Hjemmesidebanner
torsdag, 13 december 2018 06:00

Final 4 optakt: BK Marienlyst vs. Gentofte Volley

Written by
Foto: MortenO.com Foto: MortenO.com
De regerende pokalmestre BK Marienlyst er de første herrer på gulvet til Final 4, hvor de møder de regerende danmarksmestre Gentofte Volley fredag den 14. december klokken 17.00. Her kommer cheftrænerne med deres bud på, hvordan de avancerer til pokalfinalen.

Der er lagt op til pokalfinalerevanche, når de to hold atter tørner sammen i Final 4-sammenhæng.

Sidste år mødte Marienlyst og Gentofte hinanden i pokalfinalen, hvor Marienlyst trak det længste strå. I 2015 mødte holdene hinanden i semifinalen, hvor det også faldt ud til fynsk fordel.

Første gang de to hold mødte hinanden i Final 4-regi var i 2014, hvor Gentofte efterfølgende kunne løfte pokalen.

Da Marienlyst og Gentofte mødte hinanden i Volleyligaen tidligere på sæsonen, vandt sjællænderne med 3-0 på udebane.

Fredag klokken 17.00 gælder det så semifinalen i Final 4.

Marienlysttræner Kaj Jeppesen:

”Det er en kamp, som jeg tænker, vi skal vinde. Gentofte er måske en my bedre, så vi skal have kampen derhen, hvor vi får styr på deres hovedangriber, så føler jeg, at vi godt kan spille med dem,” siger han.

”Det bliver afgørende, at vi får Gentofte ud af deres comfortzone. Vi skal gøre dem usikre, få dem til at tvivle og tænke: Åh nej, ikke Marienlyst, som vi plejer at tabe til i pokalen,” siger Kaj Jeppesen.

Gentofte Volley-træner Shane Smith:

“Marienlyst er altid et svært hold at spille imod, så vi ved, at vi skal være klar til kamp på fredag. Vi ser frem til et krævende opgør,” siger han.

“De har mange spillere, der kan score point og kommer med fuld power på slagarmen, så udfordringen for os bliver at bremse deres angribere,” siger Shane Smith.

Kan man ikke komme i Brøndby Hallen, livestreamer Danmarks bedste volleyballkanal på nettet, Volley TV, begge herrernes semifinaler fra Final 4 i knivskarp kvalitet her. 

KAMPPROGRAM FINAL 4

Fredag den 14. december
Kl. 13.00: Semifinale damer: Holte IF vs. Elite Volley Aarhus
Kl. 15.00: Semifinale damer: Brøndby VK vs. Fortuna Odense
Kl. 17.00: Semifinale herrer: BK Marienlyst vs. Gentofte Volley
Kl. 19.00: Semifinale herrer: Hvidovre VK vs. ASV

Lørdag den 15. december              
Kl. 09.00: Bronzekamp damer
Kl. 11.00: Bronzekamp herrer
Kl. 13.30: Pokalfinale damer
Kl. 16.00: Pokalfinale herrer

- Med forbehold for forsinkelser begge dage.

Der er fri entré til semifinalerne om fredagen, mens billetter til pokalfinalerne lørdag kan købes her med 25 procents rabat i forkøb.  
Read 410 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.