Hjemmesidebanner
mandag, 15 januar 2018 06:00

Hall of Fame: Henrik Førster

Written by
Hall of Fame. Den tidligere landsholdsspiller, landstræner, femdobbelte danmarksmester og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om at være landstræner for både damer og herrer på samme tid, om udvikling som motivation og om en hel generation med ar på hagen.

Jeg var ikke glad for at gå i skole og var i det hele taget ikke ret god til idræt. Men så fik vi i 6. klasse nye lærere, deriblandt en ny idrætslærer. Det var i 1962, og det vendte op og ned på min skolegang.

Vi lavede redskabsgymnastik, spillede håndbold udendørs og volleyball indendørs. Vores nye idrætslærer tilbød også volleyball i en fritidsklub efter skoletid. Det hægtede jeg mig også på. Så gik det slag i slag, og jeg blev faktisk rimelig god til det. Jeg begyndte også at spille i den relativt unge Søborg Volleyball Klub.

Vores idrætslærer kunne se, at jeg havde talent for volleyball, så jeg fik lov til at køre træningen i skolen. Han holdt fri. I løbet af kort tid fik jeg faktisk løn for det. Så i tre år trænede jeg mine skolekammerater, både dem, som var lidt ældre og lidt yngre. Det var rent guld for mig.

Irene Lykkeberg, som nu hedder Brandt, kom til Søborg Skole i 1964. Hun headhuntede en pige og mig til Vognmandsmarken VK, som holdt til på Østerbro. Vi cyklede to gange om ugen troligt frem og tilbage til træning. Herrerne trænede først, og derefter trænede damerne. Dem trænede jeg også med. Derefter cyklede vi hjem sammen bagefter. Lange aftener, men det var fantastisk.

Ret hurtigt, efter jeg begyndte i Vognmandsmarken i 1965, var jeg med til min første DM-finale mod USG. Vi var uden tre af vores bærende landsholdsspillere, og jeg var stadig helt nybegynder, 16 år og gik i 2. real, så det var op ad bakke. Vi fik ørene i maskinen. Men selvom vi tabte, var det fantastisk at spille i Rødkildehallen foran 50 tilskuere.

I begyndelsen syntes jeg egentlig ikke, jeg havde talent for det. I andre idrætsgrene kan man nemt spille bolden uden om dårlige spillere, men det er næsten umuligt på en volleybane. Jeg følte mig som del af et fællesskab, og da jeg er en fightertype, viste det sig, at jeg godt kunne lære det. Derfor blev jeg hængende.

Jeg havde en god grundform fra kaproning og spejder. Men jeg blev nødt til at vælge, hvorvidt jeg skulle spille volley, være spejder eller dyrke kaproning. Jeg kunne ikke nå det hele. Det blev volley. Det var fællesskabet, der gjorde udfaldet. Volley er komprimeret, det er sjovt, det er tæt både fysisk og mentalt. Det er også her forskellen er på de rigtig gode hold og de mellemgode hold – der er en forståelse for hinandens styrker og svagheder og udnyttelse af det.

Mine største forcer var min fighteregenskab og min fysik. Jeg var ikke ret høj, 167 cm, det er jo ikke alverden i volley hverken dengang eller i dag. Men jeg sprang efter datidens forhold ret højt. Jeg var en af dem, der sprang højest i Danmarksturneringen.

Jeg kom på ungdomslandsholdet og var med til EM i Ungarn. Det var en stor oplevelse. Vi spillede udendørs på tennisgrus. Hvis vi havde spillet udendørs herhjemme, havde det været på græs. Det blev lidt af et wake up call. Vi så flyveslaget for første gang dernede og var klar over, at det var vejen frem. Det var desuden umuligt at samle op med vores indøvede teknikker – i hver tilfælde ikke uden at voldsomme afskrabninger på knæ og lår. Jeg har altid været en god opsamlingsspiller, men nu var der noget tekniktræning, som vi blev nødt til at gå hjem og øve.

Jeg kan huske de træninger, vi havde, da vi kom hjem i 1966, hvor vi skulle øve flyveslag. Vi rullede måtterne ud i gymnastiksalen og startede med at smide os på dem. Da vi synes, at vi var gode nok til det, satte vi bolde på – og så knaldede vi jo hagerne i gulvet. Der er flere i den her generation, som har skader på hagerne og en enkelt blev syet.

Det har været overskriften på mit volleyliv: Når vi kom ud, så vi nogle nye elementer, som vi tog med hjem. Da jeg er en ledertype, satte jeg ofte nye projekter i gang, blandt andet om at lære flyveslag. Da vi senere så nogle kombinationer fra det japanske landshold, forsøgte vi at implementere dem på VKV-holdet.

Det var ikke fordi jeg bestemte, men jeg tog initiativet.

Generelt var der ikke særlig mange trænere i dansk volley på daværende tidspunkt. Så ret hurtigt blev jeg træner for vores damehold i VKV, som bestod af rutinerede landsholdsspillere. Jeg erkendte også, at min manglende højde ikke ville bære mig videre frem, så derfor blev jeg mere og mere træner og mindre spiller, og som uddannet skolelærer kunne jeg også lide at se andre udvikle sig.

Nogle af VKV-pigerne spurgte, om det kunne være noget for mig at blive landstræner. Forbundet kom ind over, og det gik faktisk rigtig, rigtig godt. Jeg havde noget erfaring fra herrevolley, så jeg kunne se, at pigerne havde langt flere muligheder, end de tidligere havde været tillagt. Det gjaldt både rent taktisk og teknisk.

Jeg har aldrig hørt andet, end jeg har været en formidabel god coach, vel nok fordi jeg gennem mine mange kampe som hæver, havde en fornemmelse for spillets flow og de psykologiske mekanismer, der er på banen. De svagheder, man har, må man prøve at kompensere for på ved at optimere spillernes styrker og minimere deres svagheder.

Det, at spille med centerspillere, som er normalerweise i dag, det var ikke noget, man gjorde på daværende tidspunkt. Jeg prøvede at specialisere spillerne noget mere. Det havde jeg med fra herrevolley. Det havde damevolley ikke helt så udbredt på daværende tidspunkt.

Så skete der jo hverken værre eller bedre, end jeg lige pludselig fik tilbudt herrelandsholdet også. Det havde jeg svært ved at sige nej til. Så jeg var landstræner for begge hold i et par år eller tre. Men det var jo uholdbart.

Jeg var ude at rejse med damelandsholdet. Da jeg kom hjem, skulle jeg til England og være coach for herrelandsholdet. Jeg havde talt i telefon sammen med et par spillere, om hvordan holdets første kampe skulle tilrettelægges, mens jeg ikke var der. Da jeg kom til England, havde holdet allerede spillet nogle indledende kampe og var godt oppe at køre, for de havde været lige ved at knalde Italiens stjernehold og kun tabt 13-15 i 5. sæt. Så da jeg kom, mente de i øvrigt nok, at jeg godt kunne tage hjem igen, for det kunne de godt styre selv.

Jeg blev sendt på EVC’s internationale trænerkursus i Skotland i 1973, hvor DDR’s top træner, Horst Backe, var kursusleder. Det var på et tidspunkt, hvor DDR var en af de førende volleyballnationer. Han var en enorm inspiration og var med til at skubbe mig rigtig i gang som træner. Jeg var godt nok landstræner for damerne på daværende tidspunkt, men efter trænerseminariet var jeg slet ikke i tvivl om, at det var den vej, jeg ville gå. Men det fik en brat ende 1979.

Min hustru og jeg nedkom med en mongolsøn i 1975. Vi fik vores 2. søn i 1978, og jeg droppede helt ud af volley og havde ikke noget med sporten at gøre frem til 1981. Her døde vores førstefødte. I mellemtiden var vi flyttet til Allerød, og min hustru begyndte at spille noget motionsvolley igen. Jeg tænkte, at det kunne også være rart at spille lidt bold igen. Det var i LUI Volley i Lynge, og der gik ikke mere end et halvt år, så var jeg både træner og spiller på 1. holdet og blev senere formand i klubben.

Det har været lysten og fornøjelsen ved at møde mange mennesker, der har drevet det. Jeg har fået et stort netværk. Og så har jeg været med til at sætte dagsordenen for, hvordan volleyudviklingen skulle være der, hvor jeg var. Blandt andet i LUI, hvor jeg med mine mangeårige erfaringer fra Vognmandsmarken og landsholdet kunne udvikle spillere og spillet. Selvom det var i langt lavere rækker, så var det en stor fornøjelse at se mennesker udvikle sig både spillemæssigt og personligt.

Jeg har fået en mængde gode venner og en masse udenlandsrejser. På daværende tidspunkt kom man ikke så meget ud at rejse. Det var nogle store oplevelser at være sammen med mange dygtige og interessante mennesker i en uge eller 14 dage. Det var fantastisk.

En af de bedste overskrifter, jeg kan give mig selv er: Mandskabspleje. Det har jeg brugt både som volleytræner og i mit lærerjob. Når man går ind på banen eller i klasselokalet, skal man have det til at fungere.

Jeg tror, at de unge spillere godt kunne have glæde af at træne lidt forskellige idrætsgrene for at blive mere alsidige rent fysisk. Det havde jeg selv glæde af. Det er vigtigt at komme ordentlig i form og måske i alsidig fysisk form. Og så glæde sig over at være sammen med andre mennesker, som man er på et hold.

Henrik Førster
Født: 09/11/49

Aktiv fra 1963 til 2004 som spiller for Søborg VK og derefter VK Vognmandsmarken og VKV Gladsaxe med hvem han vandt fem danske mesterskaber og adskillige pokaltitler. Repræsenterede desuden det danske landshold i 22 A-landskampe og 26 U-landskampe som spiller. Senere som træner, spiller og formand i LUI Volley. En markant trænerpersonlighed som har stået i spidsen både for Danmarks damelandshold samt herrelandshold over en 10-årig periode.

Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2017.

Besøg dansk volleyballs Hall of Fame her.
Read 685 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.