Hjemmesidebanner

Kåringer 2010

UklubGentofteÅrets ungdomsklub 2010 - Gentofte Volley

Når vi skal beskrive årets ungdomsklub, er det næsten som at remse op fra vores nedskrevne kriterier:
  • Det er en klub, der i en årrække har været med til at sætte sit præg på dansk ungdomsvolleyball.
  • Klubben har en stabil og innovativ organisation.
  • Klubben har et stabilt og endog stigende medlemstal på ungdomssiden, og den har hold i alle ungdomsrækker for både piger og drenge og mange Kids-hold.
  • Klubben har et alsidigt tilbud til unge, med plads til individet, og har god atmosfære med det vi kan kalde et godt idrætsmiljø for børn og unge.
  • Klubben er en aktiv medspiller på ungdomssiden for forbundet, bl.a. som medarrangør ved flere UVX-arrangementer.
  • Klubben gør en indsats i lokalområdet, og afvikler årligt skolestævne for op mod 900 elever i 6 haller på samme dag.
  • Klubbens hold har også opnået gode sportslige resultater – uddybes senere.
Jeg har lige nævnt en række af de dyder vi gerne ser hos årets ungdomsklub.

Selv om mange har regnet ud hvem det er, forsøger jeg at holde spændingen lidt endnu.

Det er en klub, der er meget velorganiseret på ungdomssiden, og har mange forskellige ledere. De har tilsyneladende løst det lederproblem, som mange andre volleyball klubber har. Faglige velkvalificerede og vellidte ledere, der samtidigt formår at stille krav og udvikle fagligt som socialt på spillerne.

Læg dertil en stor forældreopbakning, så er de klar til kaste sig ud i større arrangementer – f.eks. afholdelse af DM.

Vi synes jo også det er rigtig positivt, at klubben sørger for at alle klubbens spillere har løst licens. Og vi taler faktisk om den største ungdomsklub i Danmark med over 220 ungdomsmedlemmer.

For lige at slutte med de sportslige resultater, så er medaljehøsten ved årets DM følgende:
  • DM bronze i DU17
  • DM sølv i DU15 og HU18
  • DM guld i DU 13 teen 3, HU16, DU20 og HU21
De 2 sidste på hjemmebane ved et flot afviklet DM-arrangement.

Det er mig en stor glæde, at overrække prisen som årets ungdomsklub 2010 til Gentofte Volley.

UlederRobertÅrets ungdomsleder 2010 - Robert Mikelsons, Gentofte Volley

Årets ungdomsleder har været med i mange år. Han startede med at spille volleyball i slutningen af 70’erne, og kun et par år efter startede han i bestyrelsen, hvor han har siddet siden.

Han har været træner masser af gange. Men har mest gjort det som ungdomsleder – som ungdomsformand siden 1996.

Han går meget aktivt ind i arbejdet med rekruttering af spillere, og har i hvert fald skaffet 3 drengespillere til klubben – de bærer hans efternavn.
Han ved hvad der sker i klubben, og kommer tit i hallerne som tilskuer, hjælper eller coach når der er brug for det.

Jeg vil citere en af klubbens trænere:
"Successen - det store antal spillere i klubben, den gode stemning og de mange medaljer - skyldes ikke mindst, at vi som trænere kan koncentrere os om at træne, og spillerne kan koncentrere sig om at spille. Han har nemlig styr på resten - både internt i klubben men også i forhold til kreds, forbund, kommune mv. Forholdene, vi som trænere arbejder under, er derfor yderst strukturerede.
F.eks. sætter han hellere konen i gang med at styre catering til et DM-arrangement, end at spørge en af trænerne, som ellers arbejder med det til dagligt."

I klubben siger de:
”Man er aldrig i tvivl om at tingene er i orden, når han har påtaget sig en opgave.”

Det samme siger vi i øvrigt i DVBF, for vor mand har også bidraget i forskellige sammenhænge. Bl.a. i TVD og Amatør- og Ordensudvalget, hvor han med sin rolige og saglige facon sørger for at tingene sker ordentligt.

Vi har her en mand, som gør det nemt og sjovt for mange andre, og som ikke gør det store væsen af sig. Det er ikke nødvendigt, for resultaterne taler for sig selv.

Og ja, vi snakker om Gentofte Volley, som han var en af initiativtagerne til, da klubben blev dannet som en fusion af Nørre G og Roadrunners i 1993.

Kom og modtag din velfortjente hyldest som årets ungdomsleder i dansk volleyball!

PgnistMiaÅrets persongnist 2010 - Mia Toft, Vestbjerg IF

Mia startede som volleyballspiller i Vestbjerg IF og har været aktiv i mange år som elitespiller i VLI i København og i Aalborg HIK Volleyball. Hun spiller også beachvolley og den bedste placering til dato er DM bronze i 1998

Det er et CV som mange andre medlemmer af DVBF kan matche – det der gør Mia til årets gnist er derfor det arbejde hun lægger i at tilbyde volleyball til ungdommen i lokalsamfundet.

Her er hun nummer 1!

Med egne børn i den rette alder, var det meget naturligt, at Mia kastede sig over Kidsvolley i Vestbjerg. Men engagementet er vokset langt ud over interesse for egne børns muligheder!

Mia er omdrejningspunktet for Kidsvolleyball i Vestbjerg IF! De mange nye kidsvolleyspillere – en fordobling fra 19 til 39 i år – dokumenterer, at Mia gør et rigtigt godt stykke arbejde.

Med sin store pædagogiske ballast som lærer på Skansevejens Skole i Nørresundby er hun en dybt engageret, struktureret og altid velforberedt Kidsvolleytræner i Vestbjerg IF.

Mia er omsorgsfuld og i stand til at favne mange børn. Mange kunne lære noget om organisering af en kidsafdeling i klubben, ved at følge Mia i arbejde.

Mia har været i stand til at involvere teenvolleyballspillere og forældre som hjælpetrænere og der arbejdes altid i små grupper med mange boldberøringer og høj aktivitet.

Det er fornøjelse for mig, at kåre årets persongnist.

KgnistIlskovÅrets klubgnist 2010 - Ilskov IF Kidsvolley

For få år siden var der absolut ingen volleyballaktiviter i byen- Ja, selv DVBF var i tvivl om, hvor landsbyen lå.

Landsbyen ligger øst for Sunds, nord for Ikast og vest for Karup. Her bor lige mennesker nok til at holde en skole kørende med elever til og med 6. klasse. Fra 7. klasse fortsætter de unge på en skole i en anden by.

Men …
For 4 år siden startede et kidsvolleyhold. Året efter var der 2 hold. Efter endnu et år var det blevet til 4 hold. I indeværende sæson stillede klubben med 7 hold i kidsrækkerne. Dermed var de en af de største kidsklubber i volleykredsen MJVB.

Selv om det næppe lykkes for klubben endnu engang at fordoble antallet af hold til den nye sæson, har de flotte vækstrater allerede skabt opmærksomhed.

Volleyeventyret i Ilskov – For det er klubben jeg taler om! startede da Peter Harslov flyttede til byen. Han er både initiativtager, træner og formand. Men står absolut ikke alene med det. Der er engageret adskillige forældre, der ikke kun hjælper med transport til kampe, men også med træningen hjemme i Ilskovhallen og som holdledere ved kampene.

Den videre udvikling i Ilskov Volley bliver spændende at følge, og vi ønsker held og lykke til Peter Harslov og hans folk.
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.