Hjemmesidebanner
fredag, 15 december 2017 19:58

Gentofte klar til pokaltitelforsvar

Written by
Foto: Henrik Petersen Foto: Henrik Petersen
Gentofte Volley har mulighed for at blive dobbelte pokalmestre, efter de vandt med 3-1 over Middelfart i fredagens sidste semifinale ved Final 4 i Frederiksberg Hallen.

Final 4, semifinale: Gentofte Volley vs. Middelfart VK 3-1 (22-25, 25-16, 25-18, 25-18)
Frederiksberg Hallen


Der var på forhånd lagt op til en spændende semifinale, da Middelfart og Gentofte måtte ud i tiebreak, da holdene mødte hinanden i Volleyligaen for mindre end to uger siden. Her trak Gentofte sig sejrrigt ud af opgøret.

Gentofte måtte dog påtage sig favoritværdigheden, da holdet er ubesejrede i ligaen.

Semifinalen var også et opgør mellem to af Volleyligaens mest scorende spillere, Nicholas Hunt fra Middelfart og Peter Trolle Bonnesen fra Gentofte. De to slagarme blev da også luftet gevaldigt med henholdsvis 19 og 26 point i Gentofte-spillerens favør.

Middelfart bed fra sig i 1. sæt, hvor fynboerne var på toppen hele vejen. Men det var som om luften gik ud af den fynske ballon, og Gentofte derefter var på cruise control i store dele af kampen, inden de regerende pokalmestre sikrede sig et titelforsvar med en sejr på 3-1.

Gentofte-træner Denis Janka:

”Der var en virkelig god atmosfære i kampen og hallen. Det skyldes ikke mindst Middelfart, som leverer en god fight. Det er en svær kamp for os, da alle forventer, at vi vinder,” siger han.

”Middelfart spiller et virkelig godt 1. sæt og demonstrerer deres kvaliteter. Heldigvis vågner vi op i tide og tager kontrol over kampen fra 2. sæt,” siger Denis Janka og ser frem mod pokalfinalen i morgen klokken 16.00:

”Det er altid sjovt at spille mod Marienlyst. Det er en kamp, som kan ende med 3-0 eller 3-2 til begge hold. Umuligt at spå om. Begge mandskaber kommer godt forberedt, og jeg er sikker på, at publikum nok skal få en god finale,” slutter Gentofte-træneren.

Middelfart-træner Federico Fagiani:

”Vi starter godt i 1. sæt, hvor vores kombinationer lykkedes. Men Gentofte ved, hvad vi vil gøre i alle situationer, og efter 1. sæt falder kvaliteten i vores spil, især vores sideout,” siger han.

”Gentofte er et rigtig godt hold, og de formår at holde os fra at finde rytmen i vores spil,” siger Federico Fagiani.

”Jeg er stolt af drengene. De er unge og arbejder hårdt, og nu ser vi fremad,” slutter Middelfart-træneren.

Middelfart kom bedst fra start i 1. sæt og førte længe med 3 point, indtil Gentofte bragte balance i regnskabet ved 14-14. Det slog dog ikke fynboerne ud af kurs. Federico Fagianis tropper holdt hovederne kolde og vekslede deres 3. sætbold til 25-22.

Det var to forvandlede hold, der kom på banen til 2. sæt. Middelfart var med til 6-6, men så gik fynboerne fuldstændig i stå, og Gentofte cruisede sætsejren hjem 25-16.

3. sæt virkede som en kopi af det foregående. Middelfart fulgte igen med Gentofte indtil 6-6, men der trak sjællænderne fra, mens luften gik ud af fynboerne. Gentofte havde samtidig held, kløgt og krudt i hænderne til at få plantet nogle serveesser i gulvet på Middelfarts banehalvdel og kunne binde knude på sættet 25-18.

Nikolaj Hjort forsøgte heroisk at holde Middelfart inde i 3. sæt bagud 10-12 ved at kaste sig ind i banden bag banen, men Gentofte vandt pointet og trak efterfølgende fra. Mads Kyed støbte boldene og Mads Møllgaard og Peter Trolle Bonnesen hamrede dem ned til sætsejr 25-18 og samlet 3-1.  

Med sejren er Gentofte klar til pokalfinalen i morgen klokken 16:00, hvor de Marienlyst.

Alle kampe til Final 4 vises direkte på Volley TV. 

KAMPPROGRAM FINAL 4

Fredag den 15. december
Semifinale: Holte IF vs. Amager VK (damer): 3-0 (25-16, 25-17, 25-23)
Semifinale: Elite Volley Aarhus vs. Brøndby VK (damer): 0-3 (20-25, 19-25, 21-25)
Semifinale: Ishøj Volley vs. Marienlyst (herrer): 0-3 (22-25, 23-25, 24-26)
Semifinale: Gentofte Volley vs. Middelfart VK (herrer): 3-1 (22-25, 25-16, 25-18, 25-18)

Lørdag den 16. december
Kl. 13.30: Pokalfinale damer: Holte IF vs. Brøndby VK
Kl. 16.00: Pokalfinale herrer: Marienlyst vs. Gentofte

- Med forbehold for forsinkelser begge dage.
Read 849 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.