Hjemmesidebanner
torsdag, 25 oktober 2018 15:47

Mikael Trolle stopper i Volleyball Danmark

Written by
Foto: MortenO.com Foto: MortenO.com
Sportsdirektør og landstræner for det danske herrelandshold Mikael Trolle har valgt at stoppe i Volleyball Danmark.

Siden 1990 har Mikael Trolle været en central figur i dansk volleyball, hvor han første gang blev landstræner for herrelandsholdet.

Han stod i spidsen for det danske herrelandshold i perioden 1990-2002 med 245 landskampe til følge. Herefter blev han sportschef i volleyballforbundet, sidenhen sportsdirektør samt chef for EM 2013 i Danmark og Polen, hvorefter han igen i 2014 overtog posten som herrelandsholdstræner sideløbende med sin sportsdirektørstilling. I alt har Mikael Trolle stået i spidsen for Danmark i 342 kampe.

Nu, efter 28 år, stopper Mikael Trolle i Volleyball Danmark for at fokusere mere på sit virke som konsulent og foredragsholder i Dreams and Details-ledelseskonceptet.

Erik Jacobsen, formand i Volleyball Danmark:

”Jeg vil gerne takke Mikael Trolle for mange års arbejde i Volleyball Danmark i mange forskellige sammenhænge blandt andet som sportsdirektør og landstræner for herrelandsholdet gennem flere perioder,” siger han.

”Mikael har sat et kæmpe fingeraftryk på udviklingen af volleyball i Danmark i rigtig mange år. Det er blandt andet ham, der har konstrueret hele vores talent- og eliteområde. Han var også drivkraften bag vores store EM-værtskab i 2013,” siger Erik Jacobsen.

”Dansk volleyball har rykket sig enormt under Mikaels ledelse. Nu ønsker han at fokusere på nye udfordringer, og det respekterer vi. Der skal lyde en stor tak til for Mikael for hans store dedikation i arbejdet,” slutter formanden.

Mikael Trolle:

Jeg har været utrolig glad for mine mange år i Volleyball Danmark. Det har været en tid med store oplevelser og professionelle udfordringer. Det er dog blevet tid til et sæsonskifte – både for mig personligt, såvel som for Volleyball Danmark,” siger han.

”Jeg vil gerne undersøge muligheden for yderligere at udforske ledelsesmodellen Dreams and Details, og yderligere skal Volleyball Danmark i gang med en genopfindelse, som jeg ikke skal stå i spidsen for,” siger Mikael Trolle.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle kolleger, partnere, bekendte med videre for de mange oplevelser. Tak for kampen,” siger han.

”Når det er sagt, skal vi sikre den bedst mulige overgang for Volleyball Danmark. Derfor indgår jeg det næste år i en rolle som konsulent for administrationen. I denne konstellation kan jeg på bedst mulig vis få overleveret mine ansvarsområder, og Volleyball Danmark kan med rettidig omhu forberede sig på de fremtidige udfordringer,” slutter Mikael Trolle.

Med Mikael Trolles afgang mangler herrelandsholdet dermed også en landstræner. Volleyball Danmark arbejder på en løsning omkring landstrænersituationen.
 
Hør den uddybende podcast med formand Erik Jacobsen og Mikael Trolle her.

Read 2028 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.