Hjemmesidebanner
tirsdag, 05 november 2019 19:06

TEMA: 9 måder klubben kan få skub i rekrutteringen af ungdomsspillere

Written by
Der findes mange måder at rekruttere nye ungdomsspillere til klubben, og ikke én måde er præcis den rigtige. Derfor kan I som klub med fordel prøve jer lidt frem og se, hvad der passer bedst til jeres ressourcer og klubliv. Er klubben løbet tør for ideer til, hvordan I skaffer flere børn og unge til klubben, så er her 9 gode bud.

1. Invitér en ven
Jeres nuværende medlemmer er Jeres bedste ambassadører – brug dem! Afhold specifikke træninger, hvor spillerne opfordres til at invitere deres venner med. I kan f.eks. lave en flyer/postkort, som spilleren kan give til sin ven som invitation. I kan også lave en turnering i forbindelse med højtider (f.eks. Halloween, jul, fastelavn, osv.), hvor spillerne opfordres til at tage en ven med. På denne måde kan I gøre det lidt ekstra sjovt for jeres nuværende spillere samt justere aktiviteterne til nogle, der er nye i sporten.

2. Besøg den lokale skole
Vi har sagt det før, men siger det gerne igen: Skolen er vejen ind! Alle statistikker peger på, at ungdomsspillerne skal rekrutteres gennem skolerne, og derfor kan et godt forhold til den lokale skole være en gylden mulighed for klubben. Volleyball Danmark vil hjertens gerne hjælpe Jeres klub med at komme i gang med skolestævner og skolebesøg – læs mere her.

3. Åbent Hus-arrangement
Volley Week og Beachvolleyens Dag har tydeligt bevist, at Åbent Hus-arrangementer med særligt fokus på rekruttering rent faktisk kan give flere medlemmer i klubben. Klubben kan afholde Åbent Hus-arrangementer året rundt – faktisk kan det være en fordel at afholde et arrangement midt på sæsonen, så klubben ikke er travlt beskæftiget med sæsonstart, planlægning af træningstider, osv. Sørg for at annoncere jeres arrangement tydeligt (se punk 6 og 7) og husk at få Jeres spillere til at invitere deres venner (se punkt 1)

4. Gratis prøveperiode & klippekort
Er man ny i sporten, kan det virke uoverskueligt at forpligte sig til en hel sæsons medlemskab fra start. Derfor er det en god idé at have en kontingentfri periode for nye spillere, så de kan lære holdet og spillet lidt bedre at kendte, før de forpligter sig. En anden mulighed er at lave et slags klippekort, hvor den nye spiller kan komme gratis til træning x antal gange, før han/hun forpligter sig som medlem. Klippekortet kan med fordel være et fysisk printet kort, som Jeres nuværende spillere f.eks. kan dele ud i klassen (se punkt 1).

5. Opvisningskamp
Med opvisningskampe kan klubben invitere grupper af børn og unge til en sjov oplevelse, hvor de bliver introduceret for sporten. Det kan f.eks. være når en af klubbens seniorhold spiller hjemmekamp, hvor der gøres lidt ekstra ud af det med konkurrencer imellem sæt, gratis kage til de inviterede, ansigtsmaling, osv. Men man behøver ikke nødvendigvis at have et seniorhold på højt niveau for at kunne lave en fed opvisningskamp. Klubben kan f.eks. også lave en opvisningskamp, hvor lærerne på den lokale skole udfordres af klubbens mix-hold. Kun fantasien sætter grænser.

6. Annoncér i de lokale medier
Uanset hvilke rekrutteringsinitiativer din klub kaster sig ud i, er det altid en god idé at annoncere i de lokale medier. I nogle områder er en artikel eller annonce i lokalavisen det bedste middel, mens andre områder har ”Det sker i…” hjemmesider eller Facebooksider. Det skader aldrig at holde de lokale medier opmærksomme på Jeres klub og aktiviteter, så kontakt dem hellere en gang for meget end for lidt.

7. Lav Facebook begivenheder
Rekruttering handler i høj grad om synlighed, og med Facebook begivenheder kan jeres Åbent Hus-arrangement eller opvisningskamp nå endnu længere ud. Sørg for at få alle klubbens medlemmer til at dele begivenheden i deres netværk, så I kan skabe større og større ringe i vandet.

8. Lav en velkomststrategi
For at klubbens rekrutteringsindsatser skal give pote, er det altafgørende at de nye spillere får en god start i klubben. I kan som klub med fordel lave en velkomststrategi, der beskriver hvordan I som klub ønsker at tage imod nye medlemmer. Sørg for at nye spillere (og deres forældre) altid har en kontaktperson ved første besøg i klubben, som byder velkommen og fortæller lidt om hvad der skal ske. På denne måde får de nye spillere en tryg start i klubben og et par velkendte ansigter, de kan sige hej til fra start.

9. Opfølgning
Rekruttering af nye spillere slutter ikke idét en ny person har prøvet at træne med i klubben. For at konvertere klubbens mange gode rekrutteringsaktiviteter til medlemmer, bliver klubben også nødt til at bruge tid på opfølgning. Er der børn, der dukker op én eller to gange og ikke kommer tilbage, kan det godt betale sig at tage kontakt til dem og høre, om de ikke har lyst til at komme igen. Sørg derfor altid for at få kontaktinformation på potentielle nye spillere, så I senere kan kontakte dem.

Er i klar?
Er din klub klar til at komme i gang med rekruttering af ungdomsspillere? Bliv kontaktet af Volleyball Danmark med mere information og råd til, hvordan din klub kan komme i gang med rekrutteringen af børn og unge!

Read 189 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.