Hjemmesidebanner
tirsdag, 12 maj 2020 09:20

OPDATERING: Aflysninger, ændringer og tiltag i Volleyball Danmark grundet Covid-19

Written by
Covid-19 har, ligesom hos mange andre, betydet store ændringer for aktiviteter og driften i Volleyball Danmark. Få her en opdatering på Volleyball Danmarks seneste beslutninger og tiltag. 
(opdateres løbende)

Opdatering 19.05 - Sommer Camp i Ikast 
Volleyball Danmark afventer udmeldinger fra sundhedsmyndighederne og fra DIF i forhold til afvikling af en camp med overnatning, og retningslinjerne herfor, ligesom der også afventes de opdaterede retningslinjer for indendørs idræt efter den 8. juni 2020. Som retningslinjerne er nu, kan Sommercampen desværre ikke gennemføres, men vi håber de opdaterede retningslinjer efter 8. juni giver mulighed for det.


Så snart der kommer opdaterede retningslinjer, vil Volleyball Danmark komme med en opdatering i forhold til, om campen gennemføres eller ej, og hvis den gør, i hvilken form den i givet fald kan gennemføres i. Det ligger dog allerede nu klart, at det ikke er muligt at flytte campen til august måned, så hvis sommercampen kan gennemføres, bliver det i givet fald i uge 27.


Opdatering 12.05 - Beachvolleyens Dag aflyses 

Beachvolleyens Dag skulle have været afviklet lørdag d. 6. juni, men eftersom forsamlingsforbuddet på max 10 personer gælder i hvert fald indtil d. 8. juni, er det vurderet, at det ikke giver mening at afvikle Beachvolleyens Dag for i år. Volleyball Danmark er meget glade for, at mange klubber igen i år havde tilmeldt sig som arrangører for Beachvolleyens Dag og håber, at alle vil være med, når vi forhåbentlig kan afvikle Volley Week i uge 39 (21.-27. september).

Opdatering 12.05 - Ændringer i Pepsi Max Beachvolley Tour 
Volleyball Danmark har løbende fulgt den uvante og triste situation det danske samfund pt. er i, og har hele tiden håbet på, at de lempelser, der er blevet mulighed for at indføre fra myndighedernes side, har kunnet hjælpe os i bestræbelserne på at kunne afvikle Pepsi MAX Beachvolley Tour på fornuftig vis.

Desværre har de seneste udmeldinger fra Statsministeriet og myndighederne i forbindelse med genåbningen af Danmark ikke lempet tilstrækkeligt på forsamlingsforbuddet til, at Pepsi MAX Beachvolley Tour kan afvikles som planlagt, og derfor er følgende ændringer for afviklingen af Pepsi MAX Beachvolley Tour 2020 besluttet:

Turneringer aflyst frem til 8. juni
Alle turneringer er aflyst frem til 8. juni: Det nuværende forsamlingsforbud på 10 personer sammenholdt med kravet til 1-2 meters afstand (det er stadig uklart, hvad der gælder for idrætsudøvelse) gør, at beachvolley endnu ikke kan spilles i en oprindelig konkurrenceform. Derfor aflyses alle stævner frem til den 8. juni.

De store stævner på strandene bliver ikke afholdt i 2020
Turneringer på strandene med det vante store sponsor set-up vil ikke blive afviklet for Touren 2020. Dette er for at tage hensyn til myndighedernes retningslinjer for blandt andet store forsamlinger og afstand, som vil være svært at håndhæve på strandene.

Sponsorerne
På den positive side har vi heldigvis kunnet indgå en aftale med Pepsi MAX om, at deres sponsorat for 2020 udskydes til 2021. Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Pepsi i denne vanskelige situation har valgt at fortsætte som sponsor i 2021. Volleyball Danmark er i dialog med de øvrige sponsorer for at kunne lave tilsvarende aftaler.

Mulighederne efter den 8. juni
Det er endnu uvist, om Pepsi MAX Beachvolley Tour 2020 kan blive afviklet i en anden form efter den 8. juni. Dertil afventes myndighedernes retningslinjer gældende for blandt andet forsamlinger, afstand og udøvelse af idræt. Volleyball Danmark er igennem DIF og DGI i tæt dialog omkring retningslinjerne og mulighederne for beachvolley.

Volleyball Danmarks BeachTourGruppe og arrangørklubberne er i gang med at planlægge, hvordan rammerne for turneringerne kan se ud, såfremt beachvolley kan spilles i konkurrenceform efter den 8. juni.
Vi håber meget at kunne tilbyde nogle gode turneringer på klubanlæggene og give de bedste muligheder i den nuværende situation – indenfor de retningslinjer, der bliver for konkurrenceidræt.

Bliver det ikke muligt at starte med turneringer efter 8. juni, må vi se på, om det bliver muligt på et senere tidspunkt. Vi forsøger at holde alle muligheder åbne, så der forhåbentlig kan afvikles turneringer på Pepsi MAX Beachvolley Tour i 2020 – velvidende, at det selvfølgelig er frustrerende for både spillere og arrangører at være i denne uvisse situation.

Arrangørerne har, som altid, været åbne og positive, og er klar til at afvikle turneringer, hvordan de nu end kommer til at se ud.


Opdatering 04.05 – DIF og DGIs coronahjælpepulje er åben for ansøgninger
Idrætsforeninger kan fra den 1.-15. maj søge om midler fra DIF og DGI's corona-hjælpepulje, som er etableret for at yde ekstraordinære tilskud til lokale idrætsforeninger for at afbøde de økonomiske konsekvenser som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

Der kan bl.a. søges tilskud til dækning af:
• Afholdte udgifter til halleje og forplejning til mindre arrangementer (maks. 350 deltagere), der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.
• Tabte nettoindtægter fra medlemsindbetalinger (kontingent eller køb af specifikke træningstilbud) som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.
• Tabte nettoindtægter fra foreningsarbejde på festivaler, markeder og øvrige arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.
• Tabte nettoindtægter fra egne arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.
• Tabte sponsorindtægter som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

Læs mere om coronahjælpepuljen, retningslinjerne for ansøgninger og ansøgningsprocedure her.
For sparring omkring ansøgninger til coronahjælpepuljen, kan klubber kontakte Jesper Jørgensen på
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


Opdatering 30.04Ungdoms DM’er aflyses – nye aldersgrænser for ungdom implementeres

Volleyball Danmarks bestyrelse har efter længere overvejelser besluttet at aflyse alle ungdoms DM’er for sæsonen 2019/20. 

Ungdoms DM’erne, der normalt bliver afviklet i april og maj måned, har indtil videre været udskudt, mens mulighederne for en senere afvikling af disse i september har været undersøgt.

Alle aktuelle ungdomsklubber, som allerede har kvalificeret sig eller havde muligheden for at kvalificere sig til et DM, samt kredsene er blevet spurgt til deres præferencer, som har dannet grundlaget for beslutningen. 

Med en aflysning af Ungdoms DM’erne ønsker Volleyball Danmark at give klubberne mulighed for at prioritere forberedelserne til den kommende indendørs sæsonstart, som vi forhåbentlig kan begynde på i august, og dermed sætte fokus på fremadrettet udvikling frem for en ”uafklaret” sæson med potentielle ”gamle” holdkonstellationer. Samtidig kan det forventes, at september måned efter en forhåbentlig genåbning af Danmark vil blive fyldt godt op med diverse udsatte arrangementer – både indenfor volleyball men også ift. skole, private arrangementer, mm. 

Volleyball Danmarks bestyrelse har sammen med aflysningen af denne sæsons ungdoms DM’er valgt at gennemføre en 1-årig forsøgsordning med nye aldersgrænser for U-DM’erne gældende fra august 2020. De nye aldersgrænser bliver: U15, U17, U19 og U22.

De nye aldersgrænser skal hjælpe de nuværende hold, der havde kvalificeret sig eller havde muligheden for at kvalificere sig til et U-DM i sæson 19/20, da de således får et år mere at kunne spille sammen i frem mod et U-DM i foråret 2021. 

En ændring i aldersgrænserne har gennem længere tid været drøftet i Volleyball Danmarks administration, hvorfor der i starten af 2020 blev sat en undersøgelse i gang ift. andre nordiske lande og andre sportsgrene, der ligner vores. De nye aldersgrænser er besluttet ud fra følgende: 

  • Konkurrencefokus reduceres for de yngste: I mange andre lande og sportsgrene fjerner man fokus på resultater for de yngste aldersgrupper, da det giver ro til at fokusere på udvikling. Ved at flytte aldersgrænsen for det første DM fra U14 til U15 får spillerne et ekstra år at modnes i før, der bliver fokuseret på præstation i højere grad. Det kan være med til at fastholde de yngre årgange, hvor den fysiske og mentale udvikling hos den enkelte spiller kan variere meget.
  • Mulighed for flere hold til kvalifikationerne fra efterskoleklubber: Ved at flytte aldersgrænsen til U17, kan efterskolehold bestå af elever i både 9. og 10. klasse. Det kan derfor blive attraktivt for efterskoler at etablere sig som klub og derved danne hold, der deltager i kvalifikationsturneringerne til DM. På den lange bane vil det give flere spillere og medlemmer.
  • Et ekstra år med ungdom: Ved at skubbe den øvre aldersgrænse til U22, får de mange unge spillere der allerede spiller senior, en forlænget mulighed for også at spille deres sport med og mod egen aldersgruppe. Det kan være en stor motivationskilde for de spillere, der ellers kun begår sig i seniorrækkerne.
Ved spørgsmål til de ændrede aldersgrænser kontaktes udviklingschef Christina Attrup Juhl på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Opdatering 24.04 – Udmelding fra CEV

CEV offentliggjorde den 23.04 en nyhed omkring planerne for at genoptage europæisk volleyball og beachvolley, som heriblandt påvirker Volleyball Danmarks landsholdsaktiviteter i både ungdom og senior. Få en kort opsummering over de beslutninger, der påvirker dansk aktivitet her:

Volleyball landsholdsaktiviteter:
Danmark deltager i år i EM-kvalifikationen med både herrelandsholdet og damelandsholdet. Disse kampe er planlagt til at skulle spilles mellem den 15. august og 06. september 2020, men vil muligvis blive flyttet afhængigt af de forskellige deltagerlandes situationer. Såfremt det ikke er muligt at afvikle kampene, vil de blive flyttet til tidsperioden 01.-17. januar 2021. Dette vil senest blive besluttet den 1. juli 2020.

Volleyball U-landsholdsaktiviteter:
Danmark har både et HU20 og DU19 landshold med i anden runde af EM-kvalifikationen, der skulle have været afviklet i april/maj. Denne runde bliver udsat til starten af august 2020, mens den tredje runde i turneringen udgår. Det vil således være de 7 puljevindere samt de bedste andenpladser (3 hold for pigerne, 4 hold for drengene), der går direkte videre til finalerunden, som fastholdes i slut august/start september. Deadline for aflysning af kvalifikationsturneringen er den 15. juni.

Danmark har ligeledes et DU17 landshold videre til anden runde af EM-kvalifikationen, der ligeledes skulle have været afviklet i april/maj. Denne kvalifikationsrunde er ligeledes udsat til starten af august 2020 og deadline for en evt. aflysning er også den 15. juni.

Beachvolley Continental Cup:
Det danske herrelandshold i beachvolley vandt deres pulje i første runde af OL-kvalifikationen Continental Cup, og skulle have spillet anden runde i maj 2020. Denne runde er med udsættelsen af OL også udsat til april/maj 2021, mens slutrunden vil blive afholdt i juni 2021.

Beachvolley U-landsholdsaktiviteter:
EM i beachvolley for de forskellige årgange vil blive flyttet til august/september 2020. Deadline for helt at aflyse disse mesterskaber er sat til den 15. juli 2020.

Pinsecamp aflyses – Sommercamp afventer
På grund af fortsatte restriktioner for indendørs sportsaktiviteter, har Volleyball Danmark desværre måttet aflyse den planlagte Pinsecamp i talentcenterregi.

Med hensyn til afvikling af sommercampen, afventer vi stadig udmeldinger fra sundhedsmyndighederne og fra DIF i forhold til mulighederne. Hvis det bliver muligt at afvikle, vil sommercampen som udgangspunkt stadig ligge i Ikast fra søndag d. 28. juni til torsdag d. 2. juli. Kan det ikke lade sig gøre, vil vi arbejde på at afvikle campen i perioden d. 2-6. august.

Afviklingsformen vil under alle omstændigheder tage hensyn til retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Endvidere kan antallet af campdage for den enkelte deltager evt. blive justeret, ligesom der kan komme begrænsninger på deltagerantallet.


Landsholdsaktiviteter afventer
Volleyball Danmark afventer fortsat en udmelding fra det europæiske volleyballforbund, CEV, omkring turneringsaktiviteter for ungdomslandshold samt A-landshold i volleyball såvel som i beachvolley. Ift. afvikling af eventuelle landskampe på dansk jord afventer vi ligeledes opdaterede retningslinjer fra myndighederne omkring større arrangementer efter den 10. maj 2020.


Udvidelse af kompensationsordning til foreninger
Regeringen og folketinget har besluttet at udvide kompensationsordningen for arrangører. Det betyder, at foreninger kan søge om kompensation for tabt indkomst ved arrangementer for 350+ deltagere. Kompensationen kan søges med tilbagevirkende kraft fra den 6. marts frem til den 31. august og dækker over f.eks. aflyste turneringer. Læs hele nyheden fra DIF her.

Volleyball Danmark står til rådighed for sparring omkring en evt. ansøgning om kompensation fra medlemsklubber.


Hjemsendelser i administrationen
Volleyball Danmark har pr. 20 april hjemsendt en række medarbejde i administrationen grundet COVID-19 situationen.

COVID-19 har som bekendt medført, at vi først måttet aflyse turneringerne, det første beach-stævne er allerede udsat og et par andre flyttet, påske- og pinsecampen i talentcenterregi er aflyst, og nu senest også World Tour turneringen i Sønderborg. Det er fortsat usikkert om sommerens Pepsi MAX Beachvolley Tour kan gennemføres som planlagt, her afventer Volleyball Danmark fortsat retningslinjer fra myndighederne omkring større events for perioden efter den 10. maj 2020.

For at undgå afskedigelser, har vi derfor hjemsendt syv medarbejdere helt eller delvist. Vi vil løbende følge udviklingen og vurdere, om der skal justeres på antallet af hjemsendelser. Forbundets resterende medarbejdere, som ikke er hjemsendt, arbejder fortsat primært hjemmefra. Volleyball Danmarks administration vil fortsat være funktionsdygtig ift. forbundets generelle drift og svarer på henvendelser, der i denne tid med fordel kan sendes til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Read 3584 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.