Hjemmesidebanner
tirsdag, 02 januar 2018 08:49

Interview: Årets spiller vil udvikle volleyball

Written by
Foto: MortenO.com Foto: MortenO.com
2017 har været et rigtigt godt år for Trine Rask-Nielsen, anfører i Elite Volley Aarhus, og året kulminerede med en titel som årets kvindelige volleyspiller. Det skriver Århus Stiftstidende.

Det var noget af et skulderklap, som 29-årige Trine Rask-Nielsen fik ved gallashowet hos volleyballforbundet.

Kollegerne i landets bedste kvindelige række har peget på den aarhusianske centerspiller som årets bedste kvindespiller. En titel der betyder alt for modtageren.

I begrundelsen for Trine Rask-Nielsens kåring lød det fra forbundet.

-Centerspilleren er i den grad en af forklaringerne på Elite Volley Aarhus' flotte sæson i Volleyligaen. Trine Rask-Nielsen har med stærkt centerspil vist vejen for sine yngre holdkammerater med sit solide blokadespil og en af ligaens bedste angrebseffektivitet.

Landsholdsanføreren har desuden været en stabilisator på A-landsholdet i VM-kvalifikationen.

For Trine Rask-Nielsen er titlen noget helt specielt, og netop det aspekt, at det er hendes kolleger, som har kåret hende, betyder meget for Aarhus-spilleren.

”Jeg er meget rørt over at have modtaget den titel. Det er en anerkendelse fra mine volleykolleger i landet. Jeg håber, at det er, fordi jeg gør tingene på en god måde, og jeg er et godt forbillede nu, hvor jeg er en af de ældste i rækken. Det er et stort skulderklap, at det er den rigtige tilgang, jeg har til sporten. Jeg gør det på min egen måde. Jeg kan godt være meget usikker på mig selv, om jeg gør tingene rigtigt, så jeg kan ikke få en større anerkendelse end titlen. Det er de spillere, jeg er der for,” siger Trine Rask Nielsen til Århus Stiftstidende.

Ifølge årets kvindelige volleyspiller kommer titlen også i et år, hvor hun har flyttet sig meget som spiller.

”Jeg er blevet mere effektiv i mit angreb. Jeg er blevet en af vores go-to-spillere. Det har jeg ikke været før. Især i år ligger jeg på halvtreds procent udnyttelse. Det er meget synligt. Jeg ligger højt i statistikken. Det har jeg også arbejdet med, og når man har den udvikling, så øver jeg det mere, og jeg kan se, at det virker. Jeg synes, at det har været mit bedste år sportsligt. Det har ikke statistisk været bedre end nu. Jeg spiller meget på selvtillid, og når jeg ved, at jeg kan tingene, så går det også ofte bedre,” siger Trine Rask-Nielsen.

Udvikling af volley
For den 29-årige spiller betyder sporten rigtigt meget. Især udviklingen af volleyball fylder meget i bevidstheden hos hende. For i Danmark er volleyball bestemt ikke en af de store sportsgrene i modsætning til mange andre steder i verden, hvor volleyball er blandt de største sportsgrene.

”Min tilgang til sporten og til det at være elitespiller er meget seriøs, og jeg vil rigtigt gerne udvikle sporten. Ikke kun for mig selv, men også for min klub. Der, hvor jeg er nu, er der så meget, som man kan udvikle på. Jeg drømmer om, at volleyball bliver en stor sport i landet. Det er en stor sport i verden, men i Danmark er der for få, der kender den. Der har vi gang i et godt projekt i Århus, som er bæredygtigt, og hvor vi vil udvikle egne spillere til holdet. Det er jeg glad for at være en del af,” siger Trine Rask-Nielsen, der både i Elite Volley Aarhus og på landsholdet er udpeget som anfører.

En klar lederrolle
Netop den lederrolle er noget, som Trine Rask-Nielsen har arbejdet meget med. Blandt andet fordi hun gerne vil udvikle de yngre spillere i Danmark.

”Jeg har det sidste års tid været meget opsat på og haft fokus på at udvikle mig som leder, fordi jeg ved, at jeg ikke har så mange år tilbage i sporten, så det er der, at jeg kan blive bedre og påvirke nogle yngre spillere, der har mange år tilbage. Hele lederrollen og den mentale del arbejder jeg med. Jeg er en meget følelsesmæssig spiller af natur, og det kommer jeg ikke af med.”

”Jeg har fokus på at give mere til mine medspillere. Jeg er den ydmyg type, som tænker, at jeg kan gøre det bedre. Jeg tror, at første skridt er at blive bevidst om, hvad mit mål er, og hvorfor jeg kommer til træning fem gange om ugen. Det er ikke, fordi jeg kun gør det for mig selv,” siger hun.

Førhen var det mere egne præstationer, der var i fokus hos årets kvindelige spiller frem for at tænke på medspillerne.

Men også måden, som hun er leder og anfører på, har ændret sig.

”Tidligere handlede det om at få mig selv frem i verden. Så den bevidstgørelse af, at jeg vil være med til at udvikle er første skridt. Det er bare benhårdt fokus. Og jeg skal være konstruktiv over for mine medspillere. Jeg kommer fra en kultur med mange militære typer i fodboldverdenen, hvor jargonen var hård, og det var jeg vant, og så råbte jeg bare videre i samme spor. Det har jeg forsøgt at gå væk fra og vise den mere bløde side frem.”

”Men omvendt er vi også i elitesport for at blive bedre og lave resultater. Hvis man kun er dér for at have det sjov, så skal man spille noget andet. Der er nogle krav, som man skal stille til de andre spillere. Og det kan jeg sagtens finde ud af,” afslutter Trine Rask-Nielsen.

Kilde: Stiften.dk
Read 538 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.