Hjemmesidebanner
tirsdag, 08 april 2014 20:41

Brøndby baskede Holte i tiebreak-drama og er danmarksmestre

Written by
Der var masser af drama og nogen slinger i guldvalsen, da Brøndbys damer hertil aften huggede Holte i halgulvet i den fjerde DM-finale. Med sejren er Brøndby danmarksmestre 2014 med en samlet finalesejr på 3-1.

Holte IF – Brøndby VK 2-3 (17-25, 28-26, 23-25, 25-21, 6-15)
Samlet DM-finale: Holte 1-3 Brøndby

For fjerde år i træk stod Brøndby VK overfor Holte IF i damernes DM-finale i Volleyligaen. De blågule fra Vestegnen vandt deres første DM-duel i 2011, men siden har Holte IF sluttet øverst på podiet. Hertil aften var det igen Brøndbys tur til at få medaljerne af den fineste karat hængt om halsen.

”Vi holder os til vores gameplan hele kampen igennem. Jeg synes, at vi er det bedste hold, når vi kigger over hele sæsonen også her i finalekampene. Vi bliver ved med at lave de aftalte løsninger. Vi bliver ikke utålmodige, men bliver ved og ved at holde os til planen, og det giver os sejren,” siger Jens Bang, cheftræner i Brøndby VK.

Servepresset blev den afgørende faktor i den fjerde og sidste DM-finale, hvor også finalenerver spillede begge hold et puds. Begge lejre på tribunerne i Ny Holtehal leverede en solid opbakning til deres heltinder på banen.

”Når vi spiller vores spil, så kan Holte ikke hamle op med os. Men vi bliver straffet, når vi begynder at slappe lidt for meget af. Det er stort at vinde DM-guld i her Holte, hvor vi er blevet tudet ørene fulde af, at vi ikke kunne vinde. Det er mit første DM-guld med Brøndby, og det er så fedt. Nu skal vi ud og fejre det. Jeg ved ikke, hvor det bliver – men det bliver med manér,” siger Trine Kjelstrup fra Brøndby VK.

Dunder-Duric dominerede
Begge hold begyndte 1. sæt med en smule finalenerver. Men Brøndby trak stille og roligt fra Holte anført af serbiske Mirjana Duric, som konstant agerede slagvåben for vestegnsklubben. Den 186 cm høje diagonalspiller trodsede flere gange tyngdekraften, steg til vejrs og hamrede med hånden højt hævet over nettet den blågule volleyball i gulvet. Brøndby vandt 1. sæt med 25-17.

17-årig forvandlede Holte
Holte var langt bedre med i 2. sæt, hvor nordsjællænderne øgede servepresset og fik holdt Brøndby væk fra nettet. Holte misbrugte fem sætbolde, inden de overlevede en enkelt selv og vandt sættet med 28-26 ført an af blot 17-årige Nora Møllgaard, der kom ind på kanten i stedet for en småskadet anfører Karen Helmer-Hansen.

Fem point i streg tippede sættet
Brøndby lagde fra starten af 3. sæt et massivt servepres på de blåblusede Holte-spillere. Holtes ellers altid stærke Lykke Degner var en skygge af sig selv, og nordsjællænderne forblev kun inde i sættet på Brøndbys egne fejl. Ved 16-16 vandt Brøndby fem point i streg. Den føring fik Holte aldrig hentet helt, og Brøndby vandt sættet med 25-23.

Smed to 5-points føringer
Brøndby kom hurtigt foran 5-0 i 4. sæt. Holte fik udlignet, men de gulklædte fik igen et hul på fem point ved15-10. Dog må Brøndby tage sig selv til hovederne, da de stærkt hjulpet på vej af egne fejl smed føringen og sættet væk. Brøndby var ellers foran 21-19, inden Holte hev seks point i træk og vandt sættet med 25-21.

Brøndby ubarmhjertige i tiebreak
Finaledramet skulle dermed afgøres i en tiebreak til 15 point. Her levnede Brøndby ikke Holte nogen chancer, og en af kampens helt store spillere, Duric, lukkede kampen med en vandtæt blokade og sikrede dermed Brøndby DM-guldet med 15-6 i 5. sæt og 3-2 samlet.

Brøndby sluttede dette års grundspil på toppen af Volleyligaen og kronede en flot sæson med dagens guldmedaljer. Brøndby vandt den første DM-finale på hjemmebane med 3-1, Holte tog næste stik på deres hjemmebane med 3-2, inden Brøndby vandt 3-0 hjemme og 3-2 ude.

Selvom det ikke blev til guldmedaljer i år, så udbygger Holte IF’s damer en i forvejen imponerende rekord, idet nordsjællænderne har vundet medaljer i Volleyligaen i intet mindre end 26 år i træk – i 25 af årene har Holte stået i finalen.

I morgen spiller Gentofte og Marienlyst den 4. DM-finale hos herrerne. Gentofte har matchbold, da de fører 2-1 i kampe og spiller på hjemmebane i morgen. 
Read 3050 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.