Hjemmesidebanner
søndag, 22 maj 2016 14:05

Danmarks damer leverede sikker sejr over Luxembourg

Written by
EM-kvalifikation, 1. runde i Estland

Luxembourg - Danmark: 0 - 3 (14-25,17-25,17-25)

På tredje og sidste dag af EM-kvalifikationspuljen i Estland skulle Danmark møde Luxembourg. Begge hold havde tabt deres to første opgør til Sverige og Estland, så dagens vinder ville tage 3.pladsen i puljen mens taberen ville gå tomhændet hjem.
På forhånd havde landstræner Sven-Erik Lauridsen udtalt at denne turnering i høj grad handlede om udvikling, så resultaterne var ikke så vigtige – bortset fra at vi skulle vinde over Luxembourg.


Heldigvis kom Danmark godt fra start i første sæt. En lang serveserie af Paulina Hougaard-Jensen bragte Danmark på 12-4. De danske blokader var effektive og når de luxembourgske angreb kom forbi den danske blokade stod forsvaret rigtigt. Nora Møllgaard forsatte med 6 gode server og bragte stillingen til 19-6. Danmark foretog en dobbeltudskiftning og ind kom Helena Elbæk og Emma Brix. Pointscoringen fortsatte og Danmark lukkede første sæt med 25-14 efter at Luxembourg havde hentet lidt ind på et par skarpe server.

Danmark startede 2. sæt med samme 7 spillere som første sæt. Bagud 3-4 kom Isabel Fugmann på banen i stedet for Nora Møllgaard, der var lidt hæmmet af sin fodskade. Et par stærke linjesmash fra Isabel Fugmann og endnu en effektiv serveserie af Paulina Hougaard-Jensen bragte Danmark på 11-5. Nanna Mølgård fortsatte sit gode angrebsspil og bidrog til at Danmark førte 16-7 ved 2. tekniske time out. Katrine Strøbæk kom på banen og vandt sit første angreb på en hurtig hævning fra godt spillende Anne Katrine Ravn. Danmark udbyggede sin føring efter en dobbeltindskiftning af Helena Elbæk og Emma Brix. Mod slutningen af sættet fik Stephanie Steinbüchel Dahl banetid og kvitterede for tilliden med flere flotte forsvarsaktioner. Sættet gik til Danmark 25-17.

I tredje sæt fortsatte Danmark sit gode spil. Alina Hjort Sode startede med 2 servees og Danmark kom først til teknisk time out foran 8-5. Danmark udbyggede føringen til 20-11 blandt andet på flere stærke angreb af indskiftede Helena Elbæk. Igen kom Stephanie Steinbüchel Dahl på banen og havde flere gode indgreb. Danmark lukkede sættet af med endnu et vinderangreb fra Paulina Hougaard-Jensen til 25-17 og dermed kampen 3-0.

Med sejren sluttede Danmark således på 3. pladsen i puljen. Et resultat som vi på forhånd ville være tilfreds med. I kampen mod Sverige havde Danmark chancer til at levere en overraskelse og med mere rutine i truppen ser fremtiden godt ud for det danske hold.

Danmarks startopstilling:

Hæver – Anne Katrine Ravn
Kanter – Nora Møllgaard og Alina Hjort Sode
Centre – Paulina Hougaard-Jensen og Maia Stripp
Diagonal – Nanna Mølgård
Libero – Ci Eshel


Indskiftere: Emma Brix, Isabel Fugmann, Katrine Strøbæk, Helena Elbæk, Stephanie Steinbüchel Dahl 



Read 816 times Last modified on mandag, 23 maj 2016 13:25
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.