Hjemmesidebanner
torsdag, 08 marts 2018 06:00

Hall of Fame: Jette Breuning

Written by
Hall of Fame. Den tidligere landsholdsspiller, tredobbelte danmarksmester med 825 divisionskampe på CV’et og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om at være boldamøbe blandt rutinerede medspillere, den sidste DM-guldmedalje og hvordan det at låne sine forældres bil kan blive afgørende for karrieren.

Første gang, jeg startede til volley, var jeg 13 år. Jeg havde stiftet bekendtskab med det i folkeskolen. Jeg syntes, at det var en enorm sjov sport.

Jeg startede i Hillerød Volleyklub sammen med en veninde. Vi kom ind på et hold med nogle piger, som var ældre end os, og gik mere op i drengene på banen ved siden af, eller om de havde knækket en negl til træning, eller om shortsene sad rigtigt. Dér var jeg ikke i mit liv. Jeg havde ikke noget tilfælles med dem og valgte at stoppe igen efter to måneder.

Jeg fik først taget fat i volleyen igen to år senere. Da var jeg 15 år, 190 cm og færdigudvokset – i hvert fald i højden. Jeg er ikke vokset siden min konfirmation. Min far var pressefotograf og skulle fotografere Hillerød Volley, og han havde taget mig med i hallen. Dér hentede han træneren, som kiggede på mig og sagde: Du bliver nødt til at starte til volley. Det kunne han glemme alt om, jeg gad simpelthen ikke de piger der. I stedet startede jeg direkte på Hillerøds 2. divisionshold, hvor han også var træner.

Jeg kunne ikke en disse og var simpelthen en boldamøbe uden lige. De andre på holdet havde spillet i rigtig mange år. Det gjorde, at jeg blev nødt til at oppe mig. Jeg var nødt til at blive god hurtigt. For der stod ti andre spillere, som havde spillet i 20 år. Det gjorde, at jeg havde nogle gode læremestre. De var enormt tålmodige med mig og tog vældig godt imod mig.

Derfra gik det ret stærkt. Efter tre år i Hillerød var jeg på Volley Camp i Nordjylland i sommerferien. Landstræneren var i hallen og så mig spille. Han hev fat i mig efter en kamp og sagde, at han gerne ville se mig til en landsholdstræning. Er du sikker, spurgte jeg. Det var han.

Efter den første landsholdstræning havde jeg en samtale med trænerteamet, der fortalte mig alle de ting, som jeg ikke kunne. Du er for slap og du falder ind under nettet, når du har slået. Det var rigtigt, jeg havde ingen muskler i min krop.

På mit hold i Hillerød vandt jeg rigtig mange bolde. Jeg var vant til, at det bare kørte, og jeg fik ros hele tiden. Lige pludselig var der en, som sagde, at jeg faktisk ikke var særlig god. Jeg kunne godt se, at jeg var ikke ret god i forhold til de andre.

Jeg fik indtil februar, hvor der igen var landsholdssamling. Havde jeg ikke forbedret mig, ville jeg ikke blive udtaget.

Jeg blev sur. Jeg fortalte min mor, at træneren ikke havde forstand på noget som helst. Men i stedet for at give mig medhold, stillede min mor mig et spørgsmål: Hvad skal der til, for at du kan forbedre dig inden februar? Svaret var enkelt – jeg skulle skifte til en klub, der havde mere fokus på teknik, udvikling og styrketræning. Derfor ringede jeg til Holte og fik lavet en aftale med dem. Samtidig var min mor meget hjælpsom og stillede sin bil til rådighed, når jeg skulle til træning.

Jeg trænede med Holte tirsdag og torsdag og med Hillerød mandag og onsdag og spillede kampe for Hillerød i weekenden. Da det blev februar, havde jeg heldigvis forbedret mig nok til, at jeg fik lov til at blive på landsholdet.

Hvis jeg ikke havde haft en mor, der havde været coachende, så havde jeg måske stoppet dér. Jeg havde måske aldrig fået drevet det til det, som det endte med, hvis ikke hun havde fået mig til at reflektere over mine evner og muligheder og skabt rammerne for den øgede træningsmængde ved at stille en bil til rådighed. Det handler også om opbakningen hjemmefra.

Sæsonen efter flyttede jeg til Holte.

Min største force var min fleksibilitet som center. Jeg kunne slå otte forskellige centerbolde, hvilket gjorde det svært for modstanderne at læse mit spil. Det kræver også en god hæver, der kan og tør hæve centerbolde, for at jeg kunne spille dette nuancerede angrebsspil. Jeg var også en god blokadespiller, idet jeg hurtigt lærte at læse modstandernes hæver, så jeg derved ofte valgte at gå til den rigtige side. Desuden havde jeg en evne til at læse angriberens slagarm og derfor kunne korrigere blokken bedre.

Det, der helt klart tiltrak mig mest ved volley, var, at man skal stå sammen som et hold. Man har ikke nogen fysisk kontakt med modstanderne, men alligevel har man holdånden og holdspillet. Man er afhængig af, at der er en, som kan spille bolden op til hæveren, som så finder en angrebsløsning, som igen gerne skulle resultere i et vundet bold. Hele maskinen skal virke som en helhed – hver gang – det er udfordringen.

I 1988 vandt jeg mit første DM Guld i Holte, og det ville være oplagt at sige, at mit første DM var den største oplevelse – men for mig er det mit sidste DM. Jeg var skiftet til Fortuna Odense og stoppede egentlig på eliteniveau i 2010, men i den sidste grundspilskamp blev Fortunas centerspiller Lotte Hauge skadet. Jeg så kampen i hallen, og lidt for sjovt sagde jeg til formanden: Nå, så skal den gamle cirkushest måske i manegen igen. Det grinede vi så lidt af. Der gik kun 12 timer, så ringede han og spurgte, om ”cirkushesten” var klar.

Jeg gik fra at træne to gange om ugen, når det gik højt, ellers var det bare kamp i weekenden – til at træne fire gange om ugen plus en hel række af slutspilskampe. Det kunne godt mærkes på kroppen.

Efter at have slået Brøndby i semifinalen, endte vi i finalen mod Holte, og i 2. finalekamp blev min tommelfinger voldsomt forstuvet. På sygehuset sagde de, at jeg skulle holde pause i mindst tre uger. Men når man er 43 år og får en sidste chance for at komme helt til tops, så tager man den slags råd med et gran salt.

Jeg spillede de sidste tre kampe med masser af tape på fingrene. Det er ikke noget, jeg vil anbefale andre at gøre. Men når man er inde i det game, så gør man alt, hvad man kan – ikke alene for at vinde – men også for holdet.

Vi skulle bruge fem kampe for at få DM-titlen i hus. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at få en guldmedalje om halsen én gang til – og så endda som veteranspiller.

Kammeratskabet og glæden ved at få brugt min krop har motiveret mig til at blive ved. Det at træne og blive træt og udfordret og samtidigt kunne mærke, at man på den lange bane forbedrer sig inden for sin sport, har altid været supermotiverende for mig. Kammeratskabet og de minder, man får med folk med samme interesser og mål som en selv, er for mig en stor gevinst. Jeg har gennem min sport lært at være dedikeret og målrettet. Jeg har lært, at man skal arbejde for tingene. Indimellem skal man ned ad bakke, lære af sine fejl, inden det igen går opad og ender med succes.

Jeg har taget coaching-funktionen og det at arbejde med mennesker med fra sporten og over i mit civile liv. I dag er jeg teamleder for en IT-support-afdeling. Her bruger jeg bl.a. mine anførererfaringer og rigtigt mange af de situationer, som findes i en travl hverdag, kan sagtens sammenlignes med de situationer, som jeg har oplevet på banen – både i modgang og medgang.

Har du et godt råd til unge volleyballspillere?

Hvis man drømmer om at blive elitespiller eller om en professionel karriere inden for volleyball, skal man gå all in, for det er en kort periode af ens liv, hvor denne mulighed er til stede. Det kræver også, at der er opbakning fra deres familier, og at der er forståelse for, at der er ting, man må give afkald på såsom runde fødselsdage, konfirmationer etc.

Men vigtigst af alt – så skal det være sjovt at spille volley. Alle spillere bør ikke dyrke deres sport på et højere plan, end kroppen og sindet kan holde til. Volleyball skal være sjovt, og den bedste måde at opnå dette, er altid at holde fokus på kroppens styrke og på teknikken. Er disse to ting hele tiden i fremgang, så kommer resultaterne og måske medaljerne helt af sig selv.

Jette Breuning
Født 14/09/66

Aktiv fra 1982 til 2017 som spiller for Hillerød, Holte IF og Fortuna Odense med hvem hun vandt tre danske mesterskaber og tre pokaltitler. I sin lange, flotte karriere opnåede hun i alt imponerende 825 divisionskampe. Har desuden repræsenteret det danske landshold i 51 kampe, hvor hun var en markant profil i angreb og blokade

Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2017.

Besøg dansk volleyballs Hall of Fame her.
Read 1151 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.