Hjemmesidebanner
tirsdag, 13 november 2018 20:21

Tiebreaksejr ikke nok til europæisk avancement for Gentofte

Written by
Foto: Flemming Patulski Nielsen Foto: Flemming Patulski Nielsen
Gentofte snuppede sejren, men ikke billetten videre i Europa, da de på hjemmebane i Kildeskovshallen slog estiske Saaremaa VC med 3-2 i CEV Challenge Cuppen.

Gentofte Volley vs. Saaremaa VC: 3-2 (25-21, 22-25, 15-25, 25-22, 15-13)
CEV Challenge Cup, Kildeskovshallen

Der var maksimalt pres på de regerende danske mestre inden aftenens kamp i CEV Challenge Cup mod Saaremaa fra Estland. Gentofte havde tabt det 1. opgør på udebane med 0-3 og skulle derfor vinde 3-0 eller 3-1 på hjemmebane for at fremtvinge et altafgørende Golden Set om videre avancement i turneringen.

Tændingens strålede ud af Gentofte-spillerne fra starten af kampen, hvor samtlige af de danske spillere udførte deres opgaver på europæisk niveau.

Efter en god dansk start åd esterne sig tilbage i 1. sæt. To serveesser i træk fra Philip Özari gav Gentofte en 13-10 føring. Saaremaa kom tæt på, men fik aldrig helt kontakt igen. Anfører Peter Trolle Bonnesen gik forrest (10 point i 1. sæt) og var også manden bag sidste point i sættet, der gik til Gentofte med 25-21.

Saaremaa kom ud til 2. sæt som lyn og torden og slog et hul ned til Gentofte på 5 point. Gentofte nægtede at lade esterne få sættet uden kamp og fightede sig langsomt tilbage, bl.a. med solide blokader af Rasmus Mikelsons (2 blokadepoint både i 1. og 2. sæt). Der gik sideout i den ved 18-16 til Saaremaa, inden Gentofte breakede og bragte den estiske føring ned på 1 point ved 22-21. Det danske comeback blev dog ikke fuldendt, og Saaremaa lukkede sættet 25-22.

Med den estiske sætsejr blev 3. sæt uhyre vigtigt, da det europæiske eventyr ville være slut for Gentofte, hvis Saaremaa kom på 2-1. Det regnestykke havde det estiske mandskab også lavet, og da de tog føringen ved 6-5, slap de den ikke igen. Gentofte skiftede hæver bagud 20-13, hvor Mads Kyed erstattede Sebastian Mikelsons, men det hjalp ikke det store, og Saaremaa bandt knude på sættet 25-15.

Foran 2-1 i sæt var Saaremaa sikre på avancement og skiftede deres to topscorere ud, mens Gentofte var fast besluttede på at gøre kampen færdig og runde deres europæiske kampagne ordentligt af foran hjemmepublikummet. 4. sæt var tæt hele vejen, hvor Gentoftes føring konstant svingede mellem 1-3 point, inden danskerne lukkede sættet 25-22.

Gentofte havde teten hele vejen i tiebreak, hvor de danske mestre sikrede sig to matchbolde på gode server af Mads Møllgaard. Sejren blev sikret efter en estisk serv i nettet, så Gentofte vandt 5. sæt med 15-13 og dermed en 3-2-sejr.

Gentofte cheftræner Shane Smith:

”Vi fik en rigtig god start på kampen og bragte spillet præcis derhen, vi gerne ville i 1. sæt,” siger han.

”Vi møder et godt estisk hold, som presser os i 2. og 3. sæt, hvor vi har svært ved at komme til modangreb og score point,” siger Shane Smith.

”Jeg er stolt af drengenes indsats. De kæmper hele vejen, selvom de ved, at vi ikke længere kan gå videre,” slutter cheftræneren.

Kampens topscorer blev Peter Trolle Bonnesen med 22 point.

SE MERE STATISTIK FRA KAMPEN HER
Read 273 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.