Hjemmesidebanner
tirsdag, 26 november 2019 13:08

Volleyball Danmark introducerer nyt Ramasjang Volley projekt for daginstitutionerne

Written by
Volleyball Danmark introducerer nyt Ramasjang Volley projekt for daginstitutionerne Foto: Klaus Sletting
Med støtte fra Nordea-fonden i ryggen, påbegynder Volleyball Danmark fra starten af 2020 et nyt projekt kaldet ”Ramasjang Volley”, der er målrettet de 3-6-årige børn i daginstitutionerne.

Med Ramasjang Volley ønsker Volleyball Danmark at skabe glæde ved bevægelse gennem boldleg i daginstitutionerne og dermed sætte fokus på at styrke børnenes motorik allerede fra 3-års alderen. Ramasjang Volley er bygget op omkring de samme værdier som Kidsvolley, og har til hovedformål at give børnene en masse succesoplevelser med en boldleg skabt på børnenes præmisser, hvor der er plads til alle og samarbejdet med hinanden er vigtigt.
Helt konkret vil en konsulent besøge de deltagende daginstitutioner for at introducere pædagoger og medhjælpere for Ramasjang Volley. Daginstitutionerne vil modtage nogle redskaber og materialepakker med instruktionsmateriale, der gør, at pædagogerne efter forløbet vil kunne lege videre med konceptet og støtte børnenes motoriske udvikling.

”Gennem vores Bevæg dig for Livet projekt, så vi, at der ligger et stort uforløst potentiale for volleyball i den helt unge aldersgruppe. Med Ramasjang Volley ønsker vi at give daginstitutionerne flere redskaber til at stimulere børnenes motoriske udvikling, så vi fra en tidlig alder kan være med til at præge dem til en sund og aktiv livsstil. Det handler naturligvis ikke så meget om at udvikle sig teknisk, men mere at have det sjovt og få brugt sin krop på forskellige måder.” forklarer udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl.

Ramasjang Volley er et projekt støttet af Nordea-fonden, som har bidraget med 1,85 millioner kr. til projektet, der i første omgang kommer til at løbe 2,5 år startende fra det nye år. 10.000 børn i ca. 150 daginstitutioner fra 15-20 kommuner fordelt i hele landet vil blive involveret i projektet.

"Små børn skal så tidligt som muligt opleve glæden ved at bevæge sig, og det er Ramasjang Volley et godt bud på. Det er også godt og vigtigt at projektet bygger bro mellem lokale institutioner og volleyball-klubber, som tilbyder familievolley, så børn og forældre sammen kan udvikle gode og sunde idrætsvaner", siger Henrik Lehmann Anders, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Ramasjang Familievolley - et nyt klubtilbud
Samtidig med aktiviteterne i daginstitutionerne vil der nemlig blive mulighed for, at volleyballklubber kobles på projektet i et samarbejde med en eller flere af de lokale daginstitutioner – og dermed skaber en åben dør for rekruttering af nye medlemmer.

”Vi vil med Ramasjang Volley også gerne etablere et nyt familietilbud indenfor volleyball ude i klubberne. Derfor vil vi gerne have klubber med i samarbejdet, der har lyst til at starte Ramasjang Familievolley op hos dem for at tilbyde familier en god oplevelse sammen.” forklarer Christina Attrup Juhl.

”Andre sportsgrene har etableret lignende familiekoncepter med stor succes, f.eks. i tennis og badminton, hvor klubberne har fået mange nye medlemmer og åbnet klubben op for en helt ny målgruppe. Med Ramasjang Familievolley håber vi, at vi sammen med klubberne kan skabe en helt ny rekrutteringsbase og skabe endnu flere medlemmer i klubberne.” afslutter hun.
Read 582 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.