Hjemmesidebanner

Onsdag, 31 marts 2021 09:29

OL-drømmen genoptages for de danske beachvolleyballherrer

Written by

Det danske OL-håb i beachvolleyball lever stadig. Efter et års udsættelse og udskiftning i spillertruppen, skal det danske herrelandshold i beachvolleyball til maj 2021 deltage i anden runde af OL-kvalifikationsturneringen Continental Cup.

For to år siden kom det danske herrelandshold i beachvolleyball et skridt tættere på OL-deltagelse, da de i maj 2019 på imponerende vis vandt deres pulje i Kroatien i den første runde af OL-kvalifikationsturneringen Continental Cup. Sidenhen har Covid-19 sat en stopper for al international sport, og de danske OL-drømme blev sat på stand-by.

Men nu genoptages jagten på en OL-billet i beachvolleyball. Spillertruppen har gennemgået lidt udskiftninger, og består nu af: Jacob Stein Brinck, Daniel Thomsen, Kristoffer Abell og Nicolai Houmann, som netop er blevet udtaget af landstræner Peter Lyø.

”Truppen har ændret sig lidt fra et år side pga. skader og nyetablerede holdkonstellationer. Vi har to gengangere fra første runde af turneringen i form af Brinck og Abell, og får så nye kræfter ind med Thomsen og Houmann. De er alle fire stærke spillere, som er dedikerede, har kunnet træne godt igennem corona-nedlukningen og har vist stort engagement på den internationale beachvolleyballscene,” udtaler Peter Lyø.

Vores tidligere makkerkonstellationer var måske lidt mere sammenspillede og stabile, men vi har nu en trup med nye muligheder i det offensive spil, og vi kan måske også nå et højere topniveau. Så nu handler det om at få sammenspillet til at fungere optimalt og også teste forskellige parkonstellationer, så vi kan lave det helt rigtige match-up, når det gælder,” fortsætter han.

”Forberedelserne i år er meget anderledes, end vi er vant til. Ud over naturligvis at holde os skadesfrie, skal vi også konstant være opmærksomme på smittefare og karantæneperioder, hvis spillerne f.eks. skal deltage i internationale turneringer frem mod Continental Cup. Men vi sørger naturligvis for at få afviklet så mange fællestræninger som muligt og holder os i vores lille boble frem mod turneringen i maj.” afslutter han.

Anden runde af Continental Cup afvikles den 6.-9. maj 2021 i Baden, Østrig, hvor de danske beachvolleyballherrer deltager i pulje C sammen med Østrig, Polen, Belgien, Schweiz, Serbien, Slovakiet og Frankrig. Ender Danmark blandt de bedste fem nationer i puljen, fortsætter de til slutrunden i Haag, Holland, som spilles den 23.-26. juni, 2021.

INFO: Continental Cup – Danmarks adgangskort til OL 2021
Continental Cup er en OL-kvalifikation opdelt i fem zoner, hvor de enkelte nationer kæmper mod hinanden om en enkelt plads per zone til OL i Tokyo 2021. Vinderen af Continental Cup i Europa sikrer sig dermed en billet til OL 2021.

Danmark deltog i første runde af Continental Cup i maj 2019, hvor de vandt deres pulje over Kroatien, Estland og Albanien og dermed sikrede sig en plads videre til anden runde. Anden runde af Continental Cup opdeles i tre puljer af 8 nationer, hvor Danmark er kommet i pulje C. I puljerne spilles der i to grupper af fire, hvor vinderne af grupperne går direkte i semifinaler. Nummer 2 i gruppen møder nummer 3 i den anden gruppe i kvartfinalen, og taber man denne spiller man om 5.-6. pladsen. Nummer 4 i grupperne spiller om 7.-8. pladsen.

De fem bedste fra hver af de tre puljer går videre til slutrunden i Haag, hvor Holland som værtsnation også har fået en plads. Har et land ved slutrunden i Holland allerede optjent sine to pladser til OL, kan dette land ikke deltage i turneringen, og næste land ud fra placeringerne i anden runde indgår i stedet.

Read 874 times

Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.