Hjemmesidebanner
søndag, 21 december 2014 15:23

Brøndbys bombere bankede pokaltitlen til Vestegnen

Written by
Brøndby kan igen kalde sig dansk pokalmester i volleyball. Vestegnens stærke angrebsarsenal sænkede Holtes stabile defensiv efter en intens finale.  

Final Four, semifinale: Holte IF – Brøndby VK 1-3 (24-26, 25-19, 20-25, 19-25)
Frederiksberg Hallen

Der var gåsehud på de flestes arme i Frederiksberg Hallen forud for damernes pokalfinale i volleyball mellem Holte og Brøndby, efter Gospelkoret Oikos smukt havde sunget nationalsangen.

Spillerne på banen fik dog hurtigt rystet gåsehuden af sig og tog hul på et intenst 1. sæt, hvor føringen bølgede frem og tilbage, og begge hold nægtede at overgive sig. Brøndby sendte sig selv på sejrskurs ved 24-22, men Holte overlevede de to sætbolde. De gulblusede Brøndby-spillere lod sig ikke ryste og lukkede sættet med 26-24.

Holte kom ud som lyn og torden i 2. sæt og bragte sig hurtigt foran 6-1. Stille og roligt fik Brøndby dog ædt sig ind på det sortblusede Holtehold, og sættet var igen helt lige ved 13-13. Så fandt centerspiller Juliane Graff Daugaard og diagonal Anneka Hastings de vandtætte blokader frem, og med to kill blocks hver trak Holte fra, udnyttede deres anden sætbold til sætsejr 25-19 og udlignede dermed til 1-1 i sæt.

Efter det lille chok i 2. sæt vandt Brøndby første point i 3. sæt. Holte fik udlignet til 2-2, men derfra varierede Brøndbys føring bare i størrelse resten af sættet. Brøndbys kantspiller Desiree Ates slap for alvor slaghånden løs og førte an til 25-20 og dermed 2-1 i sæt.

Brøndby forsatte de gode takter i 4. sæt og kunne stille og roligt se sejren og pokaltitlen komme nærmere for hver bold. Sidste gang de hævede pokalen var i 2011, mens Holte har vundet de to senere pokalfinaler. Med gode angreb fra kantspiller Amy Town (19 point) og diagonal Trine Kjelstrup (12 point) vandt Brøndby sættet med 25-19 og kampen 3-1.

”Vi har rigtig mange nerver på i dag, og vi følger vel nok kun vores gameplan 70 procent. Egentlig er det meget simpelt, men vi spiller nervøst. Da vi får mere styr på nerverne, så har vi bare mere power ved nettet end Holte. Vores kanter spiller rigtig godt i dag, og var det ikke for Holtes libero, som holder dem inde i kampen, så havde vi vundet større,” Jens Bang, cheftræner for Brøndby.

Trine Kjelstrup scorede 12 point i finalen, og det var naturligvis en glad pokalmester efter kampen:

”Det er altid rigtig dejligt at vinde pokalen. Det er jo tre år siden sidst. Vi kæmper en del mod os selv i kampen, fordi vi så gerne vil frem og banke til bolden. Holte spiller en god kamp med en lav fejlprocent som altid, men vi har mere power. Når vi formår at holde hovedet koldt, så kan vi kontrollere vores angreb meget bedre,” siger Trine Kjelstrup.
Read 2697 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.