Hjemmesidebanner
søndag, 29 december 2019 16:39

Året der gik: Kids- og ungdomsvolleyball

Written by
2019 har været fyldt med en masse gode oplevelser i dansk volleyball og beachvolley. I denne korte føljeton, ”Året der gik”, dykker vi ned i nogle af det forgangne års aktiviteter i Volleyball Danmark. I artiklen fortæller udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl, lidt omkring udviklingen inden for Kids- og ungdomsvolleyball.

Kids- og ungdomsvolley er en af grundstenene i Volleyball Danmark. Vi tror på, at et stærkt fundament i denne gruppe er afgørende for udviklingen af sporten på alle fronter, og præcis denne målgruppe har også en ekstra stor plads i mit hjerte og naturligt også i vores arbejde i administrationen.

I de senere år har vi desværre set et lille fald af Kids- og ungdomsspillere i medlemsregistreringen, og mange, der arbejder med Kids- og ungdomsvolley ude i landet, oplever også, at vi er blevet mere presset med denne gruppe. Det gør det derfor ekstra glædeligt at opleve, at der i den grad knokles i klubberne for at få løftet opgaverne i forhold til målgruppen. En kæmpe TAK til de mange trænere, frivillige og klubber der hver uge knokler for at skabe bedst mulige vilkår for børn og unge i vores sport.

Nogle af vores aktiviteter er tilbagevendende, som når vi f.eks. mødes til de årlige DM’er, der afvikles med stor succes hos klubberne rundt omkring i landet. Men der er også områder, hvor der i 2019 i den grad er sket noget nyt. F.eks. er jeg utrolig glad for, at det lykkedes at etablere TC Nordjylland – det viser, at der er interesse for at dyrke mere volleyball.

Der foregår i det hele taget så mange spændende og gode ting indenfor Kids- og Ungdomsvolley, at jeg i dette indlæg slet ikke kan nå det hele igennem. Derfor vil jeg rette fokus på fire aktivitetsområder, vi især har været stolte af i år.

Pokalfestivalen
Hvert år i januar starter vi med Pokalfestivalen – og sikke en start på året! Pokalfestivalen afspejler alt det, volleyball kan for børn. Det er et setup, hvor der er fokus på konkurrenceelementet, idét der kæmpes om at blive Pokalmester i hvert level og indenfor hver Teen-række. Men det er OGSÅ en festival, der i den grad har omdrejningspunkt i det sociale element hos både voksne og børn/unge.

Sidste år fik vi Teen 2 DM under Pokalfestivalen, og det gjorde kun arrangementet endnu bedre. Over 60 hold var med til Teen 2 DM, så der blev i den grad dystet om at vinde guldet til Teen 2 DM.

Vi har været i Odense med Pokalfestivalen lige så længe, som jeg har været i forbundet - og det er ved at være rigtig mange år! Det er derfor med et vist vemod, at vi siger farvel til Odense og til de fire klubber, der har lagt hundredevis af timer i afviklingen af Pokalfestivalen sammen med os.

I 2020 har vi valgt at prøve et helt nyt setup og location i form af DGI-Huset i Vejle – Pokalfestivalen under ét tag, overnatning i gåafstand, og meget mere nyt. Vi er i den grad spændte, og glæder os til at skulle samles alle sammen igen.

Træningsplaner
2019 blev også året, hvor vi i samarbejde med de tre kredse har set på nye muligheder for at gøre det mere attraktivt at være Kidstræner i klubben. SVBK var optaget af at gøre det NEMT at være træner og frivillig, og de søgte derfor et partnerskab med Volleyball Danmark på området. Det sagde vi naturligvis ja til, og vi fik de andre kredse med også.

Samarbejdsprojektet går ud på, at man som træner kan tilmelde sig et nyhedsbrev med træningsplaner, og få disse sendt direkte i sin inbox hver uge. Træningsplanerne indeholder skabeloner og beskrivelser af forskellige øvelser til et træningspas målrettet hhv. level 0-2 og level 3-4. Det er en måde, hvorpå vi gør det nemmere at være frivillig som f.eks. forældretræner, og vi sikrer os samtidig at nye frivillige trænere møder en kultur, hvor det er nemt at komme ind, og hvor man bliver hjulpet godt på vej.

Pt. har vi knap 200 trænere i en database til disse træningspas. Vi skal have mange flere med, men jeg er godt tilfreds med antallet af trænere efter kun to måneder i aktion med planerne. Jeg er top begejstret for dette initiativ, da jeg i høj grad kan se, at det kan flytte noget af betydning, både ift. fastholdelsen af vores forældretrænere men også i høj grad til at øge gruppen af forældretrænere.  

Skolestævner
Skolestævner er langt den største rekrutteringsaktivitet, vi laver sammen med klubberne. Jeg er virkelig stolt over, at vi er den STØRSTE stævneaktivitet i de danske skoler på tværs af alle sportsgrene. Det er da helt vildt!

Som altid har det i år været de frivillige fra klubberne og skolelærere, der afvikler de mange stævner, og os som forbund, der står for alt koordinering med lærerne, laver samtlige af turneringerne og som pakker og afsender alt materiale, der skal bruges til stævnerne.

I 2019 fik vi dog en frygtet besked fra Novo Nordisk - vores sponsor, der er med til at sikre, at vi kan bruge de mange medarbejderressourcer og materialer til stævner – at de ville reducere kraftigt i sponsoratet. Det er vi selvfølgelig kede af, men efter en længere dialog og snak med Novo Nordisk fik vi heldigvis en aftale i hus for 2020, hvor fokus bliver på Julemærkehjem – der passer bedre til deres målgruppe - og som Navnesponsor for ”Novo Nordisk Kidsvolley skolestævner”. Sponsoratet er reduceret i 2020, men ikke i samme grad som først udmeldt.

Det betyder, at vi i 2019 allerede er begyndt at tænke nye muligheder for Kidsvolley skolestævner i Danmark, og der fra sæson 2020/21 kommer til at ske nogle forandringer i forhold til procedurer med skolestævner. Vi vil naturligvis tage fat i de enkle klubber, der afvikler skolestævner, og koordinere nærmere til denne tid.  

Projekter: Gymnasieelever & Ramasjang Familie Volley
I 2019 har vi afviklet og afsluttet to projekter med hvert deres fokus. Et af projekterne havde til formål at undersøge gymnasieområdet med et særligt fokus på piger. Hvad er det, der ’trigger’ pigerne i gymnasierne til at spille volleyball i eller efter skoletid? Hvordan skal rammerne se ud for at pigerne rekrutteres og fastholdes ind i volleyball?

Det var et sindssygt spændende projekt, hvor vi især blev bekræftet i vores antagelse om, at de faste og strukturelle rammer, vi typisk har i foreninger, kan være en udfordring for de spillere, der ønsker at spille volleyball på motionsniveau. Som altid når vi arbejder med projekter, blev vi med gymnasieprojektet udfordret i vores vante måder at gøre tingene på, og det tvinger os til at anskue vores sport på en nye måde, især på en målgruppe vi pt. ikke er stærke i. De mange aspekter og indblik vi fik fra projektet, vil vi helt sikkert arbejde videre med i 2020, der hvor det giver mening.

Et andet projekt, som vi afsluttede i 2019, er vores Bevæg dig for livet projekt (Læs Året der gik: Motion og klubliv for en beskrivelse). Et af de essentielle koncepter, som vi fik ud af dette projekt i forhold til målgruppen børn var Ramasjang Familie Volley – et nyt koncept for de helt små mellem 3-6år.

adm Christina Attrup JuhlDer blev i 2019 knoklet på at få udviklet øvelser og herefter designet øvelseskort og trænerbog. Disse materialer er her i slut december 2019 lige kommet ud af trykken, og vi GLÆDER os til at vi fortsat i 2020 kan arbejde målrettet med Ramasjang Familievolley. Dette koncept indgår som en primær del i vores nye projekt i samarbejde med Nordea Fonden på Ramasjang Volley, der skal introduceres i daginstitutioner landet over. Glæd jer – det gør vi!

-          Christina Attrup Juhl
Read 346 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.