Generelt (61)

Final 4 i European League i Gentofte Sportspark den 1.-2. juli nærmer sig med hastige skridt. Det er lykkedes Volleyball Danmark at reducere billetprisen med 50 procent ved køb online.

50 kroner. Det er prisen for en dagsbillet til Final 4 i European League med international topvolleyball og et dansk landshold i centrum.

Dermed koster en dagsbillet, som giver adgang til enten begge semifinaler lørdag den 1. juli eller begge medaljekampe søndag den 2. juli, ikke meget mere end en stor kaffe latte på en af de kendte kaffebarer.

Kom og støt de danske volleyherrer, når de kæmper om europæisk succes og kvalifikation til næste års World League – toppen af poppen i international volleyball.

KØB DINE BILLETTER TIL ½ PRIS HER 

Rabatten gælder kun ved køb af billetter online.
Hvis man køber billet i døren, skal der stadig betales den fulde pris på 100 kr. pr. voksenbillet.
Unge under 18 år og indehavere af et Volleyball Danmark sølv- eller guldkort har fri entré.
Pengespil er ikke kun for sjov, men kan også blive et problem. Et problem for den enkelte atlet, den sportslige udvikling og for sporten selv. Ny spillepolitik sætter tydelige rammer for gambling i sportsmiljøerne.

Sportsudøvere spiller mere og har tre gange så mange spilleproblemer i forhold til den generelle befolkning. Det viser et britisk studie.

Herhjemme viser en undersøgelse fra DIF, at 64 procent af danske eliteatleter har spillet penge på en kamp eller konkurrence i det seneste år. Det er markant flere end i den øvrige befolkning, hvor tallet er 10 procent.

For mange hænger sport og pengespil naturligt sammen. Og volleyballspillere færdes ligesom andre atleter ofte i en spillekultur.

Derfor har Center for Ludomani sammen med Team Danmark, DIF, Anti Doping Danmark og en række specialforbund, heriblandt Volleyball Danmark, udviklet en spillepolitik, der sætter tydelige rammer for gambling i sportsmiljøerne.

”Sportsbetting og væddemål er en bekymrende stor del af sportsmiljøerne, og spillet kan nemt få overtaget hos atleterne. Derfor er det vigtigt, at forbundene tager ansvar og kommunikerer tydeligt, hvor grænserne går,” Henrik Thrane Brandt, Souschef og behandlingsleder, Center for Ludomani.

Øget risiko for ludomani og matchfixing
Spilleproblemer og spillegæld udgør væsentlige risikofaktorer, der kan føre til matchfixing. Fixere leder efter spillere, som de kan påvirke – og de vælger ofte dem, der er sårbare.   

En atlet med spilleproblemer er sårbar overfor tilbud fra fixere, da der ofte er knyttet en spillegæld til det overdrevne pengespil. Derfor ser Anti Doping Danmark også indsatsen som vigtig for atleternes tarv og sportens integritet.

"En usund spillekultur kan i værste fald være en glidebane, hvor umådeholdent pengespil hos atleterne kan føre til et ønske om at kontrollere spillets udfald. Først med spil på egen sejr, så med spil på egne nederlag og derefter måske egentlig manipulation af delelementer eller hele konkurrencen. Og har man først givet efter for matchfixerne, kan det være umuligt at finde vejen tilbage," siger Jesper Frigast Larsen, juridisk konsulent hos ADD.

Sportsverdenen arbejder hele tiden på at sikre sportens integritet og tidligere kampagner har udbredt viden om lovgivning, regler og de svære gråzoner. Med den nye spillepolitik håber sportsverdenen at skabe en holdningsændring.

Volleyball Danmark opfordrer til en sund spillekultur
Ved at sætte tydelige rammer for spillet, informere om balanceret gambling og risikoen ved overdrevet spil bliver sportsmiljøet mere fokuseret og samtidig mindre sårbart overfor matchfixing.

”Det er vigtigt, at vi i volleyball skaber rammerne for en balanceret spillekultur. Et ukontrolleret pengespil har store konsekvenser – både for personen og for sporten,” siger Sven Brix, elitechef i Volleyball Danmark.

”Ukontrolleret pengespil har konsekvenser både for den sportslige udvikling og for holdets udvikling og præstation. Det kan være en glidebane i forhold til ludomani og matchfixing,” siger han.

”Derfor anbefaler vi, at alle klubber sætter sig grundigt ind i spillepolitikken og forholder sig aktivt til indholdet, så man skaber balancerede rammer om pengespil blandt atleter og trænere,” siger Sven Brix.

Spillepolitikken introduceres i løbet af 2017 og skal generelt bidrage til et sundt elitesportsmiljø.

”Matchfixing-dagsordenen har øget opmærksomheden på gambling, og det er positivt. Men det er også vigtigt at forstå, at gambling kan være problematisk, også selvom det ikke leder til matchfixing. Derfor er vi generelt glade for at forbundene tager dette ansvar og implementerer en samlet spillepolitik,” siger Henrik Thrane Brandt fra Center for Ludomani.

Her kan du finde selve politikken.
Her kan du finde anbefalinger til implementering.
På www.sportogpengespil.dk kan du finde materiale og værktøjer til at arbejde med emnet.
www.spiltilstregen.dk kan du læse mere om sport og pengespil.  

Hvad er en spillepolitik?
Spillepolitikken sætter rammerne for ansvarlig gamblingsadfærd som elitesportsmand.
Det indebærer bl.a. at:
Trænere har et særligt ansvar for ikke at opfordre til pengespil og nuancere diskussionen om emnet overfor spillerne.
Pengespil hører ikke hjemme i forbindelse med konkurrencesituationer.
Pengespil minimeres til træning og på træningslejre. Her skal fokus være på sporten.
Det understreges, at børn under 18 ikke må spille pengespil.

Hvilke forbund er med?
DIF
Team Danmark
Anti Doping Danmark
Volleyball Danmark
Dansk Boldspil Union
Dansk Håndbold Forbund
Danmarks Ishockey Union
Dansk Bordtennis Union
Badminton Danmark
Dansk Tennis Forbund
Danmarks Basketball Forbund
Det internationale volleyballforbund FIVB tester et nyt pointsystem ved de kommende U23 verdensmesterskaber.

Tidligere på året samledes en række internationale toptrænere i det internationale volleyballforbund FIVB’s hovedkvarter i Lausanne i Schweiz.

Et af punkterne på dagsordenen var regelændringer, der kunne forkorte spilletiden og gøre volleyball mere attraktiv for publikum – både i hallen og hjemme i stuerne.

Et af de forslag, er et nyt pointsystem, som allerede vil blive testet ved dette års U23 VM. Her vil der blive spillet bedst af 7 sæt til 15 point.

Ved første øjekast kan det lyde selvmodsigende, at flere sæt skulle give kortere kampe. Men ved kun at spille til 15 point i hvert sæt, skal man samlet set opnå færre point for at vinde en kamp.

Det nye pointsystem bliver testet ved U23 VM senere i år, hvor herrerne spiller i Egypten den 18.-25. august og damerne den 10.-17. september i Slovenien.

Kilde: globoesporte.globo.com
Der er trukket lod til 2. runde i EM-kvalifikationen for U16-pigerne og U17-drengene. Danmark bliver værter for pigernes gruppespil, mens drengene skal til Spanien.

Som sangen lyder, varer julen lige til påske. Det er i den grad gældende for de danske U16 piger og U17 drenge. Lige inden jul spillede ungdomslandsholdene 1. runde af EM-kvalifikationen, hvor begge hold avancerede til 2. runde. Spilledatoerne for denne er nu fastlagt – og det bliver i påsken den 13. til 16. april.

U16-pigerne får igen hjemmevant halgulv under fødderne, da Danmark er blevet tildelt værtskabet for 2. runde-kampene. Danmark er havnet i Gruppe C sammen med Island, Belgien og Estland. Gruppevinderen samt de to bedste 2’ere kvalificerer sig direkte til EM.

De danske U17-drenge skal til Spanien, hvor de møder Holland foruden værterne. Gruppevinderen samt de to bedste 2’ere kvalificerer sig direkte til EM. Da der hos drengene er tre grupper med tre hold i hver, er det kun resultaterne mod nummer 1 og 3, der vil blive brugt for at sikre en fair og lige sammenligning på tværs af grupperne.

Det europæiske volleyballforbund CEV har også fundet en vært for EM-slutrunderne. Kvalificerer de danske piger sig, skal de til EM i Sofia og Samokov i Bulgarien fra den 21.-29. juli.

Kvalificerer drengene sig til EM, går turen til Konya i Tyrkiet fra den 3.-11. juli.
Gentofte har ryggen mod muren, inden returopgøret mod VaLePa Sastamala i 1/16-finalen i CEV Cuppen, som spilles i morgen. De danske mestre skal vinde 3-0 eller 3-1 på hjemmebane for at holde liv i den europæiske drøm. Og Gentofte tror på overraskelsen.

Der var nemlig ikke mange point, der skilte de to hold ad i det første opgør i Finland. VaLePa Sastamala vandt med 3-0, men sætcifrene 25-22, 25-23, 25-23 afslører, at det var en uhyre tæt fight i det finske.

Nu skal de sidste marginaler tippes over på Gentoftes banehalvdel, når Gentofte Sportspark danner rammerne om returopgøret tirsdag aften. Gentofte-træner Peter Borglund har opskriften på avancement klar:

”Vi er nødt til at presse deres modtagning væk fra nettet. Vi skal presse dem ligeså meget i serven, som vi gjorde i Finland. Vi lavede flere serveesser end forventet, men vi lavede også for mange fejl,” siger han.

I første opgør i 1/16-finalen lavede Gentofte hele syv serveesser, men samtidig 16 servefejl mod VaLePa Sastamala, som fører den finske liga.

Tror på overraskelsen
Da VaLePa Sastamala vandt første kamp med 3-0, skal Gentofte vinde returopgøret med 3-0 eller 3-1 for at tvinge de to hold ud i ét altafgørende Golden Set til 15 point.

Finnerne er favoritter, men Gentofte tror på en artig overraskelse:

”På papiret bliver det svært. Men vi havde nogenlunde styr på deres angribere, og hvis vi spiller klogt, en lille smule bedre og tror på vores chance, kan vi måske hente de ekstra par point i hvert sæt, som sikrer os sejren og tvinger kampen ud i Golden Set. Vi går benhårdt efter at lave overraskelsen,” siger Peter Borglund.

”Vi glæder os helt vildt. Det har været en kæmpe motivationsfaktor for hele holdet at spille europæisk både før og efter nytår,” siger han.

Kampen mellem Gentofte og VaLePa Sastamala vises direkte i knivskarp kvalitet på Volleyball Danmarks egen TV-kanal på nettet Volley TV tirsdag den 17. januar klokken 19:00.
Udsigten til dalende eller slet ingen spilletid får Axel Jacobsen til at vinke farvel til Bolívar og sige goddag til San Lorenzo i den næstbedste argentinske liga.

I slutningen af 2016 spillede den danske landsholdshæver Axel Jacobsen ellers VM for klubhold med sin argentinske klub Bolívar.

Derfor vækker det også en del opsigt i Argentina, at den danske landsholdshæver nu skifter til San Lorenzo i den næstbedste række A2.

Årsagen skal findes i, at Bolívar i december fik mulighed for at hente den argentinske landsholdshæver Demián Gonzalez. Dermed rådede Bolívar over ikke færre end tre gode hævere, heriblandt Axel Jacobsen.

Da den danske landsholdsanfører lå allerede i tæt fight om en plads i startopstillingen med klubbens anden hæver Maximiliano Chirivino, blev udsigten til spilletid væsentlig forværret for danskeren med ankomsten af den nye stjernehæver.

Bolívar og Axel Jacobsen blev derfor enige om, at det var bedst for begge parter, hvis Jacobsen fandt en ny klub, som kunne sikre mere spilletid.

Det bliver nu San Lorenzo, der får glæde af Axel Jacobsens sikre hænder i 2017. Han har allerede trænet sammen med sin nye klub og spillet en venskabskamp, inden sæsonstart 13. januar.

San Lorenzo har været ude af argentinsk topvolley i en årrække. Sidste gang klubben var med i det bedste selvskab var i 2004-2005-sæsonen. Nu er klubbens mål at rykke op i landets bedste række A1.
Der var pokaldrama, galla-interview på den røde løber og EM-kvalifikation for U16 og U17-landsholdene, da Volleyball Danmark gik i luften med sin egen TV-kanal på nettet Volley TV kort inden jul.

Dagen inden otte af Danmarks bedste hold kæmpede om at blive pokalmester ved Final 4, kunne volleyballfans for første gang klikke ind på www.volleytv.dk.

Den nye platform samler alt om dansk volleyball ét sted og sendte samtlige semifinaler og pokalfinaler ved Final 4 efterfulgt af.

Rigtig mange så med, også da Volley TV streamede U16 og U17-landsholdenes jagt på en billet til EM.

"Jeg er meget glad for den måde, hele Volleyball Danmark har taget imod vores nye platform. Den positive reaktion, jeg allerede nu har mødt, gør mig mere og mere sikker i, at det er den rigtige beslutning, vi har taget - både nu, men i den grad også på længere sigt," siger mediekonsulent Casper Ahlehoff Hansen.

På Volley TV er det gratis at se både LIVE-kampe og dykke ned i arkivet og gense netop de højdepunkter, man har lyst til. Volley TV har fra beach, bredde og elite samlet på ét sted.

Samtidig med lanceringen af den nye platform har Volleyball Danmark fået helt nyt TV-produktions udstyr, der gør streamning-oplevelsen af "Ugens kamp" til en langt federe oplevelse fremover.

Klik her for at komme til Volley TV og se eller gense fx kampene fra Final 4 eller ungdomslandsholdenes EM-kvalifikationskampe.
Volley TV er Danmarks nye volleyball TV-kanal på nettet og vil fremover være der, hvor du kan se live-kampe, få nyhedsindslag og meget mere fra både beach, bredde og eliten.

VolleyTV.dk er det let at navigere rundt og finde præcis de indslag, som du finder interessant.

Du kan se frem til en endnu federe oplevelse, når du streamer kampe fra bl.a. Volleyligaen, landskampe, beachtouren og ungdomsmesterskaber.

Volley TV sender første gang fredag den 16. december, hvor alle semifinaler fra Final 4 er på programmet. Vi er naturligvis også på pletten lørdag, hvor pokalmetrene findes.

”Volley TV er en tidlig julegave til alle, der interesserer sig for volleyball,” siger Casper Ahlehoff Hansen, mediekonsulent i Volleyball Danmark.

”Vi glæder os til at vise vores nye, flotte platform frem. Vi synes selv, at Volley TV er overskuelig at gå til for brugerne. Forhåbentlig får alle en rigtig god oplevelse, når de er inde på sitet for enten at se LIVE-kampe, nyhedsindslag eller gå på opdagelse i arkivet,” siger han.

Som en ekstra service har vi oprettet en abonnementsfunktion, så du kan få direkte besked, hver gang der er en ny video eller live-udsendelse på Volley TV.

”Det har været vigtigt for os at få samlet alle videoer ét sted, så brugerne bliver vant til, at de kan se alle volleyball-relaterede indslag på én platform, Volley TV,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

På VolleyTV.dk kan du allerede nu se alle de videoer, Volleyball Danmark tidligere producerede til Zibra Sport.

Det er vigtigt for Volleyball Danmark, at have sin egen TV-kanal på nettet, og derfor er Volley TV blevet en realitet.

Med Volley TV siger Volleyball Danmark dermed samtidig mange tak for samarbejdet i denne omgang til Zibra Sport. Volleyball Danmark har været glade for samarbejdet med Zibra Sport, som har hjulpet meget med at etablere streaming af volleyball på nettet.

KLIK HER FOR AT KOMME I GANG MED AT SE VOLLEY TV MED DET SAMME.

X
Volleypedia er et opslagsværk på nettet, hvor du kan finde inspiration til at lette din dagligdag i hallen og i arbejdet med at rekruttere og fastholde spillere og ledere.

Volleypedia er et levende opslagsværk, der vil løbede bliver udbygget og opdateret med flere emner og flere artikler. Kort sagt et værktøj, der kan bruges hands on i hallen.

På Volleypedia har vi med input fra klubber, trænere og spillere samlet gode eksempler på, hvordan man kan gøre volley-hverdagen lidt lettere.

Du kan fx læse eksempler på, hvad man kan gøre for at rekruttere flere spillere til klubben. Eller hvordan man gør den daglige træning nemmere for den enkelte træner.

Lige nu er der inspiration at hente til Welcome U, rekruttering af spillere, fastholdelse af spillere, rekruttering og fastholdelse af frivillige samt trænerrollen.

Har du ideer eller emner, der skal med i Volleypedia, så skriv til Volleyball Danmarks Bredde- og Udviklingsafdeling.

Klik her for at komme i gang med at bruge Volleypedia med det samme.
Et stemnings- og glædesfyldt billede fra den første træning af Ramasjang Bold er kåret til Årets volleyballbillede 2016.

Ramasjang Bold er et volley-koncept for de 4-7-årige, som Ikast KFUM Volley afholder. Billedet er taget under holdets første kampråb.

Til Ramasjang Bold er det ikke kun volleybolden, børn og voksne leger med; også skumbolde, bordtennisbolde, balloner, pilatesbolde og medicinbolde tages med i legen, som har fokus på sjov og motorik.

Et enigt dommerpanel i Volleyball Danmark har blandt alle indsendte billeder i konkurrencen valgt dette til Årets volleyballbillede 2016.

Der er seks billetter til Final 4 i Frederiksberg Hallen den 16. og 17. december på vej til Frederik Dahl.
En masse elever fra 2. og 3. klassetrin havde byttet skolebøgerne ud med halgulvet og volleyball, da Volleyball Danmark, Gentofte Volley og Novo Nordisk inviterede en række skoler til kidsvolley stævne i Kildeskovshallen.

Et tæt samarbejde mellem Volleyball Danmark og Novo Nordisk gør, at der året rundt inviteres en masse af landets skoler til en dag i hallen med fokus på Kidsvolley og sundhed.

Sidste gang der blev afholdt skolestævne, var det i tæt samarbejde med Gentofte volley, da Kildeskovshallen åbnede dørene for mere en 250 elever fra 2. og 3. klassetrin.

”Det er et samarbejde, vi har haft med Novo Nordisk i små 10 år. Samarbejdet sikrer, at vi får en økonomi, så vi kan kan sende pokaler og tuneringsmateriale ud til mere end 37.000 elever årligt,” siger Christina Attrup Juhl, der er teamleder i Bredde og Udviklingsafdelingen i Volleyball Danmark.

Det er ikke kun økonomisk, at Novo Nordisk og Volleyball Danmark samarbejder og sørger for, at skoler fra hele landet inviteres til kidsvolley stævner. Ved flere stævner giver Novo Nordisk en række af deres ansatte muligheden for en noget anderledes arbejdsdag.

”Det er mega sjovt at bruge en dag herude med en masse glade elever, og det er da også meget anderledes end at bruge en dag ved skrivebordet. Det giver os en masse livsglæde at se så mange glade børn, der hygger sig her i hallen,” fortæller Stine Helth fra Novo Nordisk.

Stævnet i Kildeskovshallen blev en stor succes, hvor en masse glade elever foruden volleyball også havde mulighed for at fornøje sig med en masse andre aktiviteter, der alle havde fokus på sundhed.

”Det er genialt at kunne kombinere sundhed og Kidsvolley, da det sætter fokus på både sporten og på kosten. Samtidig er det bare så fedt at se så mange glade børn. Det fortæller os, at det er en stor succes,” siger Christina Attrup Juhl.

Du kan se video fra Kidsvolley stævnet i Kildeskovshallen her.

 


Danmark har fire hold med i NCC-finalerne. Brøndby får hjemmebanefordel hos damerne, mens Gentofte som det eneste danske herrehold skal en tur til Sverige i kampen om guld.

De danske damehold dominerede gruppespillet i NEVZA Club Championships, hvor hele tre hold kvalificerede sig til finalerne.

Brøndby, Holte og Amager er dermed med, når finalerne spilles den 20.-22. januar i Brøndby. Det fjerde og sidste finalehold er islandske HK.

Herrernes finaler spilles ugen efter den 27.-29. januar i Sverige. Her er Gentofte eneste danske repræsentant, og de møder Tromsø, TIF Viking foruden værterne Falkenberg.

Se mere på NCC-siden her eller Facebook her.
Level 2 er allerede lukket, mens der kun er få pladser tilbage på Level 1 og 3. Nu oprettes venteliste grundet den store efterspørgsel.

Tilmeldingerne strømmer ind til Pokalfestivalen den 21.-22. januar 2017.

Level 2 er netop fyldt op og dermed lukket for flere tilmeldinger.

Har du et hold, som du gerne vil have med i Level 2, så skynd dig at tilmelde dig her, så kommer I på ventelisten. Bliver der ikke fyldt op i de andre rækker, tager vi hold fra ventelisten med.

Status på levels:
Level 1: 3 pladser tilbage
Level 2: Lukket
Level 3: 1 plads tilbage
Øvrige: Foreløbigt ok med pladser
De danske mestre i volleyball spiller i morgen den største klubkamp i dansk volleyball i 20 år, når de på hjemmebane i Gentofte Sportspark tager imod forrige års Champions League-vindere Belgorod.

Gentofte kan stadig smage sejrens sødme, efter de i forrige uge på fornemmeste vis spillede sig videre til 3. runde i Champions League. Onsdag aften gælder det så sidste hindring inden det forjættede gruppespil.

På den anden side af nettet venter noget af en mundfuld. Belgorod fra Rusland ligger nummer 9 på Europaranglisten, mens Gentofte frister en tilværelse som nummer 134.

Gentofte-anfører Peter Trolle Bonnesen glæder sig sammen med resten af holdet til opgøret mod det russiske storhold:

”Vi er bedre, end de tror. Og vi kan være med langt hen ad vejen. Jeg tror ikke, afstanden mellem os og Belgorod er enorm,” siger han forud for Champions League-kampen, som kan virke som Davids kamp mod Goliat.

”Holdet har en tro på, at vi kan lave en overraskelse mod Belgorod. Om overraskelsen så består i, at vi tager et, to, eller tre sæt, må tiden vide,” siger Peter Trolle Bonnesen.

Møder verdensklassemandskab
Belgorod-mandskabet kommer til Gentofte med et stjernespækket holdkort. Heriblandt er det 41-årige volleyball-ikon på Sergey Tetyukhin, der som den eneste volleyballspiller i verden har deltaget i OL 6 gange, vundet 4 OL-medaljer, 10 russiske mesterskaber, 4 Champions League-trofæer og stået i 13 EM-, VM- og World Cup-finaler.

”Belgorod er et verdensklassemandskab! De har adskillige OL-spillere med. Dmitriy Muserskiy på to meter og 18 centimeter, som er kåret til den bedste blokadespiller et hav af gange til både EM, OL og i Champions League kommer,” siger Peter Trolle Bonnesen.

”Det er en drengedrøm at få lov til at spille mod så store stjerner og så godt et hold. Endda på hjemmebane i Danmark foran et larmende hjemmepublikum. Jeg håber, at der kommer mange i Gentofte Sportspark og får deres livs volleyballoplevelse,” siger han.

Gentofte spillede sig videre til 3. runde i Champions League ved at besejre de montenegrinske mestre Budva både hjemme og ude.

Gentofte spiller mod Belgorod onsdag klokken 18:30 i Gentofte Sportspark. Kampen streames direkte på Zibra Sport her.

Returkampen mod Belgorod spilles på søndag den 20. november i Rusland klokken 16:00 dansk tid.

Går Gentofte ikke videre til gruppespillet i Champions League, fortsætter de danske mestre deres europæiske eventyr i CEV Cuppen. 
De danske damehold dominererede gruppespillet i NEVZA Club Championships. Brøndby, Amager og Holte vandt hver deres gruppe, og tre ud af fire hold i NCC-finalerne er dermed fra Danmark. Både de svenske og norske mestre er ude.

Det blev afgjort i weekenden, hvor de tre indledende grupper i NCC blev spillet.

På hjemmebanen i Brøndby var der ingen slinger i valsen hos de regerende danske mestre, som sikkert tog gruppesejren foran islandske HK og Oslo fra Norge. Brøndby afgav blot en enkelt sæt undervejs til HK, og det viste sig afgørende for islændingenes videre skæbne i NEVZA Club Championships.

Amager var sammen med Ikast rejst til Randaberg i Norge i Gruppe B. Amager gjorde rent bord i deres kampe, og med tre sejre og maksimumpoint er de også klar til NCC-finalerne. Ikast måtte rejse hjem fra Norge med to vundne sæt i bagagen.

I Gruppe C i Holte skulle værterne og Køge forsøge at spille sig videre i den nordiske klubturnering. Holte viste sig som de mindre gæstfrie værter, idet de ikke lod deres gæster tage point fra dem. Med tre sejre snuppede Holte 1. pladsen i gruppen og dermed en billet til NCC-finalerne. Køge besejrede Viking med 3-2 og tog et enkelt sæt mod de svenske mestre og NCC-finalister fra sidste år Engelholm – og det viste sig afgørende for svenskerne.

For med det afgivne sæt til Køge, sluttede Engelholm på 2. pladsen med 1 sejr, 3 point og 4-4 i sætscore. Det var akkurat ikke nok til at blive bedste 2’er og dermed sikre sig adgang til finalerne. Den plads snuppede islandske HK med en sætscore på 4-3.

Det er første gang, at et hold fra Island kvalificerer sig til NCC-finalerne.

Dermed er både de svenske og norske mestre slået ud af NEVZA Club Championships, mens Danmark har tre hold med i finalerne, som afvikles den 20.-22. januar 2017.

Se alle resultater her.
Billeder og små historier kan findes på NCC Facebook siden her.
Fem danske mandskaber indleder jagten på NEVZA Club Championships-trofæet senere i dag. Brøndby og Holte er værter for hver deres gruppespil. Udvalgte kampe streames. Se her hvor.

Brøndby, Amager, Ikast, Holte og Køge skal alle forsøge at spille sig i NCC-finalerne, når gruppespillet afvikles fredag til søndag.

Kampprogrammet ser således ud. Du kan se resultater og stillinger her.

Gruppe A
11/11, 18:00: Brøndby VK-HK
12/11, 16:30: Oslo Volley-HK
13/11, 14:00: Brøndby VK-Oslo Volley

Gruppe A i Brøndby kan følges på live stream hos Zibra Sport her og de øvrige kampe her.

Gruppe B
11/11, 17:00: Randaberg VBK-Amager VK
11/11, 19:30: Afturelding-Ikast KFUM
12/11, 15:00: Amager VK -Ikast KFUM
12/11, 17:30: Randaberg VBK-Afturelding
13/11, 12:00: Amager VK –Afturelding
13/11, 14:30: Randaberg VBK-Ikast KFUM

Gruppe B i Randaberg kan følges på live stream her. 

Gruppe C
11/11, 17:30: Holte IF-Team Køge
11/11, 20:00: Engelholm-TIF Viking
12/11, 15:00: Engelholm-Holte IF
12/11, 17:30: TIF Viking-Team Køge
13/11, 13:00: Holte IF-TIF Viking
13/11, 15:30: Engelholm-Team Køge

Gruppe C i Holte kan følges på live stream her.
Gentofte varmer op til Champions League, når de i aften tager imod Hvidovre på hjemmebane i Volleyligaen. Se om Hvidovre kan overraske de regerende mestre direkte på Zibra Sport.

Aftenens opgør i Volleyligaen er mellem to mandskaber med to vidt forskellige udgangspunkter.

På den ene side er Gentofte ubesejrede i ligaen uden at afgive sæt i tre kampe, og de har spillet sig videre i Champions League.

På den anden side har Hvidovre ikke rigtig fået gang i spillet i denne sæson, hvor det er blevet til to sejre over oprykkerne fra Vestsjælland og to nederlag henholdsvis ude mod ASV Århus og hjemme mod Middelfart.

”Hvidovre har ikke spillet op til det niveau, som vi ved, de kan levere på. De har spillermaterialet til at blande sig i toppen, så de skal have flere sejre på kontoen for at slutte ordentlig i grundspillet,” siger Casper Ahlehoff Hansen, Volleyliga-kommentator hos Volleyball Danmark.

Han mener dog langt fra, at kampen i aften er afgjort på forhånd:

”Hvidovre kan øjne en chance for at levere en overraskelse og stjæle point mod Gentofte, som måske allerede har øjnene rettet mod deres næste Champions League-kamp. Hvidovre bør være ekstra opsatte og skal gå benhårdt efter at ramme en gylden dag,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

Gentofte møder det russiske storhold Belgorod i Champions League på onsdag i Gentofte Sportspark. Først gælder det dog Hvidovre på den sædvanlige hjemmebane i Kildeskovshallen.

”Gentofte er inde i et rigtig stramt program, hvor de har spillet Champions League både onsdag og søndag i sidste uge. Nu på onsdag venter endnu en stor Champions League-kamp på hjemmebane. Jeg er spændt på, om Gentofte sparer nogle spillere til kampen mod Hvidovre,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

”Selv hvis Gentofte sparer nogle spillere fra den normale startopstilling, er de favoritter til at vinde i aften,” siger han.

Gentofte spiller mod Hvidovre i Kildeskovshallen torsdag klokken 20:00. Kampen streaes direkte på Zibra Sport her. 
Fysisk og psykisk skadede soldater kæmpede side om side i siddende volleyball, da Lavia for 11. gang afviklede Copenhagen Sit Cup. Se indslag fra turneringen.

”Jeg mangler min højre fod.”

Dennis Dencker fik sprængt sin fod af under mission i Afghanistan for det danske Forsvar. Han trådte på en IED, improviseret sprængladning, og fik efterfølgende amputeret sin højre fod.

”Jeg gjorde mig mange tanker om, hvilken idræt jeg kunne lave, efter jeg var kommet til skade. Kunne jeg overhovedet gå igen?” siger Dennis Dencker.

Det kan han. Og i weekenden spillede han sammen med andre skadede soldater og siddende volleyballspillere fra fem nationer den 11. Copenhagen Sit Cup i Grøndal MultiCenter i København.

Dennis Dencker har tidligere spillet fodbold, men ulykken umuliggjorde spillet md læderbolden.

”Jeg er højrebenet, og mit venstreben er forholdsvis koldt, så jeg fandt lynhurtigt ud af, at det skulle være en anden sport. Jeg begyndte at spille siddende volleyball, og det var super dejligt at komme i gang med en holdsport igen,” siger han.

”Det har givet mig rigtig meget. I volleyball skal man tænke på hele holdet, og det har været rigtig dejligt at komme ud og spille i Lavia og møde nogle andre mennesker end kun dem fra Forsvaret, ”siger Dennis Dencker. 

Artiklen fortsættes under videoen…

Interview: Jakob Wärme Lykke. Redigeret og speaket af Casper Ahlehoff Hansen.


Ny social kontekst gavner rehabiliteringen
Copenhagen Sit Cup er i år en realitet gennem et tæt samarbejde mellem Lavia og det danske Forsvars projekt for skadede soldater. Derfor var der også inviteret tre hold bestående af krigsveteraner fra Danmark, Tyskland og Holland til turneringen.

”De skadede veteraner oplever lige pludselig at blive en del af et nyt fælleskab, som ikke kun handler om det militære, men også kan give dem en ny, social kontekst at træde ind i. Det er rigtig gavnligt i forhold til den rehabiliteringsproces, mange af dem er i gang med,” siger Nicklas Bjaaland, projektleder i Forsvaret.

En af de krigsveteraner, der har glæde af at spille siddende volleyball, er Michael Willadsen. Han lider af posttraumatisk stresssyndrom og lader sig ikke stoppe af, at der pt. kun er en klub i Danmark, Lavia i København, hvor man kan spille siddende volleyball.

”Jeg kører gerne 256 km for at spille siddende volleyball, da jeg bor ovre på vestkysten. Det er super fedt at prøve at spille volleyball. Jeg elsker det og kunne finde på at lave noget andet,” siger Michael Willadsen.

Der er en helt central del, der trækker i at spille siddende volleyball:

”Samvær og forståelse for, hvis jeg har det skidt. Jeg spiller sammen med nogen, som har nogle af de samme problemer, som jeg har i hverdagen. Når man lider af PTSD, kan man ofte godt blive trukket ned, hvis der er dårlig moral. Men der er altid nogle fysisk skadede, som er gode til at muntre en op,” siger han.

Siddende volleyball fungerer for såvel amputerede som for ikke- amputerede. Siddende volleyball spilles ved, at man sidder seks deltagere på hver side af nettet. Der spilles efter regler fra almindelig stående volleyball med enkelte undtagelser: Man skal sidde med bagdelen på gulvet, og nettet er 1,15 meter højt.

”Hvis der er stående spillere, som er dønærgerlige over, at de ikke kan spille mere, fordi de er blevet skadet, så findes der et alternativ. Man får rørt sig og får sved på panden. Alle teknikker med grundslag og teknikker kan man føre direkte over i siddende volleyball,” siger Søren Sørensen, formand i Lavia.  

Se mere om siddende volleyball og Lavia på deres Facebook side her.
Side 1 ud af 3

Kontakt

  • Volleyball Danmark
    Idrættens Hus
    DK-2605 Brøndby
    Tlf.: +45 4326 2626
    Fax: +45 4363 2410
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Sportsdirektør

    Mikael Trolle
    Mob.: +45 2096 3380
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Elitechef
    Sven Brix
    Tlf.: +45 4326 2714
    Mob.: +45 2372 8900
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Bredde- og Udviklingschef
    Peter Morell
    Mob.: +45 2372 2764
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for adm.