatte og frivillige? Har du blik for idrættens kommercielle potentiale og er du i stand til at udvikle og sælge et brand? Så er du måske den nye direktør, der skal stå i spidsen for udvikling af volleyball og beachvolley i Volleyball Danmark.

Volleyball Danmark er godt i gang med at genoprette forbundets økonomi og økonomistyring, og vi søger derfor en direktør, som har fokus på økonomistyring og på at styrke Volleyball Danmarks indtægter blandt andet ved at understøtte klubbernes arbejde med at rekruttere nye medlemmer, og ved at skabe et brand, som har kommerciel værdi for fremtidige samarbejdspartnere.

Dine hovedopgaver bliver at:

• Være leder af personalegruppen på ca. 15 medarbejdere (12 årsværk)
• Sikre udvikling af såvel elite- som breddedelen af Volleyball Danmark
• Være garant for implementeringen af Volleyball Danmarks visioner og værdier i det daglige arbejde
• Være garant for at budgetterne overholdes
• Være den centrale drivkraft i Volleyball Danmarks ambition om at etablere stærke samarbejder med kommercielle partnere
• Understøtte initiativer til at sikre medlemsfremgang i de enkelte klubber og samlet set på landsplan
• Lede samarbejdet med Volleyball Danmarks bestyrelse, kredse og politiske udvalg
• Indgå i forskellige samarbejder med DIF, Team Danmark og DGI, andre specialforbund og internationale samarbejdspartnere.

I Volleyball Danmark skal du derudover lede arbejdet på bl.a. følgende områder:
• Udvikling for og sammenhæng mellem alle dele af Volleyball Danmark
• Udvikling af servicen til klubberne
• Udvikling og gennemførelse af projekter i den sportslige afdeling - fx skoleprojekter, landskampe, pokal- og mesterskabsslutspil
• Turneringstilrettelæggelse og afvikling
• Udvikling af arbejdet med de største volleyballtalenter

Hvem er du?
• Du er en udadvendt, dynamisk og tydelig leder, der har modet til at træffe de nødvendige beslutninger, der skal til for at nå opstillede mål.
• Du er god til at lytte og forstår at lave de kompromisser, der skal til for at skabe sammenhængskraft imellem alle dele af Volleyball Danmark.
• Du kan dokumentere en grundlæggende økonomisk forståelse og gerne en økonomisk forståelse og erfaring fra en politisk styret organisation
• Du har en relevant uddannelsesmæssig og idrætslig baggrund.
• Du har erfaring med ledelse i eller uden for idrættens verden.
• Du er dygtig til at kommunikere med såvel interne som eksterne samarbejdspartnere.
• Du er en dygtig projektleder, der har overblik samtidig med, at du har blik for det operationelle niveau.
• Du taler og skriver engelsk.

Hvad kan vi tilbyde?
• En spændende mulighed for at præge udviklingen af en dynamisk arbejdsplads og af volleyball i Danmark
• En udfordrende lederstilling, med fokus på personaleledelse, projektledelse, og salg og marketing
• Gode oplevelser i forbindelse med ledelse og drift af diverse sportslige events både nationalt og internationalt
• En hverdag, der ofte er hektisk, men præget af godt humør og engagerede kolleger.

Arbejdssted: 
Din daglige arbejdsplads vil være i Idrættens Hus i Brøndby.

Ansøgning:  
• Ansøgning samt CV sendes til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
• Ansøgningsfristen er tirsdag den 7. januar 2020 kl. 12:00.
• Første samtalerunde forventes afholdt i uge 3.
• Anden samtalerunde forventes afholdt i uge 5.
• Tiltrædelse forventes at være 1. marts 2020.

Kontakt formand for bestyrelsen i Volleyball Danmark Mads Olsen på telefon 23397007 eller på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.,  hvis du vil vide mere om jobbet.

Se stillingsopslaget i PDF her
Med støtte fra Nordea-fonden i ryggen, påbegynder Volleyball Danmark fra starten af 2020 et nyt projekt kaldet ”Ramasjang Volley”, der er målrettet de 3-6-årige børn i daginstitutionerne.

Med Ramasjang Volley ønsker Volleyball Danmark at skabe glæde ved bevægelse gennem boldleg i daginstitutionerne og dermed sætte fokus på at styrke børnenes motorik allerede fra 3-års alderen. Ramasjang Volley er bygget op omkring de samme værdier som Kidsvolley, og har til hovedformål at give børnene en masse succesoplevelser med en boldleg skabt på børnenes præmisser, hvor der er plads til alle og samarbejdet med hinanden er vigtigt.
Helt konkret vil en konsulent besøge de deltagende daginstitutioner for at introducere pædagoger og medhjælpere for Ramasjang Volley. Daginstitutionerne vil modtage nogle redskaber og materialepakker med instruktionsmateriale, der gør, at pædagogerne efter forløbet vil kunne lege videre med konceptet og støtte børnenes motoriske udvikling.

”Gennem vores Bevæg dig for Livet projekt, så vi, at der ligger et stort uforløst potentiale for volleyball i den helt unge aldersgruppe. Med Ramasjang Volley ønsker vi at give daginstitutionerne flere redskaber til at stimulere børnenes motoriske udvikling, så vi fra en tidlig alder kan være med til at præge dem til en sund og aktiv livsstil. Det handler naturligvis ikke så meget om at udvikle sig teknisk, men mere at have det sjovt og få brugt sin krop på forskellige måder.” forklarer udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl.

Ramasjang Volley er et projekt støttet af Nordea-fonden, som har bidraget med 1,85 millioner kr. til projektet, der i første omgang kommer til at løbe 2,5 år startende fra det nye år. 10.000 børn i ca. 150 daginstitutioner fra 15-20 kommuner fordelt i hele landet vil blive involveret i projektet.

"Små børn skal så tidligt som muligt opleve glæden ved at bevæge sig, og det er Ramasjang Volley et godt bud på. Det er også godt og vigtigt at projektet bygger bro mellem lokale institutioner og volleyball-klubber, som tilbyder familievolley, så børn og forældre sammen kan udvikle gode og sunde idrætsvaner", siger Henrik Lehmann Anders, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Ramasjang Familievolley - et nyt klubtilbud
Samtidig med aktiviteterne i daginstitutionerne vil der nemlig blive mulighed for, at volleyballklubber kobles på projektet i et samarbejde med en eller flere af de lokale daginstitutioner – og dermed skaber en åben dør for rekruttering af nye medlemmer.

”Vi vil med Ramasjang Volley også gerne etablere et nyt familietilbud indenfor volleyball ude i klubberne. Derfor vil vi gerne have klubber med i samarbejdet, der har lyst til at starte Ramasjang Familievolley op hos dem for at tilbyde familier en god oplevelse sammen.” forklarer Christina Attrup Juhl.

”Andre sportsgrene har etableret lignende familiekoncepter med stor succes, f.eks. i tennis og badminton, hvor klubberne har fået mange nye medlemmer og åbnet klubben op for en helt ny målgruppe. Med Ramasjang Familievolley håber vi, at vi sammen med klubberne kan skabe en helt ny rekrutteringsbase og skabe endnu flere medlemmer i klubberne.” afslutter hun.
tirsdag, 26 november 2019 12:47

Optakt uge 48: Generalprøve og TV-kamp

Uge 48 bliver en travl uge i Volleyligaen med hele 14 kampe på programmet. Med ugens kampe er vi halvvejs i grundspillet, og holdene kæmper for at få de vigtige point med sig ind i anden halvdel. Se hvem, der møder hvem og læs mere om ugens udvalgte kampe her:

KAMPPROGRAM – Volleyliga uge 48

Damer:
30.11.19 – 14:00: Brøndby VK – VK Vestsjælland

30.11.19 – 15:00: Fortuna Odense Volley – ASV Elite

Ugens udvalgte: Volleyligaens nuværende 5’er, ASV Elite, krydser klinger med ligaens 7’er, Fortuna Odense Volley i hvad, der bliver en generalprøve på en kommende pokaldyst. De to hold har nemlig netop trukket hinanden i kvartfinalen i Landspokalturneringen, så foruden de vigtige point til Volleyligaens tabel, kæmpes der på lørdag også om det mentale forspring til når de to hold møder hinanden igen i pokalen.

30.11.19 – 15:00: Team Køge Volley – Holte IF
30.11.19 – 17:00: Gentofte Volley – Frederiksberg Volley

Følg damernes Volleyliga her

Herrer:
26.11.19 – 19:00: Amager VK – Hvidovre VK

26.11.19 – 19:30: VK Vestsjælland – Boldklubben Marienlyst
27.11.19 – 20:00: Nordenskov UIF – ASV Elite
28.11.19 – 19:00: Ishøj Volley – Gentofte Volley
28.11.19 – 20:15: Middelfart VK – Aalborg Volleyball (Vises på Volley TV)

Ugens udvalgte: Mange vil nok tildele Middelfart VK - ligaens nr. 3 - favoritværdigheden, når de torsdag aften spiller mod ligaens 8’er, Aalborg Volleyball, på deres hjemmebane i Lillebæltshallen. Aalborg Volleyball kommer dog med en stor portion selvtillid i bagagen i form af en sejr i Volleyligaen over Hvidovre VK, efterfulgt af en sejr i Landspokalturneringen, hvor de slog VK Vestsjælland ud af 1/8-finalen. Om nordjyderne har nok momentum i spillet til at presse fynboerne i deres egen hule bliver spændende at følge. Kampen vises på Volley TV.

30.11.19 – 15:00: Gentofte Volley – Amager VK
30.11.19 – 16:00: Aalborg Volleyball – Nordenskov UIF
30.11.19 – 17:00: Boldklubben Marienlyst – ASV Elite
01.12.19 – 15:00: Hvidovre VK – VK Vestsjælland
01.12.19 – 16:00: Ishøj Volley – Middelfart VK

Følg herrernes Volleyliga her
Efter en LIVE lodtrækning på Volleyball Danmarks Facebookside tirsdag formiddag står det nu klart hvilke hold, der skal møde hinanden i kvartfinalerne i Landspokalturneringen. Få det fulde overblik her: 

Kvartfinaler Landspokalturneringen, kvinder (hjemmebaneholdet står først) 
  • Amager VK (1. Division) – Holte IF
  • ASV Elite – Fortuna Odense Volley
  • VK Vestsjælland – Brøndby VK
  • Gentofte Volley – Team Køge Volley 
Kvartfinaler Landspokalturneringen, herrer (hjemmebaneholdet står først)
  • Hvidovre VK – Nordenskov UIF
  • Ishøj Volley – Boldklubben Marienlyst
  • ASV Elite – Aalborg Volleyball
  • Gentofte Volley 2 (1.Division) – Gentofte Volley (Volleyligaen)*
*En klub kan ikke have to hold med videre i semifinalerne, hvorfor de to Gentoftehold skal møde hinanden i kvartfinalerne.

Se eller gense lodtrækningen her.

Vejen til Pokalen

¼-finalerne bliver spillet i perioden 20.-26. januar 2020. Følg med på Volleyball Danmarks hjemmeside for det endelige kampprogram.

Herefter venter der den 21.-22. februar et brag af en Final Four turnering – denne gang i Aarhus, hvor ASV Volleyball bliver værter for den prestigefyldte turnering og efterfølgende Dansk Volleyball Award. Mere information om program og billetter følger snarest.
mandag, 25 november 2019 09:59

Volleyliga og Landspokalresultater: Uge 47

Uge 47 bød på ni spændende kampe i Volleyligaen, der nu snart er halvvejs inde i grundspillet. Samtidig blev ugen tilsat lidt ekstra krydderi i form af de sidste 1/8-finaler i Landspokalturneringen. Få her overblikket over sidste uges resultater og kampenes mest scorende spillere.

Volleyligaen Damer:
Brøndby VK – ASV Elite: 3-0 (25-17, 25-17, 25-22)

Kampens topscorer: Sofia Nørager Bisgaard, Brøndby VK (18 point)

Gentofte Volley – Fortuna Odense Volley: 3-0 (25-19, 25-23, 25-10)
Kampens topscorer: Charlene Johnsen, Gentofte Volley (23 point)

VK Vestsjælland – Frederiksberg Volley: 3-1 (25-21, 25-23, 23-25, 25-21)
Kampens topscorer: Sarah Cornier Frederiksen, Frederiksberg Volley (20 point)

Holte IF – ASV Elite: 3-0 (25-11, 25-17, 25-14)
Kampens topscorer: Amalie Lachenmeier, Holte IF og Frederikke Stenholt Krogh, ASV Elite (10 point)

Volleyligaen Herrer:
VK Vestsjælland – Ishøj Volley: 3-0 (25-20, 25-18, 25-20)
Kampens topscorer: Kalle Kjerstein Madsen, VK Vestsjælland (17 point)

Middelfart VK – ASV Elite: 3-0 (25-22, 25-21, 25-22)
Kampens topscorer: Sigurd Neltoft Varming, Middelfart VK (18 point)

Gentofte Volley – Boldklubben Marienlyst: 3-1 (25-19, 25-21, 18-25, 26-24)
Kampens topscorer: Kristoffer Abell, Boldklubben Marienlyst (25 point)

Aalborg Volleyball – Hvidovre VK: 3-2 (21-15, 28-26, 26-24, 24-26, 15-9)
Kampens topscorer: Steen Lyngø Sørensen, Hvidovre VK (24 point)

Nordenskov UIF – Amager VK: 3-0 (25-13, 25-22, 25-15)
Kampens topscorer: Malachi Murch, Nordenskov UIF (16 point)

1/8-finaler Landspokalen, Damer:

Frederiksberg Volley – Fortuna Odense Volley: 0-3 (12-25, 12-25, 17-25)

Aalborg Volleyball – VK Vestsjælland: 0-3 (14-25, 20-25, 15-25)

1/8-finaler Landspokalen, Herrer:
ASV Aarhus 4 – Boldklubben Marienlyst: 0-3 (17-25, 21-25, 13-25)

Ikast KFUM – Ishøj Volley: 0-3 (17-25, 20-25, 10-25)

VK Vestsjælland – Aalborg Volleyball: 1-3 (24-26, 28-26, 24-26, 24-26)
Da Volley Week for to måneder siden løb af stablen, var 40 klubber rundt omkring i landet med til at åbne dørene op og introducere volleyball til en masse besøgende – og det gav pote i klubbernes medlemsregistrering, da 1 ud af 3 nye besøgende blev til et nyt klubmedlem.  

Tallene fra evalueringsundersøgelsen blandt arrangørklubberne for Volley Week 2019 taler et tydeligt sprog; Volley Week skaber nye medlemmer! I de 40 deltagende klubber var der i alt 1432 besøgende, hvoraf 320 var helt nye i klubberne. Ud af disse 320 nye besøgende blev 112 personer til registrerede klubmedlemmer. Det svarer til, at 34% - eller ca. 1 ud 3 - nye besøgende rent faktisk også blev til medlemmer.

”Vi ser helt klart en positiv effekt af klubbernes indsats til Volley Week. Det er tankevækkende, at når vi først får tiltrukket personer til at komme ind i hallen, så bliver 34% faktisk til medlemmer uden en særlig stor indsats andet end en introduktion til sporten. Så det handler i høj grad om at lave et tillokkende arrangement. Her er det tydeligt, at de klubber, der ikke kun åbner dørene op til en almindelig træningsaften, men rent faktisk laver et specifikt arrangement, også får flere medlemmer i sidste ende.” forklarer Sebastian Mikelsons, projektleder i Bevæg dig for livet – Volleyball og Beachvolley.

Det er andet år i træk, at Volley Week afvikles som en del af Bevæg dig for Livet visionen etableret af DIF og DGI. Sammenlignet med sidste år, var der færre deltagende klubber, dog uden at det har påvirket tilstrømningen af nye medlemmer.

”Hvor vi sidste år havde 59 deltagende klubber, der i alt fik 101 nye medlemmer, fik vi jo flere medlemmer på færre klubber i år. Vi, og klubberne, er blevet klogere på hvilke initiativer, der virker, og hvordan Volley Week kan skabe værdi med Åbent hus-arrangementer som disse. Det glæder vi os til at kunne bygge på fremadrettet og forhåbentlig få endnu flere klubber til at deltage aktivt til næste år.” Afslutter Sebastian Mikelsons.

Volleyball Danmarks samarbejde med DIF og DGI omkring Bevæg dig for livet – Volleyball og Beachvolley afsluttes pr. 1. januar 2020. Grundet den store medlemssucces har Volleyball Danmark dog valgt at fortsætte Volley Week i 2020. Mere information om dette følger i de nye år. Indtil da, har Sebastian Mikelsons her 3 gode råd til hvordan din klub kan promovere et Åbent-Hus-arrangement.

Sebastians 3 gode råd til at skabe opmærksomhed omkring et Åbent-Hus-arrangement:
  • Opfordre alle eksisterende medlemmer til at invitere venner og familie med
  • Lav en pressemeddelelse eller annonce til lokalavisen
  • Lav en Facebookbegivenhed og få medlemmer til at dele denne i deres netværk. 
onsdag, 20 november 2019 14:26

Volleyligaen: Optakt uge 47

Vi er snart halvvejs i Volleyligaens grundspil, og der begynder at tegne sig et billede af holdenes placering – men meget kan nå at ske endnu! Uge 47 byder på ni kampe i Volleyligaen – se hvem der skal i aktion lige her og læs mere om ugens udvalgte:

KAMPPROGRAM – Volleyliga uge 47

Damer:
23.11.19 – 14:00: Brøndby VK – ASV Elite

23.11.19 – 17:00: Gentofte Volley – Fortuna Odense Volley
24.11.19 – 12:00: VK Vestsjælland – Frederiksberg Volley

Ligaens bundhold, Frederiksberg Volley, har stadig en sejr til gode i denne sæson, selvom det har været lige ved og næsten i deres kamp mod Fortuna Odense Volley. Deres modstandere i ugens kamp er VK Vestsjælland (pt. nr. 6), der til gengæld har en sejr på kontoen over netop Fortuna. Det bliver spændende at se, hvordan magtbalancen er mellem de to hold, der skal kæmpe om vigtige rangeringspoint for at få de bedste mulige forudsætninger i kvartfinalen.

24.11.19 – 14:00: Holte IF – ASV Elite

Følg damernes Volleyliga her

Herrer:
21.11.19 – 19:15: VK Vestsjælland – Ishøj Volley

23.11.19 – 14:00: Middelfart VK – ASV Elite

Ligaens nuværende tredjeplads, Middelfart VK, møder fjerdepladsen, ASV Elite. Begge hold har i den forgangne weekend spillet 1/8-finaler i Landspokalturneringen, hvor ASV Elite sikrede sig en billet videre, mens Middelfart VK noget overraskende røg ud af turneringen. Nu kan Middelfart VK til gengæld fokusere 100% på Volleyligaen, og det bliver spændende at se, om de rejser sig i kampen mod ASV Elite.

23.11.19 – 15:00: Gentofte Volley – Boldklubben Marienlyst
23.11.19 – 16:00: Aalborg Volleyball – Hvidovre VK
24.11.19 – 18:00: Nordenskov UIF – Amager VK

Følg herrernes Volleyliga her
600 volleyglade ungdomsspillere deltog i rekordstort Molten Cup

Der har været godt gang i de vestsjællandske haller i weekenden. 600 ungdomsspillere fordelt på 69 hold gav den fuld gas i årets største ungdomsstævne, Molten Cup, som afvikles af VK Vestsjælland.

Ikke mindre end fem haller i Slagelse, Korsør og Vemmelev har været i brug for at give de ca. 700 spillere og trænere en god oplevelse både på og uden for banen. Det kræver nemlig rigeligt med plads, et grundigt fodarbejde og en stor flok frivillige at afvikle et stævne med så mange deltagere. Det kan de skrive under på i VK Vestsjælland:

"At være en del af sådan et kæmpe arrangement er super sjovt og utroligt givende. Heldigvis møder mange af de frivillige op år efter år, men glæden over at se mange nye medlemmer i klubben tage del i ansvaret til Molten Cup, er meget motiverende. Det gør mig stolt, at vi kan mønstre omkring 100 frivillige og give vores deltagere en god oplevelse.” siger Flemming Christensen, VK Vestsjælland og hovedansvarlig for Molten Cup.
 
Noget tyder på, at VK Vestsjælland godt kan vænne sig til de mange deltagere. Da stævnet startede i 2008, var der nemlig 40 hold, der deltog og tre haller i brug. I weekenden, stævnets 12. år, var der altså 69 hold og fem haller i brug, heriblandt volleyball landsholdenes hjemmebane i Spar Nord Arena. De mange deltagere gør også Molten Cup til årets største ungdomsstævne i volleyball.

Ud over hold fra mange forskellige danske klubber, besøgte de to hollandske klubber, Utrecht og Taurus Houten, også stævnet for tredje år i streg. Weekenden bød på mange spændende kampe og fantastiske dueller, og til sidst blev følgende vindere fundet:

- DU18/21: ASV/Lyseng (9 hold)
- HU18/21: VK Vestsjælland (11 hold)
- HU16: Farum-Holte (14 hold)
- DU16: Farum-Holte (16 hold)
- HU14: DHV Odense (7 hold)
- DU14: Lyngby-Gladsaxe (12 hold)

TV2 Øst har lavet dette indslag om turneringen:



Molten Cup afvikles d. 14.-15. november igen i 2020.
mandag, 18 november 2019 20:05

Brøndby VK er nordeuropæiske mestre

Brøndby VK gik hele vejen og tog guldet og mesterskabstitlen i weekendens nordiske klubturnering, NEVZA Club Championship, der blev afviklet i engelske Egham.

Seks hold fra henholdsvis Danmark, Norge og England deltog i weekenden i det årlige NEVZA Club Championship (NCC) mesterskab, hvor klubber fra de nordiske lande har muligheden for at prøve kræfter mod hinanden. I år blev turneringen afviklet i Egham tæt på London med klubben Polonia SideOut London som værter.

Danmark var repræsenteret af to hold, Team Køge Volley og Brøndby VK, som begge kom videre til semifinalerne fra puljespillet som 2’ere i deres pulje. I semifinalen tabte Team Køge Volley til værtsklubben Polonia SideOut Volley, mens Brøndby VK vandt overbevisende over ToppVolley Norge.

Både bronzekampen og finalen blev to yderst spændende opgør. Team Køge trak det korteste strå i bronzekampen, og måtte vinke farvel til medaljer i de sidste afgørende bolde af femte sæt. I finalkampen lagde Brøndby VK bedst ud i første sæt, men tabte derefter klart de næste to sæt. Herefter fik Brøndby dog justeret spillet, og afsluttede de sidste to sæt ganske overbevisende.

”Vi møder et stærkt hold i finalen, som vi jo tabte til i den indledende puljekamp. Holdet har en del polske spillere, men også spillere fra Italien og Rusland, og især deres russiske kantangriber gav os problemer i vores første opgør.” forklarer Steen Spangen, formand i Brøndby VK.

”I finalen formår vi dog at finde et helt andet servepres frem, og især vores amerikaner, Jaime Kosiorek, får Polonias modtagning i knæ med sin hårde springserv, og hun afgjorde da også et meget tæt første sæt med et servees. Herefter dominerer Polonia i de næste to sæt, og vi laver for mange fejlslag på vores side. Igen kommer Jaimes serv os til undsætning, og vi får en god start på fjerde sæt med en servestime fra hende, som gav os momentum i kampen. Det formår vi at holde kampen ud, og meget symptomatisk for kampen, fik Jaime også lov til at sætte punktum for kampen med et servees i femte sæt.” forklarer han.

”Vi er selvfølgelig meget lykkelige for guldet, især efter en sindssygt spændende finalekamp med masser af volleyball på høj plan. Vi er glade for oplevelsen og mesterskabstitlen og er nu klar til at fokusere på Volleyligaen igen." afslutter Steen Spangen. 

Ud over guldmedaljerne og NCC-mesterskabspokalen fik Brøndby VK også æren af at have turneringens MVP på holdkortet, da Sofia Nørager Bisgaard blev hædret med den fornemme titel.

NCC Finale: Polonia SideOut – Brøndby VK
2-3 (23-25, 25-15, 25-12, 18-25, 9-15).

Slutresultat:
1. Brøndby VK (DEN)
2. Polonia SideOut Volley (ENG)
3. ToppVolley Norge (NOR)
4. Team Køge Volley (DEN)
5. Randaberg Volleyballklubb (NOR)
6. Oslo Volley (NOR)
mandag, 18 november 2019 09:28

Volleyliga og Landspokalresultater: Uge 46

Uge 46 var en stille uge i Volleyligaen med kun tre kampe på programmet. Til gengæld blev ugen tilsat lidt ekstra spænding i form af de første 1/8-finaler i Landspokalen. Få her overblikket over sidste uges resultater og kampenes mest scorende spillere.

Volleyligaen Damer:
Gentofte Volley – VK Vestsjælland: 3-1 (19-25, 25-17, 25-17, 25-17)

Kampens topscorer: Charlene Johnsen, Gentofte Volley (25 point)

Volleyligaen Herrer:
Gentofte Volley – VK Vestsjælland: 3-0 (25-12, 25-15, 25-18)

Kampens topscorer: Ulrik Dahl, Gentofte Volley (15 point)

Aalborg Volleyball – Ishøj Volley: 1-3 (21-25, 25-20, 22-25, 20-25)
Kampens topscorer: Patrick H. Jørgensen, Aalborg Volleyball (22 point)

1/8-finaler Landspokalen, Damer:
Amager VK – Ikast KFUM: 3-0 (25-14, 25-15, 25-9)

DTU Volley – Team Køge Volley: 0-3 (16-25, 13-25, 15-25)

Nordenskov UIF – Gentofte Volley: 0-3 (6-25, 9-25, 19-25)

1/8-finaler Landspokalen, Herrer
Gentofte Volley 2 – Middelfart VK: 3-2 (16-25, 25-19, 25-23, 16-25, 15-9)

DTU Volley – Nordenskov UIF: 1-3 (25-23, 15-25, 14-25, 21-25)

ASV Elite – Amager VK: 3-1 (25-20, 26-24, 29-31, 25-21)
Side 11 ud af 24
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.